BYOD – en amerikansk marketing-tsunami?

BYOD – Bring Your Own Device. Dagens it-mantra. Det er altid morsomt at følge, hvordan en tanke eller et koncept kan samle så meget momentum, at man som virksomhed pludseligt hører sig selv sige, at ”det skal vi da også” – uden egentlig at have gjort sig helt præcise refleksioner over, hvorfor og til hvad… Og lad mig lige understrege: Jeg kan godt forstå, at enhver it-ansvarlig i øjeblikket enten har formuleret eller er i gang med at formulere en strategi, der kan passe til tidens "tag-dig-eget-grej-med" trend. Ellers er man jo helt bag om dansen…

Men hvad er det med os danskere? It-afdelingerne rundt omkring i det ganske danske land har i årevis - måske i stilhed - gået rundt og opbygget "vælg-dit-eget", "fleksible", "åben arbejdsplads" systemer. For i modsætning til, hvad mange tror og udtrykker, så har it-folk faktisk en rimelig idé om, hvad det er, brugerne gerne ville have af it-værktøjer. Men så meget desto morsommere er det så, at der skal en massiv Gartner-ficering af en amerikansk 3-4 bogstavsforkortelse til, før den forretningsmæssige ledelse i virksomheden får øjnene op for, hvad der egentlig har stået i de læssevis af projektforslag om fleksible arbejdspladser, der har ligget på deres bord igennem de sidste år.

Og udfordringen er klar og tydelig: De "fremmede" devices er på vej. Eller skulle man måske snævre det lidt ind? Taler vi virkeligt en masse forskellige devices, eller er problemet mest tablets med iPad'en som frontløber? Når vi taler BYO, så er det jo brugeren, der EJER grejet. Det er vedkommendes EGET grej.

Hånden op derude på alle dem, der køber deres egen private mobiltelefon eller bærbare pc/Mac og bruger den som det primære arbejdsværktøj på jobbet? Eller har man ikke bare en virksomhedsudleveret telefon/maskine, som man mest gør brug af?

Kunne man reelt ikke bare opsummere den danske BYO-bølge til det mere provinsielle begreb "jeg-vil-have-arbejdsmail-på-min-ipad"?

Og nu kan jeg forestille mig, at en række hænder ryger i vejret på folk, der på deres arbejde har sådan en smart indkøbsportal, hvor man kan vælge at spæde lidt i selv og så få en lidt smartere bærbar pc, end den man normalt ville have fået udleveret - eller ligefrem en… Mac, måske? Men så har du ikke taget dit eget grej med - du har brugt lidt ekstra penge på at vælge ét firma device frem for et andet. Det er ikke Bring-Your-Own, det er Choose-Your-Own. Og da den pågældende smartphone, tablet, pc eller Mac har firma DNA, så har man som bruger heller ikke rigtigt noget imod, at firmaet også har en vis kontrol med apparatet. Lige præcis DET forhold er ellers det, der gør "rigtig" BYO vanskelig. Hvis jeg har købt mig en 5.000 kroners bling-bling telefon for mine egne penge, vil jeg så tillade, at firmaet installerer en management-agent på den "for at kunne tilbyde virksomhedens it-service"? Hvad kan de mere med den agent? Se min private Gmail-konto på telefonen? Se mine billeder? Se de websites jeg besøger med min mobilbrowser?

Og hvad gør det så, om vi siger Bring-Your-Own eller Choose-Your-Own? Er det ikke to alen af ét stykke? Det simple svar må jo så være: Nej! CYO er blot et udtryk for, at virksomhederne (endelig) slækker på gamle dogmer om at have én device-platform til at dække alle behov. Og så har man endda i visse tilfælde fået medarbejderen med på, at ”ekstra lir kræver ekstra klir”. Smart.

Et decideret BYO scenarie kræver, at vi kommer et spadestik dybere. Vi skal nemlig have fokus på at adskille arbejdsrelateret og privat indhold. Men virksomhederne skal også have mulighed for at kunne rumme, at medarbejdere – selvfølgelig specielt på mobile BYO devices - kan have forskellige tele- og dataudbydere tilkoblet.

Oveni det kommer så, at mange opererer med en forudsætning om, at et BYO scenarie i virksomheden vil mindske device-supporten fra it-afdelingens side, fordi brugeren så selv skal stå for denne support. Men sådan går det sjældent. Det kan godt være, at det lyder godt på papiret; men det, jeg hører igen og igen fra it-support-afdelinger rundt omkring, er, at dette bestemt ikke er tilfældet. I sidste ende er det jo altså også i virksomhedens interesse, at grejet virker, så medarbejderen kan udføre sit arbejde. At man kan tage sin telefon, læse sin e-mail og tilgå virksomhedens systemer.

Effekten er reelt, at it-afdelingen ender med at skulle bruge supporttid på et væld af forskellige bruger-devices. Specielt fordi man typisk starter BYO-initiativer op med brugere på ledelsesniveau eller tilsvarende. Og hvis de ”udbeder” sig support fra it-afdelingen, så får de sjældent nej! Skulle de mod forventning ikke få hjælp derfra, så ”forstyrrer” de i stedet de af deres kollegaer, der måtte have lidt it-kompetencer. Og presto, så røg et af besparelsesaspekterne i BYO, som skulle være med til at finansiere gildet. Omkostningen i form af supporttid er endda blevet udbredt til almindelige ikke-it-faglige medarbejdere. Hvorfra skal denne tabte arbejdstid hentes hjem? Og så har vi endda slet ikke løftet dynen på hele BYO-application bølgen, hvor brugeren selv medbringer den software, som de gerne vil bruge…

Så vil vi egentlig BYO-vejen eller er det reelt CYO, der trækker?