Jeg føler mig dum. Jeg stolede på et stykke teknologi, der formodentlig vil være evigt i beta-mode, og jeg burde have vidst bedre.
Jeg tog en lang, dansk e-mail, jeg havde fået, og kørte igennem Google Translate for at få den i en engelsk udgave, så jeg kunne bruge den som bilag til en mail til en amerikansk kollega. Jeg var godt klar over, at det ville blive lidt gebrokkent hist og pist som sædvanligt, men det var ikke så vigtigt i denne sammenhæng - det eneste, der var rigtig vigtigt, var nogle kronebeløb i teksten. Og dem burde jeg virkelig have checket, inden jeg sendte dem videre.
For efter en tur i oversættelsesmaskinen var “DKK 15000” på forunderlig vis blevet til “£ 15,000”. Hvis det nu havde været på min bankkonto, det var sket, havde det såmænd været glædeligt, men når man sender en udgiftspost til godkendelse, kan det godt give lidt bekymringer, at noget pludselig er blevet 10 gange dyrere end planlagt...
Hver dag gør man sig uværgeligt antagelser om, at teknologien virker “godt nok”. At vækkeuret ringer på det forprogrammerede tidspunkt, at bilen ikke laver et core dump på vej til arbejde, og at de mails, man sender, faktisk når frem til modtageren. Det er sikkert også som regel sådan. Så vores hjerner sparer på energiforbruget og dropper at lade bevidstheden beskæftige sig dag ud og dag ind med, at det pålidelige en dag er upålideligt. Vi bliver uforsigtige og stoler på teknologien.
Indtil fælden klapper, og vi mindes om, at verden er i evig beta.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.