Der er mange paralleler imellem George W. Bush og Camerons anden valgperiode og det er god grund til både håb og bekymring.
Håb fordi det "over-reach" som ser helt uundgåeligt ud formodentlig får andre end skotterne op af stolene til næste valg.
Bekymring fordi længe inden næste valg vil overvågnings- og polit-staten være et etableret faktum i England.
Der har været gjort mange forsøg på at konstruere "de riges liberale paradis" i tidens løb, på gamle luftværnsplatforme i nordsøen, i latinamerikanske jungler, på krydstogtskibe og senest i et grænseland i Balkan.
Men mange overser at det allerede findes: City of London.
Der er ikke ret mange der er klar over at finansdelen af London er en stat i staten med udstrakte rettigheder og privilegier, fordi de engang for flere hundrede år siden lånte en forgældet konge penge.
Camerons projekt er præcis det samme som GWB havde i anden valgperiode: Nu skulle "den permanente konservative/republikanske stat" gennemføres, så alfolket ville se det liberale lys og ordentlige, dvs. folk med pengepungen i orden, ikke yderligere skal belemres med socialt ansvar.
Historien er ret entydig, inden storhedsvanviddet når for langt kommer der en mand og en hundeslæde på tværs og stopper festen.
Men inden da vil perifere projekter som den altovervågende politstat være rullet på plads, og som Obama så eftertrykkeligt har demonstreret, skal man være meget ren i troen for nogensinde at give slip på den slags magtmidler.
Hvis England melder sig ud af EU vil deres politistat næppe få nogen store konsekvenser for os, men det gør England ikke, det ville gøre det alt for besværligt at flytte formuer i skattely for "ordentlige mennesker".
Et andet hovedpunkt i Camerons plan er at skrotte deres "Human Rights" lov og erstatte den med en "Bill Of Rights" hvis indhold vi endnu ikke må høre noget om.
Så vidt jeg kan se handler retorikken mest om at kunne slippe for at give humanitært asyl/flygtningestatus og at vriste England fri af en europæiske centralret.
Men også her er der et antal hundeslæder der skal hoppes over.
Independent har denne glimrende oversigt over hvad deres Human Rights lov indeholder. Hvad der ikke omtales i Englands presse er at EU medlemskabet er betinget af EU's menneskerettighedscharter der alt i alt er strammere end Englands egen lov.
Men kan EU reelt tvinge England til at respektere EU's menneskerettigheder ?
Selvfølgelig kan EU ikke det, dertil er England alt for stor en spiller.
Og hvis England må, må de andre også.
Menneskerettighederne, FN's og Europas, blev vedtaget i andre tider og med helt andre udsigter og perspektiver.
Væsentligt i den sammehæng er at flere af de involverede efterfølgende udtalte at de egentlig ikke tænkte særligt på at reglerne, som skrevet, også omfattede asiater, sydamerikanere, afrikanere "og andre u-lande".
Situationen i Middelhavet er fortroppen på en klimatisk folkevandringsperiode og der er ikke medmenneskelighed nok i EU til at absorbere en fordobling af befolkningstallet og de resourcer det vil kræve at holde dem ude er ikke trivielle.
I det perspektiv kan man mene at privatlivsbeskyttelse er det mindste af vores problemer, hvilket rigtig mange af vores politikere tilsyneladende gør: "vi bliver glade for det i længden" som engelsk MP's kone udtrykte det.
Jeg tvivler på at den brede befolkning kan hidse sig op over privatliv, hvis politikerne maner millioner af klimaflygtninge på væggen.
phk

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.