Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Har du iværksætterblod i årerne?

29 kommentarer.  Hop til debatten
Blogindlæg18. januar 2011 kl. 07:59
errorÆldre end 30 dage

Med en ganske lille investering på en weekend og 450 kr. (250 kr. for studerende) kan du finde ud af om du er den fødte iværksætter. Deltag i Startup Weekend i f.eks. Århus (4-6 februar) eller København (25-27 februar).

Opskriften kan måske virke speciel på mange, men jeg kan ærligt sige at netop sådan en weekend måske nok var det mest bevidsthedsudvidende, lærerige og livsændrende jeg oplevede i 2010.

Agendaen er simpel - start 10 nye firmaer på 54 timer:

Man mødes fredag aften, spiser lidt aftensmad (måltider og drikkevarer er inklusiv i prisen) og snakker med de andre sjove mennesker, der er mødt op.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Så skal der pitches ideer til projekter, som weekenden skal fyldes ud med. Til sidste Startup Weekend Århus blev der pitchet flere ideer end der var deltagere og selv om det bestemt ikke var alle ideerne der var interessante, så var der enkelte guldkorn og ideerne udvikler sig en del hen over en weekend.

Ideerne skrives ned og hænges op på væggen. Derefter skal der stemmes om hvilke 10 ideer, der var bedst, og hver deltager har et antal stemmer, som selvfølgelig skal fordeles strategisk, så man sikrer at der er mindst et projekt blandt de 10 bedste, som man gerne vil arbejde på.

Derefter skal dem der pitchede de 10 bedste ideer sætte sit hold. Da der sjældent er nogen der kender hinanden foregår det under kaotiske forhold, hvor dem der gerne vil arbejde på en ide snakker om hvilke kompetencer de har, og hvilke der skal til for at udføre ideen. I den situation bliver man hurtig populær som softwareudvikler, hvilket både min mand og jeg oplevede på den weekend, vi deltog i.

Når holdet er sat starter arbejdet. Undervejs er der enkelte afbrydelser i form af besøg af stjerne-iværksættere og vejledere og selvfølgelig skal der både spises og hygges ind imellem. Man skal ikke undervurdere de kontakter man får på sådan en weekend og det sociale er både sjovt og vigtigt.

Efter en weekends hårdt arbejde, pitches det færdige resultat for et erfarent dommerpanel, og der vælges en vinder og hvert hold får typisk noget feedback fra dommerne.

Derefter skal der tages hårde beslutninger om hvorvidt holdet vil blive ved med at arbejde på ideen, når weekenden er slut, og enkelte skal hjem og tænke over, om de vil sige deres job op for at gå fuldtids-iværksætter. Det lyder voldsomt at en enkelt weekend kan lægge op til sådanne drastiske beslutninger, men jeg taler ud fra personlig erfaring, når jeg siger at weekenden er præcis så intens, at man kommer ud i den slags overvejelser.

En virkelig anbefalelsesværdig oplevelse!

29 kommentarer.  Hop til debatten
Debatten
Log ind for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
1
Indsendt af Anonym (ikke efterprøvet) den tir, 01/18/2011 - 10:21

"Iværksætterblod" er ikke noget man har som nyuddannet grønskolling - det er dels mental tilgang til problemløsning så man slet ikke kan lade være og dels en klar behovserkendelse på basis af erfaring.

Problemet er at folk der kommer direkte ud fra skolerne ikke ved meget om noget. De TROR de ved en masse, men løber sig en masse staver i livet og gentager fejl.

Det er fint at lege iværksætter som læringsprojekt og der er mange af disse copycat meshup overfladecontentprojekter som er de rene døgnfluer.

Der er nogle få som lykkes, men man skal være meget opmærksom på at det - specielt i Danmark - er med stor risiko for at ende i gæld som det er meget svært at komme over.

Virkeligheden er langt mere nuanceret, konkurrencen er langt mere intens og behovet for tværgående fagkundskaber for at klare sig i konkurrencen bliver stadigt større.

Mit første råd er at man aldrig bør gå i gang som iværksætter medmindre man i teamet har nogen som virkelig forstår og har erfaring med de problemer/behov, man arbejder på at adressere. Vi taler mindst 10 års erfaring efter skolen.

Når det er sagt, så er det fint med den nyuddannedes manglende respekt for tidligere tiders fejltænkning - evnen til at tænke nyt og tænke om følger ofte af et generationsskifte fordi de gamle nægter at slippe deres opfattelse af verden og hvad som kan lade sig gøre hvordan.

Det er ikke en ny udmelding fra min sidehttp://www.computerworld.dk/art/72950

2
18. januar 2011 kl. 11:33

Rigtig mange succesfulde startups bliver ellers startet af unge, fordi de er risikovillige og har mulighed for at dedikere sig uden at sætte familie og hus på spil + de har ikke brug for at tjene penge med det samme til at betale huset. At udelukke ungdommen fra sit hold virker ikke som den bedste strategi.

Hvis vi nu skal holde os til emnet med Startup Weekend, så kan jeg fortælle at selv om der typisk er overvægt af unge til Startup Weekend, så var der til sidste Startup Weekend Århus også en del i aldersgruppen 40-55. Hvis du tager afsted Stephan kan du sikkert lave din egen gruppe kun for "voksne".

Selv er jeg af den overbevisning at det er klogt at have et mixet hold af både nørder, sælgere, forretningsudviklingsfolk, mænd, kvinder, unge og midaldrende og det er netop det som Startup Weekend giver mulighed for, da du der kan sammensætte sådan et hold uden at skulle kende nogle fra alle kategorier på forhånd.