Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Erik Damgaard klar med afløseren til Concorde C5

28. april 2016 kl. 08:416
Artiklen er ældre end 30 dage
Manglende links i teksten kan sandsynligvis findes i bunden af artiklen.

Erik Damgaard, der lancerede sit første økonomistyringssystem under navnet Danmax til CP/M mikrodatamaterne på Kontor & Data udstillingen i oktober 1984, er nu klar med et nyt økonomistyringssystem til de små virksomheder. Uniconta, som det nye system hedder, præsenteres på seminarer i Jylland og Sjælland i begyndelsen af maj og retter sig direkte mod det marked, som benytter Microsoft Dynamics C5.

Concorde produkterne

Danmax blev allerede i 1986 “afløst” af Concorde Økonomi, der på kort tid blev et kæmpe hit hos de små danske virksomheder, for hvem en investering i et par PC’ere med operativsystemet MS-DOS, netværksoperativsystemet Novell og økonomipakken fra Damgaard Data blev det første skridt ind i EDB-alderen. En del af successen bag Concorde var ikke mindst de flere hundrede forhandlere, der på ganske få år tog produktet på programmet og bragte det ud i alle landets afkroge. Da Erik Damgaard oplevede, hvordan disse forhandlere var hurtige til at udnytte nye muligheder for at tilpasse produktet til kundernes behov, fødtes ideen til det, der i 1991 blev til Concorde XAL og som i 1998 førte til flagskibet Concorde Axapta, som i dag markedsføres som Microsoft Dynamics AX.

Også Concorde XAL blev trods en del børnesygdomme en kæmpe succes, men allerede i 1992 kunne Erik Damgaard se, at han med dette produkt havde svigtet sit oprindelige kernemarked nemlig de mindre virksomheder med under 10 IT-brugere. Han igangsatte derfor udviklingen af det produkt, der i 1994 lanceredes som Concorde C5, og som byggede på samme grundkerne som det store Concorde XAL system. Concorde C5 vandt nye markedsandele til Damgaard Data, som Erik drev sammen med sin bror Preben, og den dag i dag kører mange mindre danske virksomheder fortsat deres økonomistyring på C5.

Alt er anderledes - næsten

“Stort set alting har ændret sig på det teknologiske plan siden 1984, 1986, 1991, 1994 og 1998, som er de år, hvor vi frigav helt nye produkter i Damgaard Data tiden”, siger Erik Damgaard. “Til gengæld er kundernes situation og behov jo grundlæggende de samme, og de tilgodeses efter min opfattelse ikke af de systemer, der udbydes på markedet i dag."

Artiklen fortsætter efter annoncen

“Uniconta er til de små virksomheder med under 10 IT brugere herunder også til den outsourcede økonomifunktion, som flere og flere virksomheder i dag benytter sig af. Til denne målgruppe er de simple browserbaserede systemer simpelthen for langsomme og for stive i deres opbygning”, forklarer Erik Damgaard. “Vi har derfor udviklet en løsning, hvor data ligger i skyen, men hvor selve programlogikken afvikles i en app på brugeres PC, Mac, tablet eller smartphone. Hermed kan brugeren afvikle transaktionerne langt hurtigere, og netop produktivitet er for mange virksomheder stadig et kernepunkt. Tillige benytter vores app PCens hukommelse og genvejstaster, ligesom brugeren kan ændre placeringen af datafelter, tilføje egne felter, tilpasse rapporter og uploade scannede bilag i baggrunden - alt sammen ting, som gør Uniconta langt mere produktivt end konkurrenterne.”

Forhandlerne skal igen på banen

Erik Damgaard har igen valgt at lægge distributionen i hænderne på forhandlere, og seminarerne i maj er da også primært rettet mod denne målgruppe.

“Der er forsat brug for, at forhandlere kan udvikle branchefunktionalitet og tillægsmoduler til kunderne,” siger Per Pedersen, der tager sig af distributionen hos Uniconta. “Teknologien for denne type udvidelser er naturligvis en helt anden i dag, end da C5 blev lanceret, men for kunden er oplevelsen den samme. Kunden får en sammenhængende løsning fra en forhandler, som forstår hans forretning, og som er parat til at yde support, når der er brug for det.”

Uniconta er udviklet af Erik Damgaard som chefarkitekt med et hold af programmører i Indien og Ukraine samt et par af de gamle kolleger fra Damgaard Datas C5-team.

Mere information om Uniconta: http://www.uniconta.com

6 kommentarer.  Hop til debatten
Denne artikel er gratis...

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.

Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.

Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.

Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.

Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
6
3. maj 2016 kl. 11:02

Skal du arbejde meget i en applikation og du skal være effektiv, så du'er web bare ikke.

Googles kontorprogrammer virker da i den grad, og man er særdeles effektiv. Der er mange singlepage apps som virker virkelig godt, og hvor man er meget produktiv. Confluence er et yderst brugbart dokumentationsredskab. Jeg kan dårligt se hvordan økonomiprogrammer ikke kan være webbaserede? Det må være salgsgas. Rigtigt mange af de kunder der kører NAV og C5 vil jo alligevel (og forhåbenligt) vælge en løsning hvor en partner drifter deres system for dem, så de ikke selv skal rode med opsætning af systemer, backup osv. De skal jo lave det arbejde de >10 mand nu laver og ikke lave IT drift. Det er jo ikke fordi e-conomic og hvad de systemer nu hedder, ikke har tilfredse kunder, som klager over hvad hr. Damgaard påstår.

De begrænsninger der beskrives i e-conomic, er jo ikke pga. web-teknologien.

Til udrulning af nye features og fejlrettelser er web helt fantastisk nemt, og samtidigt er drift osv. automatisk lagt væk fra organisationen.

4
1. maj 2016 kl. 13:52

Et interessant emne som sjældent blive berørt. Det er sjældent nogen snakker om fordelen ved en ren windows applikation i forhold til web! Jeg tror personligt at hr. Erik har fat i noget rigtigt. Skal du arbejde meget i en applikation og du skal være effektiv, så du'er web bare ikke.

3
30. april 2016 kl. 14:52

Vi er for nylig skiftet fra Dynamics NAV til e-conomic, så jeg synes da, at det er en interessant nyhed, at der kommer et nyt økonomisystem fra en yderst kvalificeret person, der adresserer nogle af udfordringerne ved e-conomic. Fx at det ikke er muligt at tilføje en kolonne med noget så almindeligt som et serienummer på en fakturavarelinie, og at den webbaserede GUI er meget langsommere at bruge (men også meget lettere at finde rundt i) end Windows-GUI'en i Navision.

PS: Vi er glade for e-conomic, og vil nok ikke skifte økonomisystem igen. Og jeg har ingen tilknytning til hverken Uniconta eller andre økonomisystemproducenter.

Med venlig hilsen

Morten Brørup CTO, SmartShare Systems

2
28. april 2016 kl. 23:20

Det ligner en pressemeddelelse.

1
28. april 2016 kl. 14:07

Undres lidt over om der IKKE er en screening af blogindlæg? Det her er jo reelt en reklame.