Einstein og Turing havde brug for samarbejdspartnere – har du?

Lars og jeg deler kontor. I de to år vi har arbejdet sammen og delt kontor har vi været hinandens underleverandører i mange forskellige opgaver.
Vi var begge godt klar over at hvis Excel skulle yde sit max, er Lars manden.

Skal der laves en statistisk analyse eller regression er det mest mit boRd. Vores fælles interesse er, at få forretningsviden ud af data og være med til formidle viden til beslutningstagere. Visualiseringer og automatiserede afrapporteringer synes vi også begge er spændende at arbejde med. Vi har hver nogle dataområder som vi er skarpe på og nu er vi så heldige at have et projekt vi laver sammen, hvor Lars’ indsigt i forsknings-, personale-, økonomidata flettes sammen med mine viden om uddannelsesdata.

Det er nu det er sjovt.

Det asociale geni

Men i datalogiens historiefortælling er den gode nørd sådan en type der sidder i en kælder og som spiser pizza og drikker cola. Der er tærsket langhalm på historien om det enlige geni - både i naturvidenskab, it og matematik - de typiske STEM-fag. Folk som Albert Einstein, Grace Hopper, Allan Turing, Marie Curie, Niels Bohr, Isaac Newton var uden tvivl nogle yderst begavede folk, som i dag har nærmest legendeagtige ry.

De sociale genier

Men der er nogle ulemper ved at bruge disse genier som solo-rollemodeller og stille dem op på deres enlige piedestaler.
For det første er det misvisende at de er enere, for de optjente ikke deres meritter mutters alene, selvom nogle af dem måske nok kunne klassificeres som introverte. Nærmest alle gjorde som en del af et team.

Einstein havde selv brug for at konsultere matematikere - Turing var, selvom han var en sky person, en del af en pænt stor gruppe i Bletchley Park, der arbejdede med blandt andet at udvikle en computer, lingvistisk modeller til afkodning af kodebeskeder i Anden Verdenskrig.

På den anden side af atlanten fandt Hopper den første bug og skrev den første compiler, som hendes kolleger gjorde mere effektiv, og senere startede hun også en bevægelse for at lave “læsbar” kode i COBOL-konsortiet. Marie Curie arbejdede tæt sammen med sin mand, Pierre, og senere med sin datter, Irene.

Nogle talenter frastødes

Den anden ulempe er, at de som rollemodeller giver et billede af, at hvis man skal have success inden for STEM - så skal man være et enligt geni - og helst også lidt småsær. Der er altså en masse talenter der vælger det fra, fordi de tror det er en asocial aktivitet.

Bevares - arbejdet er sjovere hvis man kan brænde for sit område, og man kommer i perioder til at sidde alene med et delproblem - ligesom man gør i de fleste jobs. Men man er næsten altid en del af et større projekt. Og netop inden for fx IT er der jo nogle ret veludviklede samarbejdsmetoder.

Mange af de dygtige og kendte forskningsledere vi hører om i dag er netop sociale talenter, der forstår at sætte gode folk sammen - og gøre opmærksom på deres resultater.

Samarbejde i det små

Mindre kan også gøre det. Nogen gange skal man have der ved noget om ens metoder og emne at diskutere med. Andre gange har man netop brug for en der er specialist inden for noget helt andet, for at få sit projekt løftet fra gennemsnitligt til over middel. Ens produkt bliver sjældent dårligere af at have haft andres øjne på det.

Min ph.d.-tid havde været meget ensom, hvis jeg ikke havde de spændende samarbejder med både ph.d.-kolleger, og velrennomerede forskere. For ikke at tale om en artikel som jeg skrev sammen med Maria Menéndes-Blanco og Martin Dybdal om stereotyper og samarbejde.
Og i dag - som analytiker på CBS - må jeg sige at uden at dreje tingene med Lars og mange andre gode kolleger og netværk, ville mine leverancer ikke blive nær så gode som de er.

Så hermed er bolden givet videre. Lad os fortælle historierne om de gode samarbejder.