De tre stiftere af Netcompany har solgt en kontrollerende andel af virksomheden for et milliard-beløb til den norske kapitalfond FSN Capital. Dermed er julegaverne sikret for de tre stiftere, Claus Jørgensen, bestyrelsesformand Carsten Gomard og adm. direktør André Rogaczewski.
Netcompany har gennem de senere år haft en voldsom vækst, der placerer dem som en af de væsentlige spillere i Danmark for it-løsninger til både private og offentlige kunder. Leverandøren er bl.a. kendt for på ingen måde at være blandt prisdumperne, men også for at levere en god vare – og desuden for at drive deres medarbejdere hårdt.
Det er en imponerende udvikling, som virksomheden har haft, som efter min mening i høj grad også skyldes en karismatisk direktør med fuld fokus på salg, forretningsudvikling og så lige salg igen. Hvis ikke jeg var ateist, ville jeg kalde det ”gudsbenådet”.
FSN Capital investerer typisk mellem 500 mio. og 2 mia. i virksomheder i mange forskellige brancher, og de har i Danmark blandt andet investeret i Lagkagehuset. Deres investeringer er typisk i skandinaviske virksomheder, og det ligger også i kortene, at FSN skal hjælpe Netcompany til en nordisk tilstedeværelse, selv om deres erfaring med it-virksomheder ser ud til at være noget begrænset.
Investeringen kan give rigtig god mening. Netcompany har ikke nødvendigvis udfordringer, men den store vækst drevet af en håndfuld personer i Danmark har sine begrænsninger. Derfor er det positivt, at man tilfører virksomheden yderligere kompetencer i form af både geografisk rækkevidde og sikkert også supplerende kompetencer ledelsesmæssigt.
Det afgørende er, at den udvidede ejerkreds er i stand til at arbejde sammen om målene og vil det samme for virksomheden. Og om kemien passer. Den gamle ejerkreds er nu ikke længere bestemmende, og man har før set i virksomheder, at tidligere ejere så er på vej ud, efterladende deres livsværk uden tilsvarende stærke personer ved roret. På et punkt har de dog sikkert den samme værdi, ”going after the last buck”.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.