Jeg er it-chefens mareridt. Det er mig, der kobler fremmede pc'er på netværket og kører med betasoftware i produktionen. Og det er mig, der lige så ofte bruger min private pc til mit arbejde, selvom den ikke kører firmaets antivirus eller samme software som resten af firmaet.
En del af det sker selvfølgelig som en naturlig del af mit arbejde som it-journalist. Vi anmelder og afprøver jævnligt ny hardware og software, fordi vi er nødt til at vide, hvad det er, vi skriver om.
Men der ligger også en grum sandhed gemt i min rebelske adfærd, nemlig at min private hardware passer mig langt bedre, end den hardware jeg får udleveret.
Det er den drift, der ligger bag Bring Your Own Device-bølgen eller BYOD. Det begyndte med min smartphone, som overtog SIM-kortet fra min arbejdstelefon. Nej, faktisk begyndte det med min bærbare pc, og mine år som it-korrespondent i San Francisco, hvor jeg var min egen it-chef.
Når man sidder otte timer om dagen ved tastaturet, så betyder selv små procenters forbedring i produktivitet ret meget målt over en pc's levetid. Derfor var jeg selv temmelig kræsen, når jeg købte ny bærbar: Den skulle være let, den skulle have lang batteritid, og den skulle have et godt tastatur.
Som regel det stik modsatte af beskrivelsen af de pc'er, jeg har fået udleveret fra mine forskellige arbejdsgivere gennem årene. Min nuværende bærbare fra firmaet er faktisk udmærket og en undtagelse, men jeg ved også, at den skal holde2½ år endnu, og jeg med sikkerhed vil sukke efter en ny allerede næste år ved denne tid.
Allerhelst ville jeg skifte den bærbare på kontoret ud med en stationær med flere store skærme og så supplere den med en let Ultrabook, når jeg skulle til konferencer. Det går it-chefen naturligvis ikke med til, for der skal helt særlige omstændigheder til for at sprænge det stadig skrumpende budget, som alle it-chefer kæmper med.
Så skal jeg selv investere i det? Det vil jo forøge min arbejdsglæde, og jeg ved, præcis hvad jeg vil have. Jeg er allerede begyndt i det små med mit Logitech K750-tastatur, som dette blogindlæg er skrevet på. Med et klistermærke i bunden for at markere 'MIT!' tydeligt.
Men det rejser også nogle problemer, hvis jeg selv begynder at slæbe udstyr med. Selvfølgelig kommer jeg selv til at stå for supporten, og jeg kan nok heller ikke få lov til at komme på det kablede netværk, men må nøjes med det trådløse.
Men det er kun det praktiske. Det store spørgsmål er, om jeg selv skal betale for mine arbejdsredskaber?
Det var sådan, man gjorde, da man som udlært tømrer eller stenhugger drog rundt i Europa for at bygge katedraler, men siden den industrielle revolution har vi været vant til, at arbejdsgiveren stiller redskaber til rådighed for produktionen.
En af undtagelserne er kokke, som har deres private knivsæt, men vi ser ikke mange postbude på deres egne cykler eller skolelærere, der køber deres eget kridt.
Selv afskrevet over tre år, vil det være en ret stor besparelse i it-indkøb, jeg forærer min arbejdsgiver, hvis jeg tager min egen hardware, og det vil være penge ud af min egen lomme, som jeg virkelig skal finde en god revisor for at kunne trække fra.
Vi har befordringsfradrag for store transportafstande, men betaler skat af fri telefon. Så hvad gør vi, når BYOD får pengene til at flyde den anden vej, og vi bruger vores egne penge på smartphones, bærbare pc'er og i mit tilfælde også de kameraer, jeg bruger?
Og hvor langt skal vi gå med BYOD? Og er det rimeligt, at videnarbejderen selv tager sit værktøj med, eller skal arbejdsgiverne gå væk fra 'one pc fits all' tankegangen og punge ud til Ultrabooks og 30 tommer skærme til dem, der ønsker det?
...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.
