Huawei – og Danmarks nok dårligste business case
Titlen antyder noget meget ultimativt – en leverandør af dimser skulle være Danmarks nok dårligste business case. Men i virkeligheden handler det om det helt generelle problem – at købe for billigt. Denne problemstilling er i særdeleshed også vigtig for udarbejdelse af business casen og den efterfølgende gevinstrealisering.
Som det legebarn – som rigtig mange ingeniører er – og jeg er, så handler det om ikke at gå ned på udstyr. Og når man skal prøve noget nyt, så starter det altid med at få noget udstyr – helst den fulde pakke fra øverste hylde. Man kan lige så godt starte ”mit der ganzen Schweinerei”. For vi ved, at vi ikke ønsker begrænsninger. På et tidspunkt ender det alligevel med en ”Lilly”.
Total Cost of Ownership – igen igen
Jeg har nu i et par blogs introduceret til det velkendte begreb fra Gartner – nemlig TCO eller Total Cost of Ownership. Eksempler er bl.a. TCO i forbindelse med de nye kampfly, den fine NEM-ID app eller SKATs business case.
Dvs. man kan ikke alene anskue en investering alene på anskaffelsessummen – man skal have de samlede omkostninger med i hele ”dimmerens” levetid inkl. bortskaffelse. Og når man ser det i en business case og gevinstrealiserings-sammenhæng, så skal man også se på de konsekvenser, som det også kan give. Det hedder i litteraturen ”negative gevinster” eller på engelsk ”negative benefits” (som burde oversættes til ”negativt udbytte”, da ”negative gevinster” virker selvmodsigende).
Uanset hvad man kalder det driftstab (negativ gevinst), så skal man være opmærksom på, hvad der vil ramme én ved køb af forskelligt udstyr.
F.eks. køber man en billig ink-jet printer, så skal man være parat til at blive flået i tonerudgifter for bare at printe en side. Nogle vil påstå det samme er galt med kaffemaskiner, som bruger kapsler. Og sådan kunne man blive ved med at finde tilsvarende gode eksempler.
Det er så her hele udfordringen med Huawei kommer ind i billedet. Holdningen i medierne er klar: Man køber for billigt ved valg af Huawei - men politikkerne vil købe billigt, da man mener danskerne er så prisfølsomme.
Hvad er de negative gevinster ved valg af Huawei?
Holdning til hvad der kommer af ”negative gevinster” i forbindelse med etablering af Huawei er godt ført an af en ven af huset, Mogens Nørgaard. Han er kommet godt omkring i medierne med denne holdning. Og når Forsvarsministeren er tydelig irriteret på Mogens og kalder kritikerne af regeringens strategi for cybersikkerhed for sølvpapirshatte, så ved man, at man har ramt nerven. Senest har DIs Lars Frelle rynket på næsen og er super glad for at CfCs skal have en bagdør til hans medlemmers HW.
Mogens siger til mig, at der to store udfordringer her:
1) Kinesere lænser os systematisk
2) Russerne får info til brug i jeres spiontjeneste.
Det sidste er ren ”Homeland” (super serie som bl.a. er på Netflix), hvor information kan bruges til rekruttering af spioner m.m.
Det er mest det første, som vi skal se som et problem. Kina er simpelthen i gang med at kopiere alt, hvad de kan, inden for nogle bestemte områder. I første omgang vil de skabe et kopiprodukt – for dernæst at designe, bygge og sælge endnu bedre produkter. Huawei er selv en tilsvarende historie, hvor deres første routers var næsten en tro kopi af Ciscos routers. Det er jo industrispionage!
Det er ikke første gang i historien det skete. Japan i 60’erne var ikke et hak bedre. Men det gør det ikke mindre lovligt.
Spørgsmålet er bare, hvad koster det os at få kopieret vores viden?
I Danmark siger vi, at vi skal leve af vores viden. Vi er et videnssamfund. Derfor skal vi også sikre os. Dette inkluderer også vores digitale infrastruktur, som ikke må være pivåben. Og resultatet kan blive, at vi ikke kan opretholde vores levestandard – hvad koster det? En fantasitilion?
Derudover kan vi opleve nedbrud, men det har jeg allerede skrevet om i denne blog.
Alt sammen bidrager nok til Danmarks dårligste business case.
Det er ikke kun routers, som vi skal være bange for
Jeg plejer at sige, at så længe der er værdi af noget, så længe vil man opleve folk, som vil stjæle fra os. Og man bliver mere og mere opfindsom.
Mogens siger til mig, at det er nærmest generelt produkter fra Kina og i særdeleshed billige produkter fra Kina, som kan gøre ting og sager af den skidte karakter. Det kan være ure, laptops, tablets, telefoner etc. Og jeg, der har været mangeårig fan af Lenovo, har fået min illusion brast, da de eftersigende også skulle være infiltreret.
Man kan næsten ikke rokke med ørerne mere uden at Kina (og efterfølgende Rusland) er klar over det …
Hvad skal vi gøre for at få den gode case igen?
Vi må simpelthen ikke fokusere så meget på den initiale indkøbspris, men skal tilbage til TCO. Vi skal se det i hele perspektivet!
Der er et godt gammelt engelsk udtryk, som man altid kan bruge ”If it is to good to be true – it is most likely not true … ”. Dvs. vi skal kunne smide folk på porten, hvis vi er bekymret for sikkerheden og dermed skærme vores værdier, som Bane Danmark har gjort det. De var ikke kun forblændet af prisen på grisen.
Mogens siger til mig: ”Jeg kan bestemt ikke lide Trump, men han tager en for holdet lige nu og forsøger at tvinge Kina til at rette ind”. Det er med tydelig reference til, at Kina kræver alle borgerne hjælper efterretningstjenesten og suger alt vores knowhow ud. Det er ikke kun Trump, som skal gå den gang – det skal de andre lande også inkl. Danmark. Måske virker det, da Huawei truer med at trække sig fra Vesten.
Vi skal forsætte det arbejder med at kæmpe for og beskytte vores værdier – og det sker ved at have åbne øjne på TCO og ikke suboptimere. - Det vil så være Danmarks bedste business case lige pludseligt.
