Hvad gik der galt for Craig Wright?
Vi kan hurtigt blive enige om at Craig Wright ikke har haft den allerbedste uge.
Vi kan også hurtigt blive enige om, at de fleste af dem der råber højest om BitCoin ikke er typer man ville overlade frimærkekassen under normale omstændigheder, langt mindre opdragelsen af sine børn eller udformning af finanspolitik.
Men det er jo ikke ligefrem dumme mennesker, så ting og begivenheder skal som udgangspunkt kunne forklares ud fra en "rational actor" model.
Så hvad gik der galt for Craig Wright ?
Han fik (næsten) overbevist et par massive nyhedsorganisationer, som normalt ikke er nemme at løbe om hjørner med og han har tilsyneladende også fået to andre centrale BitCoin-kendisser til at rejse til London for at se hans bevis og de lod sig overbevise.
Så hvad fanden er det for noget klamp han offentliggør i sit blogindlæg ?
Hvis han vitterlig var en "con-man" som mange mener, og det kan han sagtens være, ville han være 100% klar over at det "bevis" ingenting beviste.
Jeg vil godt vædde 10 flødekarameller på at det ikke var det blogindlæg han havde planlagt, men noget han i tidsnød var nødt til at klampe sammen fordi han havde en deadline - formodentlig i forhold til journalisterne.
Men hvorfor kunne han så ikke skrive det blogindlæg med det definitive kryptografiske bevis som han havde planlagt ?
Mit gæt er at han er igang med at brute-force en passphrase.
Han mumler igen og igen om store computer resourcer der bruges til at "afprøve nye ideer" med, men det giver ingen mening: Man kan bare erstatte den gode og dyre SHA algoritme med en simpel og elendig hash funktion, så kan man simulere hele showet på en BeagleBoneBlack hvis man vil.
Den logiske ting at kaste store computer resourcer efter er noget der kræver bruteforce, f.eks en passphrase.
F.eks hvis man kun har halvdelen af den.
Antag at Satoshi i virkeligheden er to personer i fællesskab.
En god måde at lave en "failsafe" loyalitetsed er at hver person vælger N tegn til en passphrase.
N*2 vælges så bruteforce er umuligt for enhver, men således at N kan bruteforces med stor indsats, dog ikke hurtigere end aftalen udløber.
På den måde vil begge parter have en chance, hvis den anden skulle dø i utide.
...Præcis som (d)en anden oplagte Satoshi kandidat, Hal Finney, gjorde for to år siden.
Så hvad gik der galt?
Der er meget der tyder på at Hal Finney var ham der kunne programmere og Craig Wrights blogindlæg er, for at sige det pænt, ikke en overbevisende demonstration af teknisk kompetence.
Mit bedste gæt er at Craig Wright havde regnet ud hvornår han med sikkerhed havde brute-forcet den anden halvdel af passphrasen og timet annonceringen derefter, men han dummede sit brute-force setup.
Og derfor var han nødt til at klampe et blogindlæg sammen, mens han svedende stirrer på det computer-cluster der ikke har givet det forventede svar.
Hvis min teori er rigtig falder en del andre brikker på plads.
En af de andre ting Craig Wright har sagt fra tid til anden: Han har kontrol over "en masse" BitCoins, men de ligger i en "trust" og han kan først bruge den fra 2020.
Lyder det ikke en lille smule som et estimat på hvor lang tid det vil tage at brute-force en passphrase ?
Hvis der er tale om et antal passphrases kan han have fundet nogle af dem, nok til at overbevise dem der var inviteret til mødet i London, men stadig ikke nok til slå det kryptografiske søm helt og definitivt i.
Gud ved hvad hans blodtryk er lige nu...
phk

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.