Fortæller du dine børn om ASCII?
Der var en gang et tegnsæt. Eller faktisk var der rigtigt mange forskellige tegnsæt, men verden var større dengang, så i Amerika, hvor computernes software kom fra, kendte man kun ét tegnsæt. Det hed ASCII.
Se, i Amerika må alting som bekendt gerne være lidt større, men ASCII blev født i en tid, hvor der skulle spares på hver eneste bit i computeren. ASCII's forældre mente da heller ikke, at det var nødvendigt for ASCII at spilde kostbare bit på fjollede europæiske sprog eller sirlig typografi.
Det gjorde heller ikke så meget. ASCII havde familie ude i den store verden, som på mange måder lignede ASCII, men boede i fjerne lande med mystiske bogstaver som Æ, Ø og Å.
Da ASCII blev større, kom ASCII ofte på besøg hos sine udenlandske fætre og kusiner, som havde stor morskab ud af at få ASCII til at prøve at vise deres eksotiske tegn. Men hvor meget ASCII end anstrengte sig, blev det aldrig bedre end 'AE' eller 'OE'.
Alligevel lever ASCII lykkeligt til sine dages ende.
Indrømmet, eventyret om ASCII er næppe egnet som godnatlæsning for de små, men der er en pædagogisk udfordring med at forklare, hvorfor der er visse tegn, man skal passe på med.
Nogle har efterhånden lært, at man ikke bare må døbe sine filer hvad som helst, men skal holde sig fra visse tegn. At folk så stadig navngiver deres filer med navne, der er mere ubrugelige, end dengang det hed otte plus tre tegn i DOS, er en anden snak.
Ok, lad os da lige tage det sidespring. Jeg husker projektskrivning på universitetet, hvor man ofte endte med en fil, som gik fra DOK1.DOC til INDLED.DOC til INDLED2.DOC til INDLEDNY.DOC til INDLRED.DOC til INDKLAR.DOC til SAMLET.DOC. Og det var, hvis vi havde bare nogenlunde disciplin, når vi byttede rundt med disketterne.
Hvis nogen nu siger LaTeX og versionsstyring, så har de tydeligvis aldrig skrevet projekt sammen med andre end deres usynlige venner.
Helt fabelagtigt blev det, når der altid lige var én i gruppen, som kom til at arbejde på en Mac og glemte at gemme i Windows-filformat, så man skulle spilde tid på at opstøve en ledig Mac og gemme en ny version i det rigtige format.
I det hele taget var it-babelstårnet ikke bygget af ASCII-tegn alene, men ASCII-problemet eksisterer stadig, mens det trods alt er blevet lettere at arbejde flere personer på det samme dokument.
Hele dette rodede eventyr om ASCII udsprang af, at jeg dagligt redigerer artikler på Version2, og ikke alle mine kolleger har slået autoformateringen fra i deres foretrukne tekstbehandlingsapplikation. Derfor støder jeg ofte ind i de to små fyre ' og ’.
Den sidste er en 'krøllet' apostrof, som Word vist kalder det, når man slår den fra i autoformateringen. Og hvorfor er den forskel interessant? Jo, den ene er tegn nummer 39 i ASCII, og den anden er tegn nummer 146 i Windows-1252.
Vores politik er, at vi bruger Nr. 39, fordi teksten i sidste ende skal gennemtygges af flere applikationer på webserveren, før den kommer ud i eksempelvis en overskrift. Valget af tegnsæt bliver ikke altid bevaret, derfor skal vi holde os til ASCII-tegnene for at være på den sikre side og undgå fejlkoder i vores overskrifter.
Det er et meget velkendt budskab for os, der har kæmpet med 24-nålsprinteren om at udskrive danske tegn. Men hvordan fortæller jeg mine kolleger, som ikke har kæmpet med at definere codepage i AUTOEXEC.BAT eller CONFIG.SYS, eller hvor det bæst nu end skulle placeres i fordums tid, hvorfor de ikke skal bruge nummer 146?
It er jo, bortset fra småting som wifi, Bluetooth og printere, jo i dag heldigvis bare noget, der virker.
En to-årig kan finde ud af at streame alle fem sæsoner af Breaking Bad på en tablet, selvom samme to-årige ikke er i stand til sætte nok ord sammen til spolere seriens handling for de andre børn i børnehaven.
Allright, jeg aner ikke, om to-årige går i børnehave eller vuggestue, eller om de har lært at tale, men jeg går ud fra, at de følger med i Breaking Bad.
Netop fordi it i dag ikke kræver ritualer i stil med at ofre drivere nok til at frigøre nok konventionel hukommelse til at køre King's Quest, så er resterne af gammel ASCII-dominans og tegnsætsforvirring svært at forholde sig til.
Der findes selvfølgelig standarder, retningslinjer og gode intentioner, men vi ved jo også, at programmører ligesom alle andre fornuftige mennesker springer over, hvor gærdet er lavest. Det er derfor, jeg stadig får e-mails uden danske tegn.
Til gengæld indeholder min telefon flere hundrede forskellige smileys. Og ved I hvad? De fleste af de smileys bliver bare til uforståelige symboler, når de bliver sendt. Så måske er det sådan, jeg skal forklare det: En krøllet apostrof er som at sende en grædende zombie-klovne-smiley fra en iPhone til en Windows-telefon.
...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.
