Vi lever i en tid hvor mange mennesker automatisk rækker ud efter noget teknologi når de støder på et problem der skal løses. Som IT-konsulent forventes jeg måske at klappe i hænderne over den udvikling, men jeg synes alligevel der er større og vigtigere perspektiver at tage højde for, end hvor mange opgaver jeg kan sætte tænderne i. Misforstå mig ikke; jeg er vild med teknologi-baserede løsninger og har sikkert også hang til at tænke i løsninger der indebærer masser af teknologi, men jeg er varsom med at ikke falde i ”når-man-har-en-hammer-fælden”.
Det her med at tro at teknologi er løsningen på alt, hedder teknologideterminisme og lader til at være den dominerende tankegang, når man kigger sig omkring i den vestlige verden anno 2019. Jeg foretrækker at kalde det teknochauvinisme fordi det bedre udtrykker den fanatisme, der nogen gange præger debatten.
Vi så problemet på et samfundsmæssigt niveau, da tablets gjorde sit indtog og vores børn, fra vuggestue til universitet, skulle foretage alle deres lærings-aktiviteter på sådan en fætter. Ti år senere har videnskaben slået fast at vores børn lærer og husker dårligere ved at bruge digitale devices og at ungernes motorik nok også har lidt skade.
Teknochauvinismen har åbenbart gjort vores børn en bjørnetjeneste.
Ude fra virkeligheden
Lad mig give et andet eksempel på hvordan jeg har oplevet snigende teknochauvinisme. Det ligger nogle år tilbage, men jeg synes alligevel det illustrerer den tyrkertro på teknologiens magiske evner, som almindelige (ikke-IT- folk) kan have:
En afdelingsleder kontaktede mig for at få at vide hvilke støjdæmpende headsets han skulle indkøbe for at komme det stigende lydniveau i hans afdeling til livs. Jeg valgte at besøge afdelingen for at få syn for sagn og der sad ganske rigtigt ca. 20 personer i et lokale og de talte stort set alle i telefonen dagen lang. Halvdelen af medarbejderne havde headset allerede, men støjniveauet var voldsomt.
I lokalet ved siden af, sad lige så mange medarbejdere og der var helt stille. De talte meget lidt i telefon, men rapporterede til den samme afdelingsleder. Da jeg fandt ud af det organisatoriske forhold, foreslog jeg at man blandede disse to medarbejdergrupper, for på den måde at udjævne lydniveauet. Det forslag blev mødt med et udtryk som om jeg netop havde tisset på fyrens fine gulvtæppe. ”Jeg skal bare vide hvilke støjdæmpende headsets jeg skal købe”, kom det vrissent fra afdelingslederen.
Efter at have forklaret at støjdæmpende headsets øger lydniveauet fordi vi taler højere for at høre vores egen stemme, og at teknologi ikke kunne løse problemet, sagde jeg pænt farvel. Dagen efter indkøbte fyren 20 kostbare, støjdæmpende headsets, som efter få dage havnede i skufferne og blev der. Problemet vandt, fordi det var vigtigere for ham at købe noget teknologi end at løse problemet.
(Inden headset-producenterne rotter sig sammen og planter et afskåret hestehoved i min seng, skal jeg lige tilføje at gode headsets er en af forudsætningerne for at få succes med sin unified communications-løsning, så spar ikke på headset-investeringen!)
Hvorfor er det kommet så vidt?
Hvorfor er der en udbredt tro på at teknologi kan løse alle vores problemer og at det bare gælder om at smide en masse penge efter noget teknik, så bliver alting meget bedre? Der er garanteret mange bud, men jeg vil vove pelsen og pege på tre årsager:
- Supercomputere
- Hollywood
- Elon Musk
Supercomputere
Begivenheder som IBMs DeepBlue og senere Watson, der henholdsvis tævede Kasparov i skak og vandt i Jeopardy samt senest Googles AlphaGo der vandt over verdensmesteren i brætspillet Go, har givet folk en forestilling om at vi har computere der tænker ligesom mennesker. Det har været medvirkende til at forventningerne til teknologi i almindelighed og kunstig intelligens i særdeleshed, er ude af proportioner.
Vi er fascineret af supercomputere og når de kan udkonkurrere de skarpeste menneskehjerner, så får de rigtigt meget tid i medierne.
Sagen er bare at de skarpe menneskehjerner som de udkonkurrerer så grundigt, og som vi naturligvis ser op til, netop er skarpe til skak eller Go, fordi de er gode til at bruge deres hjerner på samme måde som computeren bruger sin processor.
Skakmesteren Kasparov kunne tænke mindst 20 træk frem og havde op til 20.000 tidligere spil i hukommelsen. Det er jo imponerende sammenlignet med f.eks. mine skak-evner, men i forhold til DeepBlues 700.000 spil i hukommelsen, så er det forsvindende lidt.
Den seneste supercomputer som har stjålet overskrifter, er Googles AlphaGo som senest i 2017 slog mesteren Ke Jie og i øvrigt var hovedpersonen i en meget omtalt dokumentarfilm.
For at træne AlphaGos maskinlæringsalgoritmer, fodrede man AlphaGo med omkring 30 millioner tidligere spillede spil, som blev ned hentet fra en række online platforme. Disse platforme bruges af professionelle Go-spillere over hele verden. De afsluttede spil gemmes endda i et standard-format som hedder Smart Game Format (SGF) og er derfor en letfordøjelig lækkerbisken for en supercomputer.
