Endnu en non-historie om de nye kampfly!
Jeg sad på Smukfest og hørte et par af vores F16 jagerfly lige ”breake” over festivalen. Man kan lige høre piloterne sige til kontroltårnet: ”Så fik vi vist lige lydmanden til at skrue lidt ekstra op…”, og der bliver helt tørt svaret tilbage: ”Roger… er I der Skanderborg?”.
Med de nye F35 kampfly får de lydmænd, som arbejder på festivaler landet over, endnu mere grund til at skrue op for lyden. Den øget larm har jeg tidligere været inde på i bloggen ”De nye kampflys hoved og ørepine” og mit generelle indlæg om, at sådanne projekter på forhånd bare er dømt; se ”De nye kampfly holder på øretævernes flyveplads, og Femern forbindelsen har gravet endnu en udgiftspost frem”.
Den minder mig om den historie, som blev breaket (for at blive i fly-sproget) lige inden jeg tog på festival om, at ”Udsmidning af Tyrkiet kan gøre danske kampfly dyrere”.
Det er en non-historie …
Nå, tænker man bare om den historie. Der vil hele tiden være uforudsete udgifter – det er præcis en pointerne med den blog. Der skal være en risikoreserve – og den skal være stor i F35- tilfældet, for der kan ske mange ting undervejs.
I dette tilfælde er det så en magtkamp mellem USA og Rusland og Tyrkiet, som giver denne ekstra udgift. Noget med at Tyrkiet har købt noget radarudstyr af russerne. Det kan USA ikke lide (måske fordi det udstyr kan se de fly?!?).
Måske har Tyrkiet brugt købet af radarudstyret, så de kunne komme ud af det projekt? Hvem ved? Konsekvensen bliver bare, at alt det Tyrkiet skulle gøre i samarbejdet skal bare laves af nogle andre. Både mht. udvikling, produktion og vedligeholdelse.
Måske kunne det faktisk blive billigere? Argh… men man har lov til at drømme. Der står i øvrigt ”kan” ikke ”vil”. Dvs. vi har en historie om noget, som måske sker. Men vi ved jo godt, at der kommer flere – måske er det relateret til et sommerfuglevingeslag i Spanien, hvem ved?
Derfor er det bare en non-historie. Men så havde man sagt det.
Hvorfor denne historie?
Måske fordi man gerne vil undgå de historier, som faktisk her meget mere saft og kraft i sig? Nu skal det ikke lyde, som jeg er blevet politisk kommentator eller kommunikationsekspert i øvrigt.
Man skal ikke prikke meget til folk i og omkring forsvaret, så vælter det ud om gode historier om de nye kampfly. Det er lidt lige som byggeriet af DR-Byen. Man kunne skrive en bog om alle de ’ups’, som opstod i forbindelse med det byggeri. Eller i forbindelse med indkøbet af IC4-togene?
- Der blev bl.a. fortalt om, at F35 ikke kan patruljere i Grønland.
- USA har internt i landet problemer med at skaffe reservedele til deres egne fly.
- Når et F35 lander, så bliver den tappet for data og sendt til USA. Hvem sagde GDPR?
- De videreudvikler på et fly, som blev skabt i 80’erne. Og selv om man er kommet flere versioner frem, så er man fortsat bagud på point. Bl.a. kan man ikke ramme fly nyere end 80’erne, da de ikke kender varmesignaturerne på de nye flytyper.
Det er bare nogle af historierne. Hvor meget af det, der er rigtigt, kan jeg ikke vurdere.
Dog er det helt vildt, hvad det koster at holde de ny kampfly i luften i forhold til de gamle F16.
Et F16 koster omkring 75.000 kr. i timen. Det var 2010 tal. Og de har nok ikke ændret sig væsentligt de sidste par år. Det kan være en af jer derude har et mere præcist tal?
Til sammenligning forventer man, at et F35 koster 36.000 DOLLARS i timen (har været oppe omkring 44.000 DOLLARS). Det er vigtigt at bemærke, at det er en anden valuta. Og man havde et håb om at nedbringe dette til 25.000 DOLLARS (igen ikke den danske valuta), men det virker urealistisk, at man kan komme derned.
Se, det er da en historie med saft og kraft …
