Hidden Figures frem i lyset - men hvorfor er Johnson kodet så ydmyg?
I disse måneder går folk overalt i verden i demonstrationer for farvedes rettigheder i Black Life Matters-bevægelsen. Der bliver snakket meget om, om de "råber for højt" eller måske er lidt for aggressive i retorikken. Det fik mig til at tænke på et raceproblem i filmen Hidden Figures, der ellers er både underholdende og som netop handler om tre super seje sorte kvindelige "computers".
I research til et historiske kapitel til min bog “Kvinde kend din kode”, løb jeg ind i den utroligt spændende historie om matematikeren Katherine Johnson. Johnson var beregner eller, som det hed, “computer” på NASA (dengang hed det NACA), afroamerikaner, og den første kvinde der kom på en NASA-rapport som medforfatter. Hun døde i 2019 i en alder af 101 år og ville være blevet 102 for et par dage siden! Der er ganske mange interviews med hende hvor hun fortæller om tiden på NASA, National Aeronautics and Space Administration.
Der er også lavet en film om hende, Hidden Figures af Theodore Melfi i 2017, der portrætterer og hylder de mange farvede kvinder, der har arbejdet på NASAs månelandingsprogram med forskellige tekniske opgaver. Den er baseret på en bog fra 2016 af Margot Lee Shetterly, det har gennemfør mange interviews med de gamle beregnere. Mere om filmen senere.
Katherine Johnson var nok det man i dag ville kalde et geni, hun var fantastisk hurtigt til at udføre beregninger og havde kundskaber i analytisk geometri, hvilket gjorde hende ideel til de beregninger, der skulle sende blandt andre John Glenn ud i rummet. Et fint dansk portræt af hende kan du finde her.
Og så var hun sort og kvinde.
Frem med albuerne og bridgekortene
Som man kan forstå på interviewsne med Katherine Johnson, var det ikke nok at være skarp og hårdtarbejdende for at stige i graderne. Som kvinde og sort måtte man have albuerne frem. “Man måtte være selvsikker og aggressiv. Man må stå ved sin ret til at stå med på rapporterne og komme med til møderne. Jeg blev ved med at insistere, for det var jo mig der havde lavet arbejdet”. Og til sidst i 1960 lykkedes det hende altså at komme med på en videnskabelig rapport, som hun havde bidraget til.
Socialt måtte hun også gøre en indsats for at blande sig. “Jeg lærte at spille bridge så jeg kunne spille med i frokostpausen” fortæller hun. Det gjorde hun blandt andet med sine mandlige kolleger Al Hamer og John Young.
Fremstilles som ydmyg
Johnsons liv er i filmen Hidden Figures spundet sammen med Dorothy Vaughan (den første sorte kvindelige gruppeleder på NASA) og Mary Jackson (den første sorte kvindelige ingeniør) i et portræt, hvor deres fremragende intellektuelle egenskaber bliver fremhævet. Men der er et par detaljer i filmen som er lidt interessante.
I filmen ser vi Katherine Johnson som, når det kommer til NASA-arbejdet, er kodet som det ydmyge, hårdtarbejdende geni, der må løbe en kilometer hver vej for at komme til det “sorte” dametoilet. Til sidst bliver hun set af sin hvide mandlige chef, kommer med på rapporten og får anderkendelse for sine bedrifter. Bridge spiller hun med sine afroamerikanske veninder, og det er i filmen tydeligt kun farvede hun laver sociale ting med.
Det er bare en lidt problematisk fremstilling. For når virkelighedens Katherine Johnson skulle på toilet, brugte hun bare det “hvide” rundt om hjørnet. Hun gad ikke bruge tid på at gå hen i nabobygningen for at tisse! Og hun var netop ikke ydmyg - for så var hun formentlig aldrig kommet med på forskningsrapporten - i hvert fald ikke i 1960. Vi ved også at networking er vigtigt for at komme frem - hun spillede jo netop bridge med sine (som regel) hvide, mandlige kolleger. Det var altså ikke så sort-hvidt, som det måske fremstilles i filmen.
Andre (fx Marie Hicks) har fremhævet problemet i at det er en hvid mand der “redder” dem. Det er for øvrigt Kevin Costner, der også spillede bodyguard for Whitney Houston tilbage i 1992.
Egentlig synes jeg godt man kan vise at der også var hvide mænd med i kampen for sortes, brunes og kvinders rettigheder - jeg er selv ret hvid, på trods af ungarsk mor, så det bliver jeg næsten nødt til at mener når nu jeg skriver dette indlæg. Men det bliver en skærende kontrast, når Johnson fremstilles så passivt som hun gør.
Forskellene kan måske virke harmløse, men jeg synes det er problematisk, hvis man ser den film og tror at filmens Katherine Johnson svarer til virkelighedens Katherine Johnson.
Var ikke den artige pige
Det er formentlig netop fordi Katherine Johnson ikke gik med til at spille den tilbageholdene, undertrykte sorte kvinde, at hun har fået en plads i historien. Der var masser af hyper-intelligente computer-kvinder (både sorte og hvide), der ikke kom med på rapporterne, selvom de burde.
Der er sket meget i NASA siden, og blandt andre Katherine Johnson har været med til at kæmpe bredt for bedre forhold og for flere kvinder i STEM (science, technology, engeneering and mathematics).
Min specialevejleder, messede det for mig konstant (tilbage i 2007). “Du skal simpelthen få fremhævet dig noget mere i teksten og italesæt dit arbejde mere positivt”. Da jeg snakkede med en kandidat, han vejledte for nyligt (ca 2018), fortalte hun at han havde sagt det samme til hende.
Det nytter nemlig ikke at være den pæne pige, der kun spiller bridge med sine nærmeste, selvom det kan virke mere sympatisk, hyggeligt og søsterligt. Og det ville være, hvad der forventers af køn og hudfarve. Men I 60’erne ville du temmelig sikkert aldrig blive medforfatter på den der NASA-rapport, hvor skarp du ellers måtte være (M/K).
Derfor er det måske også nødvendigt at sorte råber højt i USA og ikke-etnisk danske råber højt i Danmark, hvis de vil have bedre vilkår. Det er selvfølgelig en balancegang, men det hjælper næppe at sidde med hænderne foldet.
Træls med en insisterende kvinde?
Hvordan mon det er i dag? Og hvorfor har instruktøren valgt at gøre Katherine Johnson så tilbageholden?
Mit bud er er han måske har villet få hende til at virke mere sympatisk (aggressive, insisterende kvinder - nej tak). Hun har faktisk selv sagt at hun bestemt ikke var aggressiv (formentlig i meningen "hidsig"). Der hersker oven i hatten en stereotyp omkring sorte kvinder at de ofte er aggressive. Så en lidt for insisterende Johnson kunne måske blive anset for karikeret stereotyp. Og det gider man jo ikke.
Det kan også være at det bare ligger dybt i måske særligt amerikanere at hvide (mænd) er de aktive og handlende i populærkulturen. Altså at det bare skete helt uden instruktøren tænkte over det.
Et sidste bud jeg har hørt er at instruktøren har villet fremhæve at man også kan have karriere uden rundsave på albuerne. At de traditionelt “kvindelige” dyder også kan få én frem i verden, hvis bare man er kvik nok.
...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.
