Dataarkæologi, kopisikring, kryptering og den slags...
Som jeg har nævnt tidligere, er jeg igang med at skrive en software emulering af Datamuseum.dk's R1000 s400 computer
Jeg indrømmer blankt at det startede som et HMBAWT projekt, men det skrider stille og roligt fremad.
Den foreløbigt eneste stopklods forsvandt denne weekend, idet det lykkedes mig at læse indholdet af den kopisikrede 8051 microcontroller der sidder på RAM kortene.
Objektivt set er der ingen grund til at den 8051 er kopisikret, det var tilsyneladende ikke engang noget Rationel have bedt om, men bare noget Intel gjorde per default, hvis man købte fabriksprogrammerede microcontrollere på det tidspunkt.
I teorien kan det godt være at der et eller andet sted i verden, på en eller andet datamedie i en eller andens kælder ligger en kopi af denne microkode, men held og lykke med jagten...
Nu om dage er vores primære bekymring i Datamuseum.dk om databærende medier faktisk virker eller om de er begyndt at tabe bits.
Det kan være forbavsende svært at gennemskue.
Jeg kæmpede f.eks for nyligt med to "piggy-back" EPROM'er fra en NASCOM-2 computer.
Fordi der stod "SKAK" på den mærkat der mørklagde vinduet, antog jeg at det var Z-80 kode jeg ledte efter, men der var alt for mange 0x0 og 0xf.
Heldigvis var der nogen jeg kunne spørge:
Duh!
De mest værdifulde arkælogiske fund, har altid været dem der oprindeligt var et uheld, nogen der tabte eller mistede noget, noget som blev fundet eller fisket op mange generationer senere.
Disse fund er særligt værdifulde fordi de ikke er iscenesat, I modsætning til når folk faktisk har gjort noget for at eftertiden skulle vide et og andet og naturligvis præsenteret sagen fra bedste side ved den lejlighed.
Indtil videre har kopisikring og kryptering ikke været noget stort problem for vores arkæologiske arbejde, men vores uformelle "mindst 25 år gammelt" regel er ved at nå til 1997 og hvor kryptering ikke længere kun var et folkloristisk ritual kaldet "PGP Key-Signing" som IT-nørder hyggede sig med på deres konferencer.
Vi har allerede kasseret enkelte artifakter som "værdiløse", fordi de var krypterede og det ikke så ud som om det ville være besværet værd, selvom det sikkert kun var DES
med et dårligt password.
Det kommer vi til at se mere fremover, i takt med at 25 gammel teknologi bliver mere og mere kompetent.
Men indtil videre går det meget godt, og der er masser af interessante og udfordrende projekter at tage fat på i Datamuseum.dk.
Det kunne f.eks være ret sjovt at få en NASCOM-2 til at spille skak igen...
phk
