Falske nyheder - ægte profit
Kan i huske, hvordan internettet skulle transformere menneskeheden med fri information og lighed og underminere kapitalisternes og magthavernes tankekontrol med masserne? Det er alt sammen løgn. Bare glem det.
Beviset er, hvordan USA har valgt en stortweetende, sociopatisk reality stjerne til præsident, som blev båret til magten af falske nyhedshistorier promoveret gennem sociale medier.
Falske nyhedshistorier har aldrig været nemmere at sprede på internettet. På Facebook ligger man kun mærke til overskriften, og at det kommer fra en ven. Ingen tjekker nogensinde informationerne eller mediet, som det kommer fra. På det seneste har Mark Zuckerberg været i modvind på grund af, at sådanne falske nyheder på Facebook muligvis har været med til at afgøre det amerikanske præsidentvalg. Men hvordan kunne det komme så vidt?
Drømmen om den fri information
Ideen med internettet var vel sådan cirka, at alle skulle have en stemme. Alle skulle have mulighed for at give deres mening til kende udenom massemedierne, som sad på alt information med deres redaktører og indoktrinerede journalister, der bare var redskaber i kapitalens og magthavernes interesse. Til at starte med, var det dog stadig kun nørderne, der havde adgang til nettets ubegrænsede talefrihed, da man skulle kunne skrive noget html kode og i øvrigt fedte rundt med en webserver for at få noget som helst information ud.
Men med services som blogger.com, Wordpress osv. blev barrieren mellem tanke og internet drastisk nedbrudt. Enhver frikadelledansker, som aldrig havde skrevet andet end en fristil i folkeskolen kunne nu skrive om dræbersnegle, gadefest og Honda Goldwing træf uden at nogen storbykøbenhavnersnude skulle bestemme det eller lokalavisens selvhøjtidelige læserbrevsredaktør vurdere det op imod andre indlæg om spareplaner på ældreområdet og bevaring af historiske bygninger.
Det var jo befriende, men hurtigt blev det meget klart, at der også kun typisk var en læser til 99% af alle disse nye pludselige udbrud af “tanker”. Men så kom Google og gjorde det muligt at blive fundet af komplet fremmede med samme interesse for dræbersnegle, gadefest eller Honda Goldwing. Facebook gjorde det muligt at nå ud til sine venner og flere med sine budskaber.
Der er ingen tvivl om, at det har været frigørende, og at der aldrig har været skrevet mere, men der er heller ingen tvivl om, at der aldrig har været skrevet så dårligt. I de gamle medier skulle man jo have taget en uddannelse og have øvet sig i årevis, før man fik lov til at hamre løs på Remmington skrivemaskinen og få det publiceret offentligt.
Der er ingen tvivl om, at mange i kraft af internettet har fået en chance for at få et publikum, som de aldrig ville have fået i det gamle medieregime.
Jeg selv er en af dem, som har fået en mulighed for at ytre mig uden at være journalist eller på anden måde forfatter (selvom jeg faktisk for egen regning allerede under det gamle medieregime forfattede og udgav et dødsmetal magasin i starten af 90erne, hvilket jo på en måde beviser, at det også var muligt at producere og distribuere ekstremt amatøragtig lavkvalitet før internettets fremkomst).
Problemet ligger heller ikke hos niche og amatør skribenter. Det ligger et helt andet sted. For at forstå det bliver vi nød til at kigge på de incitamentsstrukturer internettet har sat op.
Mekanismen bag falske nyheder
Når man er blevet så god til at skrive eller producere andet indhold, så andre gider bruge tid på det, er det klart, at man gerne vil tjene penge på det, så man kan slippe for at stemple ind på fabrikken hver morgen på Refshaleøen. Derfor udviklede Google AdWords, så man let kunne vise reklamer ved siden af sit indhold, som man så fik en del af indtjeningen på. Jo flere visninger, jo flere kliks, jo flere stakater på kistebunden og man kunne sidde hjemme og se Beverly Hills 90201 og drikke Dansk Pilsner fra Fakta mens man funderede over hvad man nu skulle skrive om.
Det tager ikke lang tid før man lærer, at der er flere klik på overskrifter som “Bikiniklædt betjent tackler tricktyv” end “Syge høns - en let forståelig oversigt” (indrømmet, jeg gætter (for det kan faktisk godt være at hønse artiklen har en meganorm læserskare derude) og gør dermed brug af amatørbloggerprivilegiet: at påstå ting uden at fact-checke).
Derfra er der ikke langt til ren fiktion baseret på virkelige omstændigheder og personer. Det er jo mere spændende at læse om en FBI agent som efterforskede Hillary Clinton’s emailsag, som er død under mistænkelige omstændigheder, end om de sparsomme og trivielle informationer som FBI frigav.
Generelt var valget præget af falske nyhedshistorier (nyheds mediet som bringer denne historie synes at kunne spores tilbage til 1851, så det burde være et reelt medie). Ja faktisk har en ny analyse fra buzzfeed vist, at i den sidste periode var der større deling af falske nyheder end med rigtige nyheder og det er meget klart, at de alle var i Trumps interesse.
