Markedet for ERP/økonomisystemer til mindre virksomheder har undergået en voldsom forvandling de seneste ti år. Ved mindre virksomheder mener jeg det, man ofte refererer til som SME (1-50 mio. EUR oms.) eller Micro Business (< 1 mio. EUR oms.) .
Vi har imidlertid kun set første bølge af udviklingen, og jeg tror at såvel produkter som leverandør vil se meget anderledes ud fem til ti år frem i tiden i.f.t. hvorledes vi kender markedet i dag.
Den helt store driver for denne forandring er Cloud, og jeg ser at skiftet i markedet kommer som en række mere eller mindre overlappende bølger. Du får mit bud på de 3 cloud bølger i nærværende og to foregående blogindlæg .
## Cloud bølge 3 - Fra "Yoghurt naturel" til brancheløsninger
De fleste ERP/økonomisystemer til mindre virksomheder i skyen i dag er det jeg ofte kalder: "Yoghurt naturel". Det er fuldstændigt horisontale løsninger, som passer ind uanset hvilken branche som virksomheden arbejder i .
Meget tyder på at en økonomiløsning i skyen til den lille virksomhed er godt på vej til at blive en "Commodity" dvs. at selv om produkterne måske ser lidt forskellige ud, er der meget lidt forskel på det produkt man får, uanset hvilken leverandør man vælger. Dette vil skabe et stort pres på prisen, som typisk går hen og bliver den væsentligste differentiator mellem systemerne.
Har man rigtigt mange kunder, kan man ofte stadigt kunne tjene gode penge uanset at prisen falder, mens de mindre leverandører typisk vil blive pressede. Det efterlader dem i en situation, hvor de skal finde nicher, hvor de kan skabe sig en position.
Mit bud på dette vil være at mange leverandører - store som små - vil forsøge at skabe sig konkurrencemæssige fordele ved at fokusere på udvalgte brancher. For de små vil drivkraften være konkurrencefordele og for de store, vil det være udsigten til at kunne øge værdiskabelsen og dermed forretningen i.f.t. kunden.
Jeg tror, at vi om nogle år vil se relativt brede ERP skyløsninger til mindre virksomheder. Det kunne f.eks. være løsninger til tandlæger eller frisører, der kombinerer on-Line tidsbestilling, CRM, salg i butikken, og bogføring. Der er allerede en del eksempler på sådanne løsninger f.eks. Cloudfarms til svineproducenter eller bedemandssystemet Opus2i.
Jeg er således overbevist om, at cloud vil drive en vertikalisering af løsningerne i SME ERP cloud markedet på samme måde, som vi har set at ERP løsningerne højere i markedet er blevet langt mere industrifokuserede de senere år.
Vi har som sagt kun set første bølge af cloud revolutionen: Fra kælderen til skyen. De kommende år må øget internationalisering (bølge 2 : Fra lokale til globale leverandører og systemer) og øget vertikalisering af løsningerne (bølge 3 - Fra "Yoghurt naturel" til brancheløsninger) forventes at forme markedet og ændre leverandørlandskabet for ERP/økonomisystemer til små virksomheder.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.