Forberedelse til drømmekarrieren
Jeg har tidligere skrevet om mine holdninger til studiejob her på bloggen. Jeg mener, at det er vigtigt for studerende at opbygge erfaring fra arbejdspladsen så man kan spore sig ind på det man gerne vil når man en dag for kandidatbeviset i hus. I disse tider med en høj dimitendarbejdsløshed er relevante studiejobs endnu vigtigere for at man kan skille sig ud fra andre ansøgere. Dette indlæg skal derfor ses i forlængelse af det sidste og måske et lidt mere personligt syn på de overvejelser man gør sig som snart flyvefærdig kandidat.
Jeg afslutter selv min kandidatuddannelse senere i år og derfor er jeg begyndt at overveje hvad jeg gerne vil når jeg bliver færdig. Indtil nu har jeg ikke haft nogen erfaring med softwareudvikling i professionel kontekst. En klar mangel, da jeg egentlig gerne vil arbejde som softwareudvikler. Særligt da jeg, i nogens øjne, måske er lidt af en letvægter. Min bacheloruddannelse ligger nemlig indenfor et helt andet felt og det sætter jo sine tydelige begrænsninger i både bredden og dyben af min IT-uddannelse.
Nu er det ikke fordi jeg ikke tror på mig selv eller mine færdigheder - jeg er sikker på, at det nok skal gå altsammen - men det sætter alligevel nogle tanker igang. Og jeg tror ikke jeg er den eneste som tænker sådan.
Min egen løsning er, at jeg her til februar skiftede til en anden studenterstilling i samme virksomhed hvor jeg får mulighed for at prøve kræfter med professionel softwareudvikling. Det er her om et par dage faktisk. Jeg ser meget frem til skiftet og for muligheden for at vise mit værd. Det kan jo i sidste ende være årsagen til, at jeg står med et fuldtidsjob enten i samme virksomhed eller i en anden en?
En ting som jeg også er begyndt på, er at kigge lidt på hvad der egentlig slås op af stillinger på sider som jobindex.dk. Hvad leder arbejdsgivere egentlig efter i en kandidat? Hvad er typiske stillinger som slås op? Altsammen spørgsmål som jeg får bud på ved at bruge lidt tid på at læse jobopslag.
Èn ting som man lægger mærke til er begrebet graduate-stilling. Det er vel nogle år gammelt og det virker som der er stor variation i hvad faktisk indebærer. Nogle fællestræk er, at der ofte ansættes en større gruppe samtidig, at de er nyuddannede eller med få års erfaring og at der forekommer fælles kurser, mentorordninger og andet godt. Det lyder jo tiltalende, når man komme fra skolebænken, og jeg har da også hørt godt om det fra venner og bekendte som har været igennem møllen.
De fleste af den slags graduateprogrammer har opstart til efteråret, men rekruteringen foregår i foråret. Det vil sige, at det ikke er for tidligt for dem der bliver færdige i år, at begynde at søge. Held og lykke til alle jer andre som bliver færdige med studierne i år!
Har du andre bud på, hvordan man forbereder sig til it-arbejdsmarkedet? Så lad mig endelig høre dem i debatten.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.