I gik glip af en pokkers interessant aften igår, Datamuseum.dk havde nogle af de helt centrale aktører til at fortælle om 50 års IT i staten.
Det er forundeligt hvor meget højere folk kan åbne munden når de er blevet pensionister og der kom nogle sandheder på banen som kunne have sparet danskerne for mange skattekroner, hvis de var blevet sagt og handlet på i tide.
Det overordnede billede er, at når der går sognerådsformænd og bykonger i projekterne, går der hat og briller i intelligent anvendelse af IT. Bedre bliver det bestemt ikke, når man giver sig til at "privatisere" de offentlige databanker som Datacentralen og KMD.
Det værste er at vi tilsyneladende ikke er blevet klogere.
Rejsekortet er 100% uigennemskueligt, fordi det stadig tager hensyn til hvor sognerådsformanden boede i 1970 og EPJ systemerne har næsten som politisk designkrav at de ikke skal virke sammen med nabo-regionen.
Men den kommentar jeg værdsatte mest, var at det værste IT-misbrug foregik i Folketingssalen: Lovgivning uden hensyntagen til de praktiske IT-mæssige konsekvenser af de politiske luftkasteller.
Der er ingen tvivl om at det helt centrale problem i offentlig IT i Danmark, er at dem der vedtager projekterne og rutter med pengene, ikke har en stand forskid på IT.
Kobl det sammen med et tykt lag af konsulenter og leverandører der tjener deres penge på at forlænge og forværre problemerne, frem for at løse dem og så er det pludselig nemt at se hvordan POLSAG kunne koste en halv milliard uden at virke.
Tilsvarende er vejen frem helt indlysende: Ansæt en statslig EDB-Chef og centraliser hele lortet, med Folketingets magt i ryggen.
Hvis vi kan klare os med et Monopoltilsyn, et DMI og et Vejdirektorat kan vi helt sikkert også klare os med et takstsystem for offentlig trafik, et EPJ system og et offentligt IT-center for alle databaserne.
phk

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.