En dag vil vi undre os over cloud-hysteriet
Der er stadig meget psykologi i skyen – måske netop fordi begrebet er ”tåget”. Tør man give slip på IT og flytte det fra et sted, hvor man kan se og banke på boksen, til et sted ude i cyberspace?
Det er ikke for at underkende de reelle udfordringer der kan være med cloud. Nye kontraktformer, datatilsynets underlige syn på ”fysiske” data og integration med on-premise løsninger. Men der er altså også psykologiske barrierer – præcis som dengang for 15 år siden, hvor outsourcing i stor skala var i fokus. Også dengang var det en stor bekymring, hvordan man nu kunne have tillid til en sådan ekstern leverandør, hvor man lagde sine guldklumper.
I dag er erfaringen, at outsourcing i høj grad er spørgsmål om tillid til leverandøren – eller rettere sagt, at man får etableret en ligeværdig og tillidsfuld relation, som begge parter kan se en fordel i. Med cloud bliver det sværere, for leverandøren er ”endnu længere væk” end traditionel outsourcing.
Det er efter min mening endnu en side af den globale udvikling. Vi køber heller ikke længere (kun) varer hos købmanden rundt om hjørnet. Nu køber vi varer over hele verden – nogle fysiske, andre elektroniske – og det har vi også skulle opbygge tillid til.
Men opbygning af tillid tager tid, så der er ikke noget at sige til, at man stadig er skeptiske over for cloud-leverandørerne. Det hjælper jo heller ikke meget, at hver gang en af de store er nede i 5 minutter, giver det overskrifter i alle medierne – de elsker jo at spille på læsernes frygt.
Lad mig nævne et eksempel: Hvad nu hvis cloud-leverandøren går konkurs, hvor står man så med sine data? Det er et spørgsmål jeg har fået flere gange.
Ja, hvis en leverandør går konkurs har man næsten altid nogle udfordringer – netop derfor lægger man vægt på at vælge leverandører, man har tillid til. Og cloud-leverandører er vel ikke mere usikre end mindre hosting-leverandører for eksempel. Men hvis man er bange for at data-backup forsvinder med en cloud-leverandør, kan man selv tage backup af data i skyen (husk, at man kan aldrig outsource ansvar!).
Jeg kan i øvrigt huske flere eksempler, hvor virksomheder uigenkaldeligt mistede data, fordi deres egne backups ikke fungerede! Mon en professionel cloud-leverandør med en global virksomhed og et mega-datacenter er dårligere til at sørge for backup end en dansk virksomhed med isenkrammet nede i kælderen?
Efterhånden som cloud-leverandører bliver mainstream, og vi får længere tids erfaringer med dem over de kommende år, vil denne tillid også gradvist vise sig. Og en dag vil vi tænke tilbage på i dag og undre os over al den hysteri, der var i 2011 omkring at lægge sine ting ud i skyen.
