Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Den Evige Metaforjagt

5 kommentarer.  Hop til debatten
Blogindlæg5. maj 2009 kl. 23:20
errorÆldre end 30 dage

Jeg har altid været stærkt fascineret af den enorme mængde lånt gods, billeder, metaforer, titler, mm. vi benytter os af indenfor it-verdenen. Tag f.eks. den nu for længst afsluttede Endiankrig om byte ordering, der låner sine billeder fra Gullivers Rejser. Fantastisk. Eller tag vores evige fascination af byggebranchen med sine ingeniører, arkitekter, rammeværk, infrastrukturer, etc. Her har vi virkelig fundet en bredt anvendelig metafor, der let lader sig adoptere ved blot at foranstille "it" eller "data" på termerne. Jeg er selv havnet smask midt i analogien med denne blog, hvor jeg efter sigende "rapporterer direkte fra den digitale byggeplads".

Komponenter

Sproglige billeder kan være stærke til at kommunikere en forståelse for et nyt område, men der er også en udtalt risiko for at vi strækker analogien ud over bristepunktet. Det skete i halvfemserne med komponentbaseret udvikling, et begreb vi meget bekvemt havde lånt fra elektronikindustrien. For hvorfor skulle software ikke kunne bygges som hardwaredimser med specialiserede formål og stykkes sammen på nye måder til masseproduktion i det uendelige? Der må da være et marked for generelle komponenter til alle mulige formål, tænkte vi - og det må kunne kapitaliseres på samme måde som chips og transistorer sælges på børser for den slags, tænkte andre.

Men vi havde lige glemt at software - i modsætning til elektronik - har den behagelige egenskab at kunne kopieres i det uendelige uden nævneværdige omkostninger og ofte uden videre af børn ned til førskolealderen. Det kan man ikke med en chip. Hvis en softwarekomponent ikke lige passer helt til den konkrete situation er det derfor ofte lettere at rette lidt i den end at forsøge på at vride det omkringliggende miljø på plads.

Lige der røg genanvendeligheden.

Aristoteles og mønstre

Markedspladserne for softwarekomponenter lod vente på sig og teknologien har kun nydt moderat succes. Men skidt med det! Der er altid en ny metafor om hjørnet vi kan udforske og sy vores software efter. Det gik rimeligt godt da vi lånte fra tidlig græsk filosofi og Aristoteles med venner til at formulere objekt-orienteret programmering. Det gik også godt da vi listede Design Patterns ud af den rigtige arkitekt Christopher Alexanders hænder som en metode til at beskrive generelt anvendelige løsninger på specifikke software designproblemstillinger - dvs. lige indtil vi gik over gevind og lavede patterns og anti-patterns for alt hvad vi kunne komme i tanker om herunder i den lidt sjovere ende, dating.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det udvandede ligesom konceptet lidt.

Services og skyer

Men se så bare hvad vi kan med servicebegrebet, hvor vi behændigt udstiller alle mulige forretningsværdiskabende tjenester over et netværk fra bestilling af telefonrensning til kreditkortbetaling - helst med XML. Den slags har klart brug for en arkitektur (SOA) og hvorfor stoppe der? Lad os tage de traditionelle programmer, tekstbehandling, regneark, økonomisystemer og flytte dem i et datacenter! Så får vi nemlig Software as a Service (SaaS), som selvfølgelig kører på en platform - og den lejer vi skam også ud med dit favorit styresystem, database og hvad du ellers har brug for (PaaS).

Men vent, den slags kører jo i et datacenter på potentielt masser af servere (der var lige en metafor fra restaurationsbranchen), som håndteres af dem der ejer SaaS og PaaS tjenesterne. Den slags kan man skrue på og så bliver det pludselig Infrastructure as a Service (IaaS). Alle disse dejlige nye begreber udspilles fjernt fra brugeren i en uformelig sky, der kan tilpasse sig alt efter behov. Cloud Computing. Marketing jubler med.

SaaS og PaaS er ikke så gamle begreber og lige som vi tænkte at det var tid til at introducere Business as a Service kom der nogen og lukkede festen ved at generalisere lidt for hårdt med Everything as a Service (EaaS), så nu er forvirringen total og vi må finde på noget nyt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Jeg stemmer for at vi tager et kig på landbruget!

Der er garanteret potentiale i bur-programmører og økologisk software.

5 kommentarer.  Hop til debatten
Debatten
Log ind for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
4
Indsendt af Anonym (ikke efterprøvet) den ons, 05/06/2009 - 11:50

Helt enig Kåre. Bullshit-bingo og den næste hype fylder meget i medier og specielt marketingafdelingernes retorik.

Men samtidig er der også et tiltagende behov for at kommunikere og reducere det komplekse til noget forståeligt. Og her er analogierne vigtige.

F.eks. slutter du lidt morsomt-sarkastisk af med at tale om økologisk software. Men vi har adskillige vinkler som gør den analogi berettiget. Man kan tale om genbrug i open source eller - som jeg ville gøre det - i en semantisk åben forståelse. Man kan tale om energi-effektiv software som har respekt på forbrug af ydre enheder og energien som medgår til beregninger. Man kan tale om dependable eller fejltolerant software, dvs. software designet til at holdbar eller bæredygtig.

Personligt har jeg sammenlignet sikkerhed med 70ernes miljødiskussionen i årevis fordi det ikke er et spørgsmål om sikkerhed eller service ligesom det ikke er et spørgmsål om produktion eller miljæ - vi vil have begge dele.

Lige så vel som Novozymes enzymer kan katalysere processen og mindske både energi og forurening samt forbedre tøjvask kan pseudonymisering og virtualisering ikke bare facilitere services uden at underminere sikkerheden. Det kan samtidig skabe rum for semantisk åben interoperabilitet og dermed skabe systemstrukturer som kan tilpasse sig behovene istedet for at være legacy inden de er implementeret.

Hvedproblemet med Digital Forvaltning i Danmark er at den ikke er bæredygtig eller "økologisk" - den spilder ressource uden at tage ansvar for den eksponentielt akkumulerende regning. Det er altså seriøse problemstillinger i millard-klassen som vi netop skal bruge en analogi for at kunne håndtere.

1
6. maj 2009 kl. 07:22

Så ser vil nok fishing og fiskenettet der bliver trawlet af web spiders..

2
6. maj 2009 kl. 08:27

For slet ikke at nævne piraterne, der flyder rundt over fiskene.

Og lad os ikke glemme gartnerne: Træer, grene, blade og tilskæring. Eller VVSerne: kilder og afløb.

3
6. maj 2009 kl. 09:50

Jeg stemmer for at vi tager et kig på landbruget!</p>
<p>Der er garanteret potentiale i bur-programmører og økologisk software.

Den er jeg helt med på. Jeg er f.eks. rendt på meget software, der viste sig at være noget gylle!