Jeg møder tit en opfattelse af, at vil man lave en mobil applikation, er man nødt til at sætte sig ind i særlige kodesprog, appstore regler og betale dyre afgifter for at få sin applikation distribueret. Men faktum er, at teknologien bevæger sig ufatteligt hurtigt, og allerede nu er det muligt at lave glimrende mobil applikationer uden at kende til andet end enhver webudviklers mest grundlæggende våben - HTML5/JavaScript/CSS.
Men hvilken slags mobil applikationer er det så muligt at lave? Der findes et hav af populære applikationer, der er lavet i HTML 5. Deres succes viser, at man basalt set kan vælge to veje. Det er ganske rigtigt muligt at "kompilere" sine HTML5 projekter om til noget, der føles som en native app - f.eks. via Phonegap. Men er det virkeligt altid, hvad vi ønsker?
Jeg tror ofte at folk glemmer, at man sagtens kan have synlighed og god funktionalitet på mobilen helt uden at være tvunget til at involvere sig med en appstore. For teknologien, som muliggør denne 'kompilering', kan nemlig også bruges til noget, jeg personligt synes er meget mere interessant - mobile web apps.
En mobil web app laves ganske enkelt som et website der besøges af brugeren igennem dennes mobile webbrowser, og det website der toner frem er så i stand til at yde mobilfunktionalitet som f.eks. swiping, GPS mm. Herefter kan brugeren så spørges om tilladelse til at 'appen' installeres på brugerens skrivebord - og vupti så har brugeren noget der minder om en rigtig app.
Denne løsning er selvfølgeligt ikke perfekt (endnu). For det første får brugeren ikke samme oplevelse af at have installeret noget på deres device, som de ville gøre via en appstore, og for det andet vil applikationen være 100% afhængig af en Internet forbindelse. Ligeledes mister man den fordel, det unægteligt er at kunne rangere på appstore toplister og kategorier.
Men hvad er fordelene så?
En fordel er, at du omgår appstore-ejerens regler for indhold. Det lyder måske ikke af meget, men vi har alle hørt eksempler på ganske tilforladelige apps, der blev afvist uden nogen yderligere begrundelse. Ved at lave din app som et mobilt site, så får du fuld kontrol. Men ikke blot får du fuld kontrol over indholdet, du får også kontrol over, hvornår og hvordan du vil opdatere. Du slipper for den bøvlede appstore procedure med at indsende en update, der så skal godkendes, og hvis du er heldig, er klar til launch 2-3 uger senere. Nu sker dine opdateringer direkte, og øjeblikkeligt.
Sidst men ikke mindst får du også en mulig økonomisk fordel, endda selvom du ikke tager penge for din app. Du kan nemlig benytte andre systemer end blot app-butikkens eget system til at håndtere in-app køb. Alle tendenserne peger i retning af, at det er dér pengene ligger, og ved at implementere dit eget system – eller f.eks. bruge et system som appMobi – så kan du maksimere din indtjening.
Personligt tror jeg, at den mobile website-app vil gøre et stort indtog inden længe, og selvom vi lige nu stadig er ramt af intens hype omkring appstores og native apps - så er fordelene ved mobile web apps allerede godt på vej til at blive enorme. Jeg tror, at hvis teknologien bliver ved med at udvikle sig med den hastighed den har nu, så bliver mobile web-apps uundgåelige, og brugerne vil forvente det fra alle større sites de besøger.
Er du klar til det mobile web?

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.