Politiken.dk søsatte sidst i juni en ny samtykkeboks. Det er godt og på høje tid, for det stod grelt til før. Forhåbentlig bliver dette tiltag også snart rullet ud på koncernens øvrige titler, herunder Ekstra-Bladet og Jyllands-Posten.
Hvis man vælger Kun nødvendige, får man tilsyneladende slet ikke vist annoncer. Det kan overraske, for der er jo som sådan ikke noget til hinder for at vise annoncer til folk, selvom de ikke har givet samtykke til cookies eller behandling af persondata. Man kan ganske vist ikke måle, målrette og frekvensstyre i samme grad, men i den henseende er man jo ikke stillet ringere end ved annoncering i eksempelvis tv og aviser.
Der er dog visse praktiske udfordringer ved at vise annoncer uden brug af cookies. JP/Politikens Hus har forklaret mig, at de har haft store udfordringer med at få deres bannersystem til ikke at sætte cookies. Det er et standardsystem, som de kun har begrænset mulighed for at tilpasse. Så nu har de tilsyneladende valgt kun at vise annoncer til de brugere, der har sagt ja tak til cookies. Det må være en dyr beslutning, så hatten af for det.
Når man anskaffer et standardsystem, må det være rimeligt at forvente, at det lever op til lovkrav, som vel at mærke gælder i hele EU. Faktisk vil compliance normalt være en ting, der taler for at anskaffe et standardsystem frem for at bygge det selv. Men det forudsætter, at køberne efterspørger compliance, og det har der hidtil ikke været stor efterspørgsel efter i mediebranchen. Tværtimod er man bevidst gået til kanten af reglerne – og et godt stykke længere end det. Og selvom der eksempelvis står sort på hvidt i GDPR, at forudafkrydsede felter ikke udgør et gyldigt samtykke, så har den fælles forståelse i branchen været, at det nok ikke rigtigt gælder sådan helt for os. Ikke endnu i hvert fald.
Hele økosystemet omkring onlineannoncering er sovset ind i en antagelse om, at alle brugere – mere eller mindre frivilligt – har givet samtykke til cookies og behandling af personoplysninger. Så det er op ad bakke, hvis man som Politiken giver brugerne det frie valg, de ifølge GDPR har krav på. Det kommer forhåbentlig med tiden, men det er et stort skib, der skal vendes. Det kræver et fortsat pres fra medier, brugere og myndigheder, så annoncemafien ikke får lov at dø i synden.
Små og store fisk
Det er ikke lovligt at bygge den slags små cookiemure, hvor man aftvinger brugerne et samtykke, for at de får adgang til alt indhold på sitet. Men det er altså sådan, Instagrams indlejringsfunktion fungerer – take it or leave it. Politiken har valgt førstnævnte.
Politiken alene kan ikke overbevise Instagram om at tilbyde en privatlivsvenlig måde at indlejre et opslag på. Det samme gælder for indlejring af Y̶o̶u̶T̶u̶b̶e̶-̶v̶i̶d̶e̶o̶e̶r̶,̶ Facebooks Like-knapper samt naturligvis annoncer fra annoncenetværk. Først når tilpas mange begynder at stille krav, vil der ske noget.
Hele økosystemet er sygt. Når danske medier indlejrer indhold fra techgiganterne, giver de ikke alene næring til deres konkurrenter. De fjerner også giganternes incitament til at bygge nogle tjenester, der respekterer brugernes privatliv og europæisk lovgivning.
Kære medier, fjern det skrammel fra jeres websites, både for jeres egen og for jeres brugeres skyld. Der findes bedre måder at citere tekst og billeder end at indlejre en masse kode fra jeres konkurrenter.
...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.