Supercomputeren er ikke ”klogere” end stormestrene. Den bruger sandsynlighedsregning og noget der kan minde om brute force til at løbe millioner af scenarier igennem og vælge det der mest sandsynligt giver sejr. Og den ved forøvrigt ikke at den spiller et spil eller hvorfor. Den regner bare.
Disse kampe mellem supercomputer og ”rugbrødscomputer”, var helt ulige kampe. Det svarer til at lade mig spille basketball alene, med mine 175cm og et par kilo for meget på mavsen, i en match imod et superhold bestående af LeBron James, Shaquielle O’Neill og Magic Johnson. Udfaldet er ret forudsigeligt.
Når resultatet af disse ”kampe” mellem mennesker og supercomputere udbasuneres i medierne, så efterlader det et fejlagtigt indtryk af at teknologien kan noget helt nyt og magisk, hvilket styrker vores teknochauvinisme i en eller anden grad.
Hollywood
Science fiction har påvirket os igennem en menneskealder. Film, tegneserier, bøger og TV-serier har en effekt, selv om vi jo godt ved at det er fiktion.
Vi har set teknologien gøre tilsyneladende fantastiske ting ved f.eks. at spille Go og skak, vi kan søge på trillioner af websider ved at tale til Siri og bede om en oplysning og når Hollywood så har suppleret med Terminator(s), HAL 9000, Jarvis og andre fantasifostre, så kan det være svært at huske hvor grænserne for hvad der er muligt, egentlig går.
Senest har Disneys nye udgave af Løvernes Konge dokumenteret at computere er i stand til at efterligne levende dyr så livagtigt, at menneskelige skuespillere tror at de snart er arbejdsløse. (Og det kan måske godt blive til virkelighed indenfor en overskuelig fremtid.)
Underholdningsindustrien påvirker os i et eller andet omfang og puster til vores teknochauvinisme.
Elon Musk
Jeg er stor beundrer af Elon Musk. Han drog ud fra Sydafrika for at ændre verden og det arbejder han ihærdigt på. Hans revival af den elektriske bil har vakt opsigt og han har skabt et følge af Tesla-loyalister der taler, eller råber, hans sag ud til hele verden. Medierne flyder over med historier om hans bilproduktion og ikke mindst hans forsøg med førerløse biler. Hans rumprogram omtales næsten ligeså meget som hans biler, men på trods af milliarder af skatte-dollars i tilskud, har han endnu ikke leveret så meget. Det skal nok komme, det tager bare meget længere tid end folk forventer.
Hans person fylder enormt meget i sociale medier og hans tweets får næsten ligeså meget omtale som Donald Trumps. Det folk ofte glemmer om den visionære Musk er, at han er sælger. Hans job er at skabe interesse for de forretninger han står i spidsen for og helt specifikt, så er han med sine el-biler oppe imod verdens største bilproducenter. Han er nødt til at stjæle opmærksomheden så hans relativt lille bilfirma, får en fordel i folks bevidsthed. Derfor lover han førerløse biler ”om to år”, selvom han naturligvis ved at det ikke er muligt.
Jeg vil forresten være lidt flabet og sammenligne Elon Musk med en opfinder jeg er kæmpe fan af: Dean Kamen. Du kender nok ikke navnet, men han sagde engang, i lighed med Elon Musk, ”Jeg vil løse verdens problemer” og så gik han ellers i gang med netop det. Kamen har opfundet geniale ting indenfor medicinalindustrien, som hver dag hjælper millioner af mennesker til et bedre liv.
Imens Elon Musk indtil videre, mest har lavet lækre sportsvogne til de velhavende, så har Kamen bl.a. opfundet et genialt og kompakt vandrensningssystem, som kan lave rent vand til fattige mennesker i den tredje verden. Hans opfindelse skal dog bruge mennesker for at få den ud til de der har brug for den.
Man kan overveje om ikke lidt af den opmærksomhed der tilfalder Musk, burde overføres til folk som Kamen?
Anyway, sagen er at Musk er rasende god til at komme i medierne og hans visioner bliver opfattet som om de bliver til virkelighed ”lige om lidt”. På den måde er ”rock-stjernen” Musk en væsentlig bidragsyder til vores tiltagende teknochauvinisme.
Kan – eller skal – vi gøre noget ved det?
Folk forventer ofte at teknologi kan løse alle deres problemer og de humanistiske løsninger, i form af f.eks. organisatoriske værktøjer, er åbenbart for besværlige.
Senest er kunstig intelligens blevet ”rekrutteret” i et (forgæves, mistænker jeg) forsøg på at modvirke klimaforandringer i stedet for at bruge ressourcer på at hjælpe de mennesker (typisk i den tredje verden) som rammes af klimaforandringerne.
Der findes f.eks. også metoder til at beplante eller opdyrke dele af den 1/3 af jordens overflade der i dag er ørken, men ingen af dem er teknologiske og måske derfor bliver der ikke løftet en finger på det område.
Jeg kan godt få den tanke at der er store og livsvigtige problemer der ikke bliver løst, fordi vi insisterer på at angribe dem med noget ”cool” teknologi, i stedet for at tage en mere lavpraktisk tilgang der skaber synlige resultater, hurtigere og billigere (men knap så cool…).
Vi skal absolut ikke springe helt over i den anden grøft og kun fokusere på ”den humanistiske” tilgang til problemløsning, men vi burde kunne blive bedre til at vælge den tilgang der skaber de ønskede resultater, mest effektivt. Og naturligvis kombinere dem, hvis det giver de bedste resultater.
Uanset hvad, så vil jeg, på allervenligste vis, opfordre til lidt mindre teknochauvinisme.
...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.