Den elendige jobansøgning
Jeg har netop gennemført en ansættelseproces, hvor feltet af kandidater talte ikke færre end 40 mennesker. Det kan måske lyde af meget og tanken om at kaste sig over en så høj stak af CV'er krydret med følgebreve af svingende kvalitet kan da også have en temmelig udmattende virkning. Det kræver lidt tilløb.
En første grovsortering af feltet skulle imidlertid - meget skuffende - vise sig at bringe antallet af potentielle ansatte ned på 10. Der var med andre ord 30 ansøgere, der ikke stod distancen og det var der et antal grunde til. Jeg har opgjort de værste brølere nedenfor:
#1: Ret ryggen og lad være med at klynke. Hvis du vil have jobbet må du starte med at tro på at du faktisk er kvalificeret til det. En kandidat skrev i sit følgebrev, "... I earnestly request you to give me opportunity & hope to make good involvement. I am willing to work in all parts of country/world ...". En anden kandidat skrev, "If you give me a one chance I will prove my self because I know my capability and give my best in company growth."
#2: Overvej om du faktisk er kvalificeret til jobbet. Flere af kandidaterne inklusive førnævnte havde ringe eller slet ingen programmeringserfaring og det kan måske lyde hovent i visse kredse, men når der eksplicit står "programmør med erfaring i Java" så er en MBA bare ikke nok. Gør os alle en tjeneste og søg noget du er kvalificeret til!
#3: Selvtillid er godt, tom selvfedme er kvalmende. En enkelt kandidat var så autosufficient i sin retorik, at det var på den anden side af latterligt, "Har total styr på databaser, cgi og c baserede sprog. Asp er f.eks ikke et problem, lærte det på ca 10 minutter, en meget light version af C, Java ville være interresant at udvikle i. Kan lave et produkt fra start til finish, planlægning, database, gui, implementation og test. Sprog og teknik er underordnet da jeg i løbet af 1 dag ville kunne læse og forstå ethvert sprog." At selvsamme kandidat så have været ude af it-branchen i 5 år satte ligesom en fed streg under ...
#4: Send brevet til den rigtige virksomhed. Det kan lyde banalt, men det føles faktisk rigtig underligt at modtage en ansøgning, der er stilet til en helt anden personalechef. En kandidat kom for skade at sende følgende, "If you think that I am not able to manage the job in DFDS groupso you can hire me as a trainee then I can learn the work and in return I will give my best in growth of company." Jeg arbejder for Silverbullet A/S ...
#5: Læs korrektur på din ansøgning. Eksemplerne ovenfor er i flere tilfælde semantisk og syntaktisk sjuskede. Det giver ikke lige det bedste førstehåndsindtryk og efterlader læseren med bekymringen om at denne slaphed også bærer igennem i arbejdet.
#6: Sig tak for samtalen. 10 af kandidaterne slap igennem første nåleøje og dem screenede vi telefonisk, men kun ganske få vendte tilbage umiddelbart efter per mail. Det behøver ikke være noget særligt, men "tak for en behagelig samtale. Jeg ser frem til at høre fra jer og håber på at kunne uddybe mine kompetencer ved et møde" efterlader et ret godt indtryk hos den der skal ansætte dig.
Så kære kandidat. Næste gang du skal lave en ansøgning vil du da ikke være rar at overveje mine råd? Så kan vi begge få mere tid til andre og mere spændende ting.
På forhånd tak!

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.