Microsoft har købt GitHub og hvis man forstår at læse det gobedlygok der starter med "Upon closing, Microsoft expects ..." kan man se at de ikke regner med aktiemarkedets "hysteriske kællinger" vil bryde sig om det og at de vil kompensere dem ved at destruere aktier gennem opkøb.
Dengang jeg var barn, var der en vittighed på formen "Ude i skoven sidder der en heks, en trold, en fe, en god XYZ og en ond XYZ, men der er kun en frikadelle tilbage, hvem spiser den ?"
Svaret er naturligvis at det gør den onde XYZ, fordi der ikke findes hekse, trolde, feer eller gode XYZ'er, for den til lejligheden valgte værdi af XYZ.
Der findes ingen gode monopoler og det er i den forbindelse ligegyldigt om de er gode til at tjene penge (Microsoft, Oracle, Apple, Google, ...) eller dårlige til at tjene penge (Twitter, GitHub, ...)
Faktisk er det nok værre hvis de er dårlige til at tjene penge, for så bliver de alt for ofte opkøbt, som vi netop har set det, af nogen der er gode til det.
Opkøbet kunne formodentlig have været undgået hvis flere GitHub brugere havde købt "private repositories", hvilket er lidt ironisk, alt den stund at dem der gjorde det, nu skal have sig nogle seriøse overvejelser om Microsofts adgang til indholdet.
Vi kan roligt antage at al ordflommen fra begge parter intet har med de underliggende realiteter at gøre, men et eller andet skulle man jo skrive i de uundgåelige press-releases.
For GitHubs ejere handler det om penge og intet andet, salget til Microsoft er en chance for at få deres investering hjem igen og tiden og Microsofts fremtidige aktiekurs vil vise om det lykkedes.
Men hvad handler det om for Microsoft ?
At de skulle gøre det for deres hjertes godhed, således som pressefoderet forsøger at indikere er naturligvis udelukket, det ville være tæt på ulovligt at gøre uden at rådføre sig med aktionærene.
At de er nødt til at indrømme up front at de ikke kommer til at tjene penge på det bør få alarmklokker til at ringe.
7.5 milliard USD, selv om det i praksis er Matadorpenge for Microsoft, er et så stort beløb at det ikke bare er et impulskøb eller en midlivskrise (Microsoft er 43 år gammel), der er en eller anden plan eller strategi.
Vi kan tage det som absolut givet at Microsofts markedsføring og license-enforcement vil kulegrave alle repositories på GitHub, private som offentlige, men det er formodentlig bare en bonus for dem, det betaler ikke regningen.
Hvis Microsoft prøver at gentage deres HotMail experiment og flytte GitHub over på Windows servere har jeg pop-corn klar.
Hvem de overbeviser om hvad, skulle operationen lykkes dennegang, er et godt spørgmål og heller ikke dette usandsynlige scenarie kan betale regningen.
Jeg tror vi er ude i Skype-terrænet her.
Skype blev oprindelig solgt til eBay men uden kildeteksten. Det salg gik efterfølgende tilbage for en brøkdel af prisen.
Derefter købte Microsoft hele Skype og de har lige siden arbejdet fokuseret på at destruere den helt centrale egenskab der gjorde Skype interessant: Peer-to-peer kommunikation med end-to-end kryptering.
Idag kører alle Skype-opkald igennem en Microsoft kontrolleret server og krypteringen er bruger-Microsoft-bruger.
Bortset fra "random acts of management" er den eneste sandsynlige forklaring på hele den manøvre at NSA betalte først eBay og derefter Microsoft for at brække Skype åben for dem.
Jeg tror at NSA, eller en anden USAnsk myndighed, har prikket Microsoft på skulderen og bedt dem "gøre noget ved GitHub" for gode ord og lukrative regeringsordrer.
Det kunne f.eks være hvis Alibabas ejer, Jack Ma, var begyndt at vise interesse for GitHub, hvilket ville tænde så mange alarmklokker om industrispionage at ingen i Virginia kunne falde i søvn for larmen.
Selv her i landet opdager virksomheder regelmæssigt at deres kode ligger på GitHub "fordi det var nemmere for udviklerne" og nogle virksomheder betaler ligefrem for det med vilje.
Det skulle være et rent mirakel hvis der ikke blandt de mange private repositories på GitHub kan findes detaljer om alt fra reservedele til F35 til arbejdskopier af regeringsrapporter og alt muligt andet.
Hvis GitHub blev solgt til udlandet kunne den nødvendige storvask i hele USAs statsapparat og forsvarsindustri nemt koste ca. det samme som GitHub.
FTC kunne teoretisk set gå ind og forbyde et direkte salg til udlandet, men hvis salget var til en kælevirksomheder eller -fond i USA ville det være meget sværere og det ville med det samme rejse et meget stort advarselsflag om at der var indhold på github af værdi.
At forestille sig GitHub nationaliseret, selv om loven er åben for den mulighed, er naturligvis umuligt og det ville under alle omstændigheder rejse det samme advarselsflag.
Derimod kan man så nemt som ingenting ringe til en af vennerne og sige "Vi har et problem vi gerne vil betale jer under bordet for at løse."
Det er ikke sikkert at en sådan vennetjeneste koster så meget når det kommer til stykket, MicroSoft får trods alt nogle fordele og muligheder ud af det og deres største problem er faktisk at de har for mange penge i pengetanken.
Om Microsoft bliver "betalt" ved at føderalregeringen ikke får ligeså stor rabat på Office som ellers, eller ved at der bliver købt en skibsladning licenser "for national security reasons" er i den forbindelse bare kreativ bogføring for begyndere.
Det var ihvertfald hvad jeg ville have gjort som direktør for NSA.
Om vi som ikke-USAnere stoler mere eller mindre på Microsoft end vi gjorde på GitHub er så en helt anden historie...
phk

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.