Det har måske været fremlagt før; men i disse consumerization-tider kan det ikke understreges nok. Vi bliver som it-professionelle simpelthen nød til at ændre vores attitude til, hvordan vi både opfatter og ikke mindst reagerer på brugerrespons.
Det drejer sig i bund og grund om, at it som udgangspunkt er (bør være?) skabt til støtte brugerne/medarbejderne i de opgaver, som de er ansat til i virksomhedens øjemed. Det skal gøre det let for lagermedarbejderen at plukke de rigtige varer, at lægen hurtigt kan ordinere den rigtige medicin, at mægleren kan reagere hurtigst muligt på udviklingen i markedet, at sagsbehandleren kan hjælpe borgeren så effektivt som muligt osv osv. Og jeg er bestemt klar over, at man bør kunne stille nogle minimumskrav til brugerens IT-færdigheder anno 2015 – såsom tænd/sluk, vælg det rigtige program og device og i den dur. Men ellers så bør man altid huske på, at de der bruger it ikke altid har den samme brændende interesse for IT-komponenter og –løsninger, som man måske selv har. For dem er det et værktøj, der skal virke og meget gerne uden, at de skal tænke over, hvorfor tingene virker, som de gør. Når jeg tænder TV’et derhjemme så er jeg faktisk ikke sønderligt interesseret i at vide, hvordan de får pakket alle de fine billeder ind i kablet og frem til min skærm. Det sker bare. Og lige sådan bør vi også tænke som IT-professionelle.
Som jeg startede med at sige, så er ræsonnementet om at fokusere på brugerens oplevelse ikke ny – det, der gør forskellen, er, at magtbalancen har rykket sig i dag. En medarbejder har nu mulighed for at løse et væld af sine opgaver med devices og applikationer, som de selv vælger – helt uden om it-afdelingen. Så hvis ”skidtet ikke virker”, så finder han/hun noget, der gør. Det er hele udfordringen i den skygge it, man ser dukke op i virksomhederne.
Så attituden skal ændres – slut med overbærende at sige til brugeren "at de jo nok kan forstå, at de skal rydde deres browser-cache", før et evt web-login kan virke eller at de ”selvfølgelig ikke kan printe før de har valgt den rigtige default-printer” på listen af de 103 printere, de har til rådighed. Specielt fordi man nu har udgivet en 24 siders how-to med screendumps og det hele på virksomhedens intranet…
Vi skal fokusere på og sætte os ind i de reelle workflows, som vores brugere gør brug af i dag. Og så UNDERSTØTTE disse med it-processer. IKKE omvendt. I dette tilfælde er der ingen tvivl om, hvem der kom først – hønen eller ægget. It er til for brugeren og ikke omvendt…

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.