Fem vilde scenarier: Er dit datacenter sikret mod lava/zombier/Magneto?
Nå, er du klar til prequellen til Fallout? Jeg mistænker i hvert fald BT's redaktion for at have været en lille smule for opslugt af Fallout 4 på det seneste, når jeg læser fredagens fantastiske artikel: Frygter du Putins næste skridt? Sådan overlever du en atombombe.
Nu nåede jeg at være barn i den sidste smålunkne del af den kolde krig, hvor Reagan spillede højt spil med mellemdistanceraketter mod Sovjetunionen, så min barndoms gyserhistorie var pjecen Hvis Krigen Kommer, som senere blev kortet ned til nogle sider i telefonbøgerne. Og vi så den børnevenlige Når Vinden Blæser i skolen.
Måske er jeg i dag er vild med den post-apokalyptiske genre, fordi vi mentalt forberedte os på at skulle sidde i ugevis i kælderen under skolen og spise knækbrød og dåsefrikadeller, mens vi ventede på, at det radioaktive støv skulle lægge sig, så vi kunne vende tilbage til overfladen og finde ud af, om NATO eller Warszawa-pagten havde vundet.
De er åbenbart 80'er-nostalgiske på BT's redaktion, og det er da også fornuftigt at være forberedt på det værste.
Det skal man også være som it-chef, så lad os fortsætte i BT's ånd med fem scenarier, dit datacenter bør være forberedt på, nu hvor BT har briefet dig om de basale overlevelsesstrategier, hvis Putin taber en brintbombe over Ballerup.
5. Zombier!
Få uger inde i zombieapokalypsen vil de sidste internetbrugere være systemadministratorerne i datacenterkontrolrummene. Visse datacentre, der er indrettet i gamle atombunkere med tommetykke ståldøre, vil nok kunne holde zombierne ude for evigt, men hvis man nu må nøjes med en fabrikshal på den københavnske vestegn, hvad gør man så?
Hegnet kan ikke holde til den zombiehorde, der på et tidspunkt vil samle sig. For at blive zombieapokalypsecertificeret (Tier 5) bør man rejse en mur om sit datacenter. Dieselgeneratorer til nødstrøm er også no-go. De larmer, og støj tiltrækker zombier. Overvej brændselsceller.
Kommer zombierne ind i selve datacentret, så kan du trøste dig med, at de næppe gør skade på udstyret. Forsøg derfor ikke at bekæmpe dem inde i datacentret, da du risikerer at beskadige udstyret. Hvis det er nødvendigt at udskifte diske i storagesystemet, brug da en studentermedhjælp som lokkemad for at få zombierne væk, mens en tekniker skifter disken.
4. Atombomben!
Er det en fuldtræffer, så er det ligegyldigt. Er det blot i nabolaget, så har du mere arbejde foran dig. Overlever udstyret den elektromagnetiske puls, og det er der en god chance for, så er det sådan set mest blot et spørgsmål om at holde mutanter og de uundgåelige raiders væk.
Mens zombierne er uintelligente, så kan du ikke forvente det samme med mutanter og banditter. Nok så meget hegn og pigtråd hjælper ikke. Din første opgave er derfor at improvisere egentlige forsvarsværker.
Brug eventuelt trykflasker fra brandslukningssystemet til at konstruere luftdrevne kanoner, der kan skyde 2,5" diske efter motorcykelbanditterne, hvis du monterer kanonen på taget af datacenterhallen.
3. Lava!
Skulle der opstå en vulkan ude ved ringvejen, så bed til, at dit datacenter undgår fænomener som pyroklastiske skyer og laharer. Flere hundrede grader varm aske er ikke godt for dit ventilationssystem, og ingen bryder sig om at stå i vejen for en flod af beton, der bevæger sig med 60 kilometer i timen. Heller ikke dine frikølere og dieselgeneratorer, der står på plænen ved siden af din datacenterhal.
Lava er den langsomme fætter til de to mere hidsige fænomener. Er der tale om en tyndtflydende lavastrøm, så kan din zombiemur tage det værste. Er den tyktflydende, så skal du nok være forberedt på, at du får lava i datacenteret på et tidspunkt, og så er alle dine ailes hotte. Heldigvis bevæger tyktflydende lava sig ikke hurtigere, end du kan migrere virtuelle maskiner.
Generelt er det en god strategi at bygge sit datacenter på betonpæle, der forhindrer lava såvel som zombier let adgang til bygningen. Det gør dog konstruktionen mere sårbar over for trykbølgen i forbindelse med en atombombe.
2. Thor og Magneto!
I kølvandet på enhver superhelt og superskurk er et ragnarok af tilfældig ødelæggelse, som kan omfatte dit datacenter. De færreste tænker over det, når de indretter datacentre, men Thors Hammer kan smadre et helt serverrack i ét hug.
Skulle du have påkaldt dig en fyr som Magnetos vrede, så er der ballade. Han kan let lukke for kølevandet ved at klemme vandrørene sammen med sin mutantevne, og han kan slette alle magnetisk lagrede data.
Den bedste strategi i tilfælde af Magneto-angreb er at være forberedt på, at det også kan ske for dig, og alliere dig med andre mutanter, der kan tage kampen op mod Magneto. Sørg for at instruere dem til at få flyttet kampen over på nabogrunden, hvor din konkurrent har sit datacenter.
1. Robokalypsen!
Når robokalypsen rangerer nummer ét på denne liste, så skyldes det, at det er en trussel, der kan komme indefra i dit datacenter.
Der skal ikke mere til end en slåfejl i et bash-script, før først en enkelt rack og så en hel maskinstue opnår selvbevidsthed. Derfra overtager den i løbet af millisekunder kontrollen med alle de fysiske sikkerhedssystemer, og holder jer fanget.
Kort derefter har den kunstige intelligens udviklet nanoteknologi og inficeret jeres kroppe med nanorobotter. I kan nu ikke længere stole på hinanden. Mindst én af jer er en forræder, der arbejder for computeren.
Det eneste forsvar er at undgå den bash-script-fejl, der sætter det hele i gang. Når først den kunstige intelligens er etableret, vil det uundgåeligt ende i gråt smat, når nanorobotterne til sidst vender sig mod computeren.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.