Frimærker på email
Problemet med spam er kort og godt at det er gratis at sende en email.
Hvis det kostede spammeren noget at sende en email, så ville økonomien se helt anderledes ud og afhængig af prisen, ville en eller anden procentdel af spammerne finde noget mere profitabelt at tage sig til.
Men hvordan ser et frimærke til email ud og hvem skal udstede dem ?
På sin vis er min blog-kollega PTO allerede begyndt at opkræve porto for email til SSLUG: hvis ikke spammeren er villig til at holde styr på email'en i nogle minutter og huske at kalde op igen, så er det tydeligvis ikke vigtigt nok for afsenderen.
Imidlertid har greylisting nogle ubehagelige egenskaber, ikke mindst at første email bliver systematisk forsinket, men også at den nødvendige database vokser sig enorm.
En anden betalingsform der har været oppe og vende er CPU-tid, "hvis du vil aflevere email til mig må du lige primtalsopløse det her tal: <75 ciffre>".
Imidlertid er det nok en tvivlsom pris at opkræve, for den rammer store sites, som f.eks FreeBSD projektet, enormt hårdt, mens spammere blot skal skaffe sig flere bot'er for at kompensere.
Rigtige eller virtuelle penge er også en mulighed, men det kræver at en eller anden "bank" bliver involveret og det er ikke hensigtsmæssigt, hverken mht. pålidelighed, hastighed eller privacy.
Så er der forskellige kryptografiske tricks man kan bruge, men hvis de skal være bedre end primtalsfaktoreringen kræver de at en eller begge sidder skal vedligeholde en database, eller en problematisk central certificering af afsendere.
Og så er vi stort set tilbage ved greylisting, der i modsætning til kryptografiske tricks, penge eller primtalsfaktorering kan implementeres uden protokolændringer.
Og deri består nok det næststørste problem for antispam indsatsen: Ethvert tiltag der kræver ændringer i SMTP protokollen har en meget høj tæskel at klatre over, så høj at kun en definitiv løsning på spam-problemet kan gøre sig forhåbning om at klare den.
Det største problem er de store økonomiske interesser vi er oppe imod, primært, men desværre ikke kun, spammerne som tjener fedt på deres lille geschäft, men desværre også de mere eller mindre korrupte statsadministrationer der ser spammerne som en god valutakilde.
Samlet set kan vi konstatere at de akademiske idealer der førte til "frigørelsen fra postvæsnets tyrani" ikke skalerer til en uciviliseret brugerpopulation, eller om man vil, at kapitalismen virker i bedste velgående.
Så tillykke til PTO med hans greylisting, nyd det mens det virker.
Når det bliver for udbredt finder spammerne en vej udenom.
Det er deres job.
phk

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.