Hvad er det, vi vil, når vi digitaliserer?

Digitaliseringen af folkeskolen har været i gang, siden valgfaget i datalære blev introduceret med skoleloven og Piccolocomputere i 1974. Dengang handlede det om at kunne formulere og løse problemer af databehandlingsmæssig art og opnå forståelse for databehandlingens betydning for samfundet og den enkelte. Hvis især det sidste lyder velkendt i en nyere kontekst, er det måske, fordi målet med forsøgsfaget i teknologiforståelse netop var, at eleverne ved selv at skabe og konstruere digitale artefakter skulle få indsigt i og muligheder for at forandre og deltage i det digitaliserede samfund.

De seneste år har der været en voldsom udvikling inden for digitale produktionsværksteder: Makerspaces eller digitale laboratorier, hvor digitalt styrede maskiner, mikroelektronik og robotter lover at give eleverne teknologiforståelse og løfte den faglige undervisning til nye højder. Senest har man set det med regeringens digitaliseringsstrategi, som lover 200 millioner kroner til en ramme til teknologi i folkeskolen som led i at fremme en mere praktisk skole og understøtte, at (teknologi)fagligheden indføres i folkeskolens undervisning. Men hvad er det egentligt, vi er i gang med, når vi trækker de digitale teknologier ind i folkeskolen?

Tilbage i 1990’erne og langt op i det nye årtusind var fokus, når man talte digitalisering, slet ikke de store dannelsesmål. Det handlede om at opnå betjeningskompetence, så vi kunne anvende de digitale redskaber til alt det, vi forvejen gjorde, så vi kunne gøre det bedre, hurtigere og billigere. Uden for skolens mure tog man PC-kørekort og lærte at bruge de programmer, som man skulle kunne anvende for at passe sit arbejde. Og i skolen begyndte vi at få digitale læremidler, der måske kunne noget andet og mere end dem på papir, og med udbredelsen af nettet kom idéen om altid at være tilgængelig og opdateret, ligesom man med SkoleIntra for alvor begyndte at digitalisere arbejdsgange og kommunikation.

Det er altså let at blive overvældet, når man taler digitalisering, for hvad er det egentligt, vi digitaliserer, og hvad er det, vi prøver at opnå? Helt grundlæggende kan vi se på, om vi er ved at lære med teknologierne, om vi er ved at lære om teknologierne, eller om vi er ved at lære at anvende teknologierne? De tre tilgange kan dog sjældent skilles helt ad, og undervisningen i praksis vil indeholde elementer af alle tre. Med andre ord er det som med en bil: Er vi ved at bruge den til at komme et sted hen, er vi ved at forstå motoren, eller er vi ved at lære at køre bilen?

Når vi underviser med de digitale teknologier for at lære (noget andet)

Når vi underviser med de digitale teknologier, handler det om, at vi digitaliserer, det vi gør, og det, vi gør det med, altså vores læremidler. Det kan være både de didaktiserede, de semantiske og de funktionelle læremidler. I alle tilfælde skal vi være opmærksomme på, hvordan disse læremidler bidrager til de aktiviteter og den læring, de gerne skal understøtte.

Hvad enten det er fra producenten eller gennem lærerens didaktisering, at læremidlet sættes i spil, skal vi være opmærksomme på, om vi har fokus på læring af det, som vi gerne vil understøtte (altså det fag, hvor vi bruger værktøjet), eller om fokus ender på læring af det, vi understøtter med (altså det digitale værktøj). Man kan sige, at når vi anvender digitale værktøjer til at lære med, så skal det helst betyde, at vi får et bedre potentiale for læring. Det skal give mening.

Samtidig lærer vi måske også at anvende nogle digitale værktøjer, som vi vil kunne bruge i andre sammenhænge. Det at mestre værktøjerne kan altså være et mål i sig selv, især når vi taler om de funktionelle læremidler, og så begynder det at handle om anvendelse.

