Float'in on a JoliCloud
Jeg havde en gammel Asus Eee pc 901 fra 2008 liggende og min søn på 7 havde gennem længere tid tigget om at få en computer - sidst med et bebrejdende blik og orderne "Du får den aldrig installeret mor!" - hvilket jeg ikke kunne have siddende på mig. Jeg havde egentlig en ambition om at installere ChromeOS på den og fandt også en build (Flow), men desværre havde det en del fejl og personen, der havde lavet kompileringen var som sunket i jorden - så ud med Flow og ind med JoliCloud.
Installationen var helt ekstrem nem - man henter en .iso og JoliClouds USB creater - drag n' dropper ISO fil og USB device ind i programmet (fra min mac), hvorefter den laver en bootable USB stick. Jeg smed USB'en på og satte BIOS settings til at boote fra USB sticken. 10-15 sekunder efter var JoliCloud bootet og spørger om man vil prøve i demo mode - uden at installere (svarer til et Live image) eller installere på computeren.
Jeg valgte i første omgang demo, efter fadæsen med Flow. Ved login bliver man promptet om at det kræver netforbindelse hvorefter en menulinie øverst på skærmen kommer til syne og det var muligt at logge ind på vores wifi access punkt med WPA2 password. Herefter bliver man bedt om at signe-up til JoliCloud.
JoliCloud 1.1 er et Linux-baseret styresystem bygget på Debian og Ubuntu 10.04 (Lucid) - men med primær fokus på netbooks og web-brug. JoliCloud version 1.1 blev releaset i november 2010 og er bl.a. bygget op omkring HTML5 og Chromium browseren.
De fleste ting jeg har testet af indtil nu - har bare virket out of the box. For min søn vigtige applikationer som ClubPenguin, dr.dk/ramasjang, Friv (gratis flash spil) og y8 (flere gratis spil) - virker godt og hurtigt. Det er selvfølgelig ikke muligt at installere LEGO Universe eller tilsvarende på den (måske under Wine - men det er ikke testet) . Youtube virkede dog lidt sløvt.
Lokale programmer kan installeres via menuen - den lille blå sky i øverste venstre hjørne bringer et nyt billede frem hvorfra ca. 750 forskellige applikationer kan vælges og installeres ved at trykke "Add". Jeg har bla. installeret VLC, vim og Skype på denne måde. Der findes også en terminal på maskinen, så der er ssh mulighed ud fra boxen.
Hvis du er ligesom mig, befinder du dig ca. 95 % af tiden indenfor Wifi rækkevidde. Men hvad med de sidste 5 %? JoliCloud supporterer 100+ forskellige 3G dongler, så du stadig kan komme på nettet ligemeget hvor du befinder dig. Donglen bliver detekteret som et modem og dukker op i listen over tilgængelige netværk. Jeg prøvede med en alm. Telia mobilt bredbånd dongle og det fungerede totalt gnidningsløst - lækkert! Ligeledes er der understøttelse for de mest gængse VPN klienter: Cisco OpenConnect, Cisco Concentrator VPN, Microsoft VPN og OpenVPN.
Ligeledes virker lyd, suspend og resume også fint.
Alt i alt må det siges at JoliCloud indtil nu har været en super oplevelse 
Hvis du har mod på at prøve styresystemet og du er en af de heldige der nåede at få en billet til årets Open Source Days konference så kig forbi SSLUGs brugergruppe-stand, tag din netbook med og lån en USB stick til at installere fra. Ellers så hop ind på JoliCloud og følg vejledningen - og pust nyt liv i din netbook.
af Sidsel Jensen

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.