Har du problemer med nyhedsbrevet i Outlook?
Moderne antispam-teknologi er godt for meget, men det gør det ikke altid lige let at få legitime e-mails igennem til modtagere, når man som Version2 sender titusindvis af mails samtidig.
Siden relanceringen af Version2 i sommer er vores nyhedsbrev blevet sendt gennem den amerikanske tjeneste Mailchimp, som er en af verdens største mail-tjenester med flere end en million kunder og milliarder af udsendte mails hver måned.
De seneste par uger har nyhedsbrevsmodtagere, som benytter Outlook, dog oplevet problemer.
Årsagen er, at vi for nylig er skiftet til Mailchimps standard-autentifikation, så nyhedsbrevet lever op til forskellige antispam-teknologier som SPF, Sender ID, DKIM og Domain Keys. Hidtil har der været problemer med enkelte større firmaer, som ikke kunne modtage nyhedsbrevet, og det er årsagen til, at vi er skiftet.
Skiftet betyder også, at nyhedsbrevet gennem de seneste par uger er afsendt gennem Mailchimps række af IP-adresser, og Outlook opfatter afsender-adressen på en sådan måde, at Outlook-modtagere kan opleve problemer med at filtrere nyhedsbrevet og godkende visning af billeder.
Derfor har vi nu erhvervet vores egen unikke IP-adresse, så Version2's nyhedsbrev fremover vil have sin egen, entydige afsender-adresse hos Mailchimp, som vi ikke deler med andre. Når du første gang har godkendt denne adresse (mail78.us2.rsgsv.net), skulle du ikke opleve problemer igen, hvis du benytter Outlook.
Den nye afsender-adresse skulle gerne være på plads allerede i det nyhedsbrev, du modtager i dag. Ellers skulle det ske i løbet af næste uge.
Hvis du ikke allerede modtager Version2's nyhedsbrev, kan du tilmelde dig i blokken ude til højre.