Når vi underviser i at anvende de digitale teknologier

Man kan ikke lære noget med et værktøj, hvis man ikke kan anvende værktøjet. Uanset om vi taler om en grundlæggende betjeningskompetence eller om beherskelse på højt niveau, så kommer det an på, hvad vi vil med den digitale teknologi. Faren ved at have fokus på beherskelsen er, at undervisningen kommer til at handle om værktøjet, og at vi igennem vores fokus ender med at have den berømte hammer, der får alt til at ligne et søm. Omvendt er der også en risiko for, at vores brug af værktøjerne bliver overfladisk eller ligefrem forkert, hvis ikke vi anvender den nødvendige tid til at få en vis grad af beherskelse.

Når vi underviser i de digitale teknologier og deres betydning

Over for dette står undervisning, hvor de digitale teknologier bliver genstandsfelt for undervisningen. Det handler måske stadig om at lære at beherske forskellige værktøjer, men også om at opnå en forståelse for hvilke mulige implikationer og konsekvenser teknologierne kan have for den enkelte og for samfundet.

Det er det, der i dansk kontekst er blevet til teknologiforståelse med en langsom emergerende faglighed, der har sit udgangspunkt i forsøgsfaget: En faglighed, der både handler om færdigheder, processer, data og algoritmer og ikke mindst om en forståelse for digitaliseringens betydning og konsekvens. Især her kommer de digitale produktionsfaciliteter og andet grej til at love, at hvis bare vi har et makerspace, så kan vi også få teknologiforståelse.

Problemet er bare, at det let bliver de tilgængelige værktøjer, der kommer til at definere, hvad man kan lave, frem for at man laver det, som giver mening for en given problemstilling eller opgave.

Dette kan man som nuværende eller kommende producent af læremidler ligeledes tænke over: Er det produkt, man ved at skabe, noget, der giver mulighed for, at eleverne selv kan producere og samarbejde? Lader det sig let anvende sammen med andre analoge og digitale produkter? Og kan man både lære at beherske teknologien, lære om teknologien og lære med teknologien?

Mål eller midler i den gode undervisning

De digitale teknologier kan sagtens være et mål i sig selv, hvis målet er forstå og beherske digitale teknologier. Så bliver de et mål på samme måde som de øvrige (faglige) mål, vi har i skolen. Men når vi ikke ser dem som mål, må vi se dem som alle de andre værktøjer og metoder, vi anvender som midler til at opnå målene.

Sponseret indhold

V2 Briefing | GENERATIV AI: Sådan bruger du det professionelt

Kunstig Intelligens

Vi skal altså være tydelige omkring, hvad det er, vi ønsker at opnå, og hvordan de digitale værktøjer lige fra digitale læremidler over micro:bitter og robotter til makerspacets produktionsmaskiner er med til at understøtte det. Vores midler må ikke blive målet i sig selv, hvis ikke det er det, vi vil. Alt for ofte bliver det hverken mål eller middel, da målet i stedet alene bliver, at vi har anvendt ”noget digitalt”: Altså en anvendelse af det digitale alene for det digitales skyld, uden at der er tænkt over, hvad man egentligt vil opnå med det.

Det handler ikke om, at vi skal lave digital undervisning, men om at vi skal lave god undervisning. Det afgørende bliver så, om de valg af værktøjer og opgaver, vi foretager, er gode til skabe muligheder for læring.

Her bliver det i stedet afgørende, at vi har den gode dialog om, hvad god læring i øvrigt er, og hvordan man skaber den. Udover at eleverne lærer de faglige mål og bliver så dygtige, de kan, til disse, er der også forventninger til, at de lærer undersøgende tilgange, samarbejde og at kunne reflektere over både proces og produkt i deres arbejde.

Det er det, som valget af digitale teknologier skal være med til at løfte, hvis de skal inddrages, og hvad enten de digitale står som mål eller middel: Tilfører det digitale undervisningen noget, der giver kvalitet i undervisningen, eller som ikke ville være muligt (eller ville være meget besværligt) uden? Det handler altså ikke så meget om, om vi anvender digitale værktøjer men om, om vi skaber god undervisning og gode mulighederne for elevernes læring.