Metoden bygger på et princip fra Edward R. Tufte. Han er en sand kunstner indenfor præsentation af information, og hans bøger er desuden så flotte at man kan have dem liggende fremme på sofabordet når der kommer gæster. Der er et link til mere om ham forneden.
Selve princippet består i at man gør tætheden af relevant information så stor som mulig, vel at mærke uden at gøre bogstaverne eller stregerne så små at brugeren ikke kan opfatte indholdet.
Hvordan kan det forbedre brugbarheden?
Jo mere brugeren kan se på en gang, jo lettere er det for ham eller hende at finde noget. Overskueligheden bliver altså bedre. Jo færre gange brugeren skal klikke for at komme frem til et eller andet, jo hurtigere går arbejdet. Endelig ser det ud til at mennesker kan lide en informationsmæssig rigdom, hvor de føler at øjnene kan gå på opdagelse.
På en konference tilbage i 99 mødte jeg Jaryl Wirth som havde brugt metoden til at forbedre grænsefladerne i et måleinstrument. Det var lykkedes ham at reducere antallet af skærmbilleder fra 9 til 3, og samtidig havde han øget tætheden af relevant information i det øverste skærmbillede med en faktor 28. Ikke blot var der langt færre skærmbilleder at finde rundt i. Brugeren havde også langt større chance for at finde hvad han skulle bruge allerede i det øverste skærmbillede.
Wirth havde beregnet hvor meget relevant information der var pr. 1000 pixels i skærmen på instrumentet, og derefter systematisk arbejdet på at optimere tætheden. I stedet for at regne i pixels, kan man naturligvis regne i skærmbilleder og optimere mængden af relevant information som samtidig kan ses på skærmen. Det er i øvrigt snyd at lave skærmbilledet langt som en rulle toiletpapir ? så skal brugeren bare scrolle i stedet for at klikke, og man har reelt ikke øget tætheden.
Sådan optimerer man den relevante information
Den relevante information, er den som brugeren skal have ud af skærmbilledet, eller som fortæller hvad de forskellige funktioner er. Man kan diskutere om menuer og navigationstekster altid skal regnes som relevante eller ej, ligesom man skal finde et passende mål for hvordan et billede tælles med, ellers kan dets titusinder af pixels totalt vælte opgørelsen af informationstætheden. Præcist hvordan man gør er ikke nødvendigvis afgørende, bare man er konsistent i den enkelte opgave.
Andre gange kan man forbedre grænsefladen ved at smide de dele af informationen væk som brugeren ikke anvender. Her så jeg et elegant eksempel på konferencen i 99.
Flyveledere har normalt et display i retning af det til venstre som viser det enkelte flys retning, fart, og acceleration med tal. Det kræver en ret god matematisk fornemmelse at opfatte hvor flyet er på vej hen. En af udstillerne viste i stedet et display i retning af det til højre. Her viste sporet af prikker hvor flyet havde været nogle sekunder før. Man kunne ikke læse hastigheden med to decimaler, til gengæld var det let at se hvor flyet var på vej hen og hvordan det ændrede retning og sænkede farten.
Endelig kan man optimere procentdelen af relevant information på skærmen. Det er især aktuelt når man skal vise grafisk information. Hvis man begrænser det Tufte kalder 'chartjunk' eller i hvert fald sørger for at det ikke dominerer skærmen, bliver det lettere at opfatte den relevante information. Så kan man til gengæld præsentere mere relevant information på det samme areal, uden at det virker uoverskueligt, og endda gøre det lettere for brugeren at kombinere de forskellige typer af information. Bare se på et landkort. Det er informationstætheden så høj at den basker, samtidig med at de forskellige typer information støtter hinanden i stedet for at forvirre.
Der er mere om Edward R. Tufte og hans bøger på http://www.edwardtufte.com
...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.