Man kan således tjene mange flere penge på at skrive bevidst løgnagtige historier. Man behøver ikke engang være politisk interesseret. Faktisk har Buzzfeed afsløret, at en af de største kilder til falske nyheder under det amerikanske valg, var en gruppe teenagere fra Makedonien. De havde ikke nogen kendt interesse i at sprede falske nyheder, blot at tjene lidt ekstra penge i en trøstesløs industriby i den makedonske provins.
Cui bono?
Der er derfor desværre er et incitament til at sprede falske nyheder indbygget i, hvordan internettet fungerer i dag, hvis de da altså er skandaløse eller på andre måde opmærksomhedskrævende. For Facebook og Google lever jo af opmærksomhed. Deres forretningsmodel er lagt an på at sælge reklamer, og jo flere reklamer man kan vise jo større er chancen for at nogen klikker på dem, og udløser en skilling. Det betyder penge i kassen til Google og Facebook. Det betyder at disse i udgangspunktet ikke har nogen, som helst interesse i at forhindre falske nyheder.
Faktisk vil det kunne mærkes på bundlinien, hvis de gjorde noget ved det, og med de skattebøder, der er på vej tæller hver en dollar jo. Derfor er der ikke noget at sige til, at deres indsats er sen og halvhjertet. Det er derfor også dobbeltmoralsk når Mark Zuckerberg på sin Facebook side siger:
> "This is an area where I believe we must proceed very carefully though. Identifying the "truth" is complicated. While some hoaxes can be completely debunked, a greater amount of content, including from mainstream sources, often gets the basic idea right but some details wrong or omitted. An even greater volume of stories express an opinion that many will disagree with and flag as incorrect even when factual. I am confident we can find ways for our community to tell us what content is most meaningful, but I believe we must be extremely cautious about becoming arbiters of truth ourselves”.
Virkelig? Web Of Trust og Trustpilot har gjort dette for websites generelt og butikker specifikt i 10 år, men Zuckerberg mener, at det er for svært at gøre det for Facebook, som er en af klodens største og dygtigste tech virksomheder. Det er utroværdigt. Intet kunne være nemmere end bare at vise disse to eller andre lignende services’ rating sammen med ethvert link, der bliver vist.
Faktisk findes der allerede en Chrome extension, som kan flage fake news for dig:
Det handler kun om, at der ikke er en business case i det for Facebook. De dækker det ind under tale frihed, at de skal forsvare bundlinien. Vi er kommet full circle til situationen før internettet med massemedierne, som forsvarede deres monopol og måde at lave penge på med næb og klør uden at kunne forestille sig at man kunne gøre det anderledes og på en mere rimelig måde.
New media - old media
Dette er opskriften på, hvordan fejlinformation spredes: internettet og firmaerne, som giver os dets glæder, har ikke noget reelt incitament til at gøre noget ved det. Men er der noget nyt ved det? kunne man spørge. Der fandtes vel også fejlinformation førhen? vi har endda et ord for det: propaganda. Men hastigheden og omfanget er større end nogensinde.
For før i tiden, hvor informationen var mere centraliseret, var der mekanismer til at verificere og kvalitetssikre informationen. Hvis man læser en artikel i the New Yorker, kan man være ret sikker på, at alt i artiklen er sandt, for de er kendt for at have en høj standard i review og fact checking. I den gamle støvede kapitalistiske verden, var der professionelle skribenter, som havde lært at vurdere information og sammenstille det. Der var redaktører som tog stilling til, om det journalisten havde lavet var godt nok, samt fact tjekkere og korrekturlæsere til at sikre kvaliteten. Og hvis der alligevel viste sig at være noget bevidst vildledende, var der et lands love og retssystem til at dømme dem.
Derfor var der en hvis begrundet forventning om, at det man læste var korrekt. Alt det har internettet undermineret og smidt væk til fordel for en uhæmmet kapitalisme der kun er styret af klik og likes i den information der formidles.
Bare i min barndom fik de fleste deres information fra aviser og tv og radio. Der fandtes ganske givet nogle som ikke var så forfærdelig lødige, men selv BT og Ekstrabladet er højt hævet over den gennemsnitlige blog på internettet eller, hvad der deles på Facebook.
Bagsiden af medaljen med fri information er derfor, at kvaliteten daler. Vi bliver ikke længere klogere, men dummere når vi læser noget på twitter, facebook, eller snapchat.
I dag er der intet, der hindrer en hvilken som helst person i at sætte sig til tasterne og sprede falske rygter, som kan nå mange flere end BT nogensinde kunne selv i sine velmagtsdage. Når nogen finder ud af, det er falsk, er det for sent, for enten kan man ikke finde bagmanden, eller han befinder sig i et andet land alt imens Google og Facebook fylder lommerne og i deres skattely, mens de klynker over, hvor svært det er at stoppe.
Dette gør at den fri information paradoksalt nok drukner i friheden, mens kapitalisterne griner hele vejen til banken, for nu behøver de ikke engang anstrenge sig for at tjene penge på nyheder. De kan udnytte fattige østarbejdere til at opdigte nyheder helt gratis til fri afbenyttelse.
...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.