Digitalisering af kurturarven – hvem skal betale?
I en seneste tid har der være en del artikler der beskriver Det Danske Fim Instituts beundringsværdige arbejde med at digitalisere og tilgængeliggøre den del af kulturarven de er sat i verden for at bevare. I en af artiklerne var kurturminister Marianne Jelved spurgt om det ikke var rimeligt om institutionerne fik midler til dette arbejde? Svaret var meget lakonisk – DFI er sat til at bevare kulturarven, så det må de selv klare.
Det er korrekt, at vi er sat til at indsamle og bevare kulturarven, men digitaliseringen er en ny vinkel på sagen. Den kan gøre at mange ting der ellers ikke var tilgængelige for alle pludselig bliver det og den kan tilgængeliggøre ting der ellers ikke tåler dagen lys, men det er en ny opgave.
Hvis institutionerne skal klare dette inde for deres nuværende budgetter betyder det at der skal skæres andre steder!
Skal vi lade kulturarven forfalde yderligere? Og sætte vores lid til digitaliseringen.
Skal forske mindre i kulturarven?
Skal vi lade bygningerne forfalde yderligere?
Da jeg var med til at skrive Kulturministeriets Digitaliseringsstrategi var der i første udkast skrevet utallige steder, at vi skulle lave besparelser ved at digitalisere, men der fik jeg trods alt ændret det til at vi skulle bruge digitaliseringen effektiv, da det den gang (2012) var min vurdering at min egen institution – Statens Museum for Kunst – skulle bruge 2-3 gange så mange ressourcer på digitalisering, hvis vi skulle nå de mål der var sat op.
Disse ressourcer er ikke tilvejebragt, men det betyder også at digitaliseringen går utroligt langsomt. Med den hastighed vi har nu, kan der let går 40-50 år før alle værker er digitaliseret og registreret digitalt. Vi mangler ca. 200.000 værker!
Er det i orden?
...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.
