Er danskere mere dovne end amerikanere?
Den seneste uge er jeg faldet over et par artikler, der på forskellig vis illustrerer hvor stor forskel, der kan være på virksomhedskulturer. Ingeniøren, der landede i min postkasse fredag den 1. marts havde en stort opsat artikel (der tilsyneladende desværre ikke er tilgængelig på ing.dk) om kulturforskelle mellem danske og amerikanskejede virksomheder i Danmark, mens mange onlinemedier har citeret Marissa Mayers kontroversielle beslutning om at forbyde hjemmearbejde hos Yahoo - hvilket blandt andet ledte til et giftigt blogindlæg af Penelope Trunk hos VentureBeat, der mener, at rigtige, dedikerede ansatte selvfølgelig lægger 80 timer om ugen, og at det er synd for disse, hvis de skal arbejde sammen med vandbærere, der tror, at de kan slippe afsted med også at spille en væsentlig rolle i deres familie.
Jeg arbejder selv i en slags hybrid; en oprindeligt dansk stiftet virksomhed, hvor stifteren for en del år siden flyttede til Silicon Valley og etablerede et hovedkvarter der. Som nu har en amerikansk topchef og kontorer spredt ud over en større antal forskellige stater, lande og kontinenter. Og hjemme i Danmark, hvor udviklingsafdelingen stadig befinder sig, er det med skarp adskillelse mellem arbejdstid og fritid blevet en by i Globalistan for mit vedkommende, fordi der tit dukker interessante mails op efter at jeg er taget hjem, eller diskussioner, der nemmest tages over en telefon.
Artiklen i Ingeniøren hævder, at danskere forventer, at kollegerne er taknemmelige over, at man tager et møde på skæve tidspunkter, mens amerikanerne i højere grad tager det som en selvfølge. Og jeg fik godt nok en mail i morges fra en amerikansk kollega klokken 03.00 vestkyst-tid (og hun var på mail igen kl. 08.00, staklen), men til gengæld var der også en af vores udviklere, der klokken 01:30 natten til fredag lavede et commit med teksten “fixing nightly build”. Så måske er vi lige gode om det. Nå ja, og det commit havde han så i øvrigt ikke lavet, hvis hjemmearbejde havde været bandlyst, men nok om det...
Jeg tror ikke, at Peneolope Trunks blogindlæg kunne være skrevet i Danmark; ikke fordi der ikke også herhjemme er virksomheder, som forventer, at deres ansatte lægger rigtigt mange timer, men fordi det ikke er noget, man taler så direkte om. Jeg tror, at det i højere grad herhjemme anses som en del af almindelig, etisk opførsel, at en virksomhed giver plads til et rimeligt privatliv ved siden af arbejdet. Kan man mon få Fairtraide-mærke på software lavet af mennesker, der har haft tid til en familie?
Det vil næppe heller være fair at konkludere noget generelt om amerikanske it-virksomheders syn på arbejdslivet ud fra Trunks blogindlæg, når de over 100 kommentarer - næsten allesammen stærkt kritiske overfor hendes indlæg - vidner om, at hendes udtalelser opfattes utroligt provokerende af den almindelige amerikaner. Og så er det lidt svært at se det samfundsgavnlige i en 80-timers-arbejdsuge, når hun selv konkluderer, at det kræver en hjemmegående ægtefælle; er vi så ikke nede på 40 timer i gennemsnit alligevel?? Jeg vil personligt også gerne frabede mig commits fra folk, der er ude i deres 79. arbejdstime denne uge.
Et af de steder, hvor jeg oplever en forskel på danske og amerikansk virksomhedskultur er, at danskerne går mere op i processen omkring en beslutning, hvor amerikanerne er hurtigere til at skære ind til benet og gå efter resultatet. Det er ikke flovt at have magt - og bruge den til noget. I det hele taget flashes titler og privilegier gerne, og der fokuseres på individuelle præstationer. På en eller anden måde forekommer det mig også sigende, at når jeg modtager skemaet til årets MUS (et rigtig pædagogisk, blødt dansk begreb) fra den amerikanske HR-konsulent, så står den på “performance reviews”. Det betyder ikke, at der ikke er plads til samarbejde - men præsteres, det skal der altså.
Og så kunne det være, at jeg snarest skal finde mig en bog eller to om det her emne til godnatlæsning.
