Hvis man ser bort fra regler om fordeling af de sidste plader, er det danske valgsystem egentlig ret enkelt: Hver vælger afgiver en stemme, og hvis en kandidat har stemmer nok til at komme ind, kommer denne ind, og overskydende stemmer på denne kandidat fordeles til partiets øvrige kandidater, enten ligeligt eller prioriteret. Dette gentages indtil ingen kandidater har nok stemmer, hvorefter der trækkes lod efter et mere eller mindre sindrigt system.
Dette system kan kritiseres for at give "spildte" stemmer: Hvis man stemmer på et parti, der ikke kommer over spærregrænsen, har ens stemme ingen indflydelse på fordelingen af pladserne. Af den grund har man f.eks. i Australien og Irland indført prioriterede stemmesedler: En vælger prioriterer alle kandidater/partier med prioriteter fra 1 og opefter, hvor 1 indikerer førstevalg, og 2 indikerer den kandidat, man foretrækker, hvis første prioritet ikke kommer ind.
Det sker på følgende måde: Hvis en kandidat har nok førsteprioritetsstemmer til at komme ind, får denne en plads, og alle stemmesedler med denne kandidat som første prioritet tages ud af puljen. Dette gentages indtil enten alle pladser er fordelt (usandsynligt) eller ingen kandidater har nok førsteprioritetsstemmer til at komme ind på dem alene. Nu fjerner man så den kandidat, der har færrest førsteprioritetsstemmer. Alle de resterende stemmesedler justeres, så kandidater med lavere prioritet end den fjernede kandidat rykkes op på listen. Hvis der derefter er en kandidat men nok førsteprioritetsstemmer, vælges denne ind, ellers fjerner man den nu mindste populære kandidat. Det hele gentages, indtil alle pladser er fordelt. Hvis der, når man vil fjerne en kandidat, er lighed i førsteprioriteter, ses på antallet af andenprioriteter osv. indtil man finder en forskel. Hvis ingen forskel er, trækkes lod.
Selv om dette system hindrer stemmespild ved stemmer på en kandidat, der ikke kommer ind, så er der en anden slags stemmespild: Hvis en kandidat har mange flere førsteprioritetsstemmer end nødvendigt, er de overskydende stemmer på denne kandidat spildte, og man tager ikke hensyn til prioriteringen af de øvrige kandidater på de fjernede stemmesedler. Hvis f.eks. 99% af alle vælgere har Adam som første prioritet og Eva som anden prioritet og den sidste 1% har Kain som første prioritet, får Adam og Kain en plads hver, mens Eva ingen plads får. Hvis de første 99% havde handlet strategisk, havde halvdelen af dem stemt på Eva som første prioritet, så de havde fået begge deres top-to favoritter ind.
Man kan for at undgå dette bruge "melodigrandprixmetoden": Prioriteter omsættes til point, flest til første prioritet osv, og kandidaterne kommer ind i rækkefølge af pointsum. Men heller ikke dette er uden problemer: Personer, der har fået deres første prioritet ind, har stadig en del at sige gennem deres anden prioritet, så selv store mindretal kan udelukkes fra repræsentation. Det er lidt det omvendte af problemet med det Australske system. Dette problem kan mindskes, hvis førsteprioriteten tæller dobbelt så meget som anden prioritet osv, men det er en svær balancegang at vægte prioriteterne retfærdigt.
Faktisk er det umuligt at lave et system til fordeling af pladser, der opfylder et antal rimelige antagelser:
- Hvis alle vælgere foretrækker A over B, så kan det ikke ske, at B kommer ind uden at A også gør det.
- Hvis alle vælgeres relative prioritering mellem A og B er uændrede, men deres prioritering mellem andre kandidater relativt til hinanden eller til A og B ændres, kan det ikke ændre på hvem af A og B, der får en plads, hvis kun en af dem gør.
- Der er ingen "diktator": Ingen enkeltperson kan diktere valget udfald.
Det kaldes Arrow's Impossibility Theorem.
Man kan dog gøre det sådan, at f.eks. kriterium 2 og 3 er opfyldt, og kriterium 1 er probabilistisk opfyldt: Hvis alle vælgere foretrækker A over B, har A en større sandsynlighed for at komme ind end B. Det er derfor, at de fleste valgsystemer indeholder et element af lodtrækning, og ikke kun som tie-breaker.
Men uden at gå helt over til en prioriteret liste over kandidater, så kunne man tage hensyn til, at de fleste danskere bedre ved hvem, de absolut ikke vil have ind, end hvem, de helst vil have ind, så man giver hver vælger en plusstemme og en minusstemme, hvor en minusstemme eliminerer en plusstemme på samme kandidat/parti. Eller hvad siger I?
...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.
