Dennis er død

Dennis Ritchie er død, efter længere tids sygdom.

Jeg er sikker på at gud og hver mand vil skrive nekrologer over Dennis og der vil blive skrevet op og ned af dørstolper om betydningen af C sproget og UNIX osv, så hvis I vil vide hvilket år han fik Turing prisen eller et håndtryk af Clinton, kan I rigeligt få de lyster stillet andre steder.

Det her skal handle om min morgenmad d. 18 juni 1998.

I 1998 var jeg hjemme i Danmark, men blev meget kraftigt opfordret, nærmest tvunget, til at indsende et paper til "FreeNix" sporet på Usenix' konference. Det blev til et paper om den malloc(3) implementering jeg havde lavet til FreeBSD.

Jeg fik ikke sovet hele vejen fra Slagelse til New Orleans fordi jeg sad ved siden af en ingeniør der lige havde været til "brobyggerfest" i anledningen af Storebæltsbroens åbning og lærte en masse om Mississippi og problemerne med at bygge broer over den.

Det blev ikke bedre af at New Orleans er en anelse varm om sommeren og hotellets air-conditon var sat til "polarstorm". Faktisk er der så varmt i NO, at da min mormors bror havnede der en sommer, drog han stik nord indtil han var tilbage på den rigtige breddegrad og endte sine dage som biavler i Saskatchewan.

En af de aller første ting jeg måtte gøre var naturligvis at se Mississippi og naturligvis var det svært ikke at synge "Ol' man river" fra "Showboat" når man nu engang har fået den boret ind i hovedet ved talrige prøver på en amatørmusical. En ældre herre af sort overbevisning måtte forbavset spørge hvad der foregik, for han genkendte melodien men ikke ordene.

Efter onsdagens konferenceprogram var der naturligvis forskellige sociale arrangementer og NO's legendarisk Cajun mad.

Torsdag morgen var jeg nogenlunde frisk og sjoskede ned til hotellets morgenmad, fyldte en tallerken med english breakfast, som de tror det skal være i USA.

Lige inden jeg greb ud efter kniv og gaffel er der en fyr, jeg ikke aner hvem er, der siger "This guy wants to talk to you" og efterlader en lille matematikprofessorlignende type ved mit bord.

Jeg kan lige så godt krybe til korset og indrømme at jeg ikke anede hvem manden var og rent rutinemæssigt antog ham for at være en eller anden tilfældig FreeBSD bruger.

Jeg indbød ham til at sidde ved mit bord, han hentede en smule frugt og lidt yogurt og kom og satte sig ned og sagde noget i stil med: "Kirk sendte mig en kopi af dit paper og det er det første nytænkning jeg har set om malloc siden vi skrev i Bogen."

Hent Profilanalysen og årets ranglister

Profilanalysen 2023

Han betonede "the Book" med den samme lille præcise accent som præster bruger til at gøre b'et stort i Biblen. Ikke ærefrygtigt eller salvelsesfuldt, bare bog med stort B istedet for bog med lille b.

Der var absolut ingen klokker der ringede hos mig, jeg anede stadig ikke hvem jeg sad og spiste morgenmad med.

Jeg svarede et eller andet med at taget i betragtning hvad RAM kostede nu om dage kunne jeg egentlig ikke forstå det, men at UNIX firmaerne formodentlig tjente flere penge ved ikke at optimere deres malloc.

Vi sludrede lidt frem og tilbage om malloc og VM systemer og FreeBSD og først da han siger "Jeg tror faktisk at de fleste af os i Bell Labs kører FreeBSD for tiden" var der en alarmklokke der begyndte at ringe.

På det tidspunkt var det naturligvis alt for sent at lave "We're not worthy, We're not worthy" fra Waynes world og jeg udbrød slet og ret "Ohh, now I know who you are..."

Dennis brød ud i et stort grin.

Jeg har heldigvis aldrig taget "Fanboiz" kursus i 4H og tillod mig i kraft af min placering som hovedudvikler i FreeBSD at betragte mig selv som, om ikke ligefrem ligemand så i hvertfald kollega med Dennis.

Og jeg havde lige et par høns jeg skulle have plukket med den kollega.

UNIX device-nodes f.eks. Hvad pokker er det for et grusomt hack med symlinks ind i et andet namespace baseret på magiske tal ?

Dennis havde et kort øjeblik "Jeg vidste ikke at vi skulle til prøve" ansigtsudtrykket på, men svarede så at jo, det var jo lidt af hack, men det var meget bedre end det første hack, for der var inode nummer 10 konsollen, på alle filsystemer, uanset hvad inode nummer 10 så iøvrigt ellers måtte tro at den var.

De havde lavet det om efter en lidt upraktisk episode hvor login programmet var havnet på inode nummer 10 ved et uheld.

...og så gik sludderen ellers, om passwords, tid og time_t, filsystemer, konferencer, berømmelse og fanboiz osv.

Jeg havde egentlig nok forventet at Dennis var helt fremme i skoene med UNIX og sad og kodede på nye hotte ting, men der måtte han skuffe mig, han var nærmest blevet en slags politiker nu om dage. "The curse of fame" som han kaldte det. Hver gang der var brug for en tungtvejende mening rullede de ham ud i en limoshine og han brugte alt for meget tid på retssager, advokater og memoer.

Jeg ved ikke hvor lang tid vi sad og sludrede, men inden vi skiltes sagde Dennis "You should really come visit the labs some day..."

Man skal passe utroligt meget på med USAneres gæstfrihed, bare fordi de siger "drop in some time you are in the area" skal man ikke begå den fejltagelse at dumpe ind uanmeldt, eller for den sags skyld overhovedet, uden at sikre sig at det ikke bare var en form for høflighedsfrase.

Men Dennis gentog opfordringen i email nogen tid senere, desværre på et tidspunkt hvor mit familieliv hang i ål og jeg var ved at rende mit firma igang uden at kunne forlade mine to små unger, så der blev aldrig noget ud af en pilgrimstur til "the Labs." eller knæfald foran Dennis' kontor.

Jeg så Dennis igen i publikum til mit foredrag og han gav mig en "thumbs up" da jeg var færdig.

I en af de efterfølgende email udvekslinger fik jeg endelig taget mig sammen og opført mig anstændigt og takkede ham for at han havde grundlagt den industri som gav mig noget at bruge hjernen til og brød på bordet.

Det er jeg ham stadig taknemmelig for:

Tak Dennis.

phk