Nu har Black Lives Matter også fundet indtog i IT verdenen. I mit LinkedInfeed for nylig fik jeg øje på en post fra en af mine amerikanske venner, som ikke er hvid. Han klagede over, at han i mange år havde været træt af, at han i kraft af sit virke i Tech branchen var blevet tvunget til at bruge ord som master/slave og blacklist/whitelist. Sådanne oplevelser er årsagen til, at GitHub nu vil droppe ordet "master" for at undgå referencer til slaveriet. Min ven er en supersød fyr, men han tager fejl, ligesom GitHub gør ved at ændre sådanne benævnelser.
Skal vi også ændre ord som "ID", fordi det får illegale indvandrere til at blive nervøse og føle sig uvelkomne, eller "binaries", fordi non-binære (altså folk som ikke opfatter sig som enten mand eller kvinde ) opfatter det som diskrimination at snakke om det på den måde?
Nu er jeg selv så hvid, som dagen er lang og kedelig her nordpå og kan ikke påstå, at jeg har følt, hvordan det er at være sort. Når politiet stopper mig i USA, bliver jeg ikke skudt, men får lov at køre videre med en påtale om at lade være med at lave ulovligheder fremover.
Til gengæld ved jeg noget om sprog og antagelsen bag GitHubs beslutning, og min vens udlægning er simpelthen bare forkert. Vi kan give ord alle mulige fjollede koder i stedet og blive ved med at skifte dem, når de bliver almindelige nok til at kunne opfattes som stødende, uden at det skaber nogen ændring af sig selv.
Dette har et videre samfundsmæssigt perspektiv, som jeg ikke vil forholde mig til, men de tekniske perspektiver af at begynde at ændre velkendte og indgroede termer er ikke trivielle, så hvis vi skal gøre det, skal der være en værdi for alle sorte, hvide, gule og blå.
Den sproglige misforståelse
For det første bunder hele denne politisk korrekte sprogopfattelse i en fundamental misforståelse af sprog som noget, der har en og kun en betydning. Allerede med den pragmatiske sprogteori i midten af forrige århundrede begyndte forestillingen om sproget som en logisk kodning i et fysisk medie, som med nul støj kunne afkodes, hvis man var kompetent sprogbruger, at erodere. Filosofferne J.L Austin og John Searle fokuserede på, hvilken effekt sprog havde, ikke at det kodede betydning 1 til 1.
En udløber af pragmatisk sprogteori var Dan Sperber og Deirdre Wilsons relevance theory fra midten af 80'erne, som bedst kan beskrives som en niche teori, som jeg muligvis er den eneste i Danmark, som har interesseret sig for (den har dog fået noget vind i sejlene igen, efter at Michael Tomasello har inkorporeret den i sin kommunikationsteori. Og ham siger min datter at de godt kan lide på sprogvidenskab på uni). Denne påpegede netop de logiske og praktiske problemer ved at opfatte sprog på samme måde som computersprog, nemlig som noget der blev kodet af hjernen og sluppet ud i verden i form af lyde eller tegn til efterfølgende afkodning hos modtageren. Sprog handler i stedet om at skabe nogle signaler, som med en eller anden sandsynlighed kan få modtageren til at opfatte din hensigt med at kommunikere.
Her kommer historikken med ind i billedet, for hvis jeg gerne vil sige til min datter, at vi i dag skal have kylling til aftensmad, så kan jeg jo godt ændre ordet kylling til økse, fordi nogle af mine venner synes, det er stødende at bruge ordet kylling. Men historisk set har alle kompetente sprogbrugere, som havde til hensigt at henlede opmærksomheden på denne lille fugl, som smager så dejligt med sprødt skind og lidt citron og timian, sagt "kylling", og sagt "økse", når de henviste til det, man bruger til at hugge hovedet af den med. Så hvis jeg sagde "vil i ikke kommer over til mig til en dejlig økse" ville det jo være lidt goddag mand økseskaft.
Dette er naturligvis en smule fortegnet. Der kan være nuancer i sproget, og vi gætter altid i en eller anden grad, hvad vores samtalepartners intention er med de ord, han/hun anvender. Så sprog er ikke computerkode, der parses af en compiler, men gætværk baseret på kontekst og historie.
For det andet bunder misforståelsen i, at modtageren bestemmer, hvad ordet betyder. Sprog opstår i dialog. Som vi lige har set, handler kommunikation om, at få en anden til at forstå ens intention om noget; det betyder, at det er en gensidig proces. Derfor kan den ene ikke stille sig op og sige: ”Du siger x”, og den anden kan heller ikke bare sige: ”Det, jeg mener, er y”. For at sige det på en anden måde: Modtageren kan ikke unilateralt bestemme, hvad intentionen er. Afsenderen kan have en helt anden intention med de ord, han/hun bruger, men kan ikke være sikker på, det bliver modtaget som intenderet.
Frelse eller forvirring?
Når vi benytter tekniske termer som blacklist/whitelist og master/slave, så vil effekten af pludselig at ændre ord være, at alle kompetente sprogbrugere (IT-folk), som er vant til at bruge disse termer, nu skal til at bruge en anden term. Det vil skabe forvirring. Forvirring vil medføre fejl og spild af tid. Fejl og spild af tid medfører spild af ressourcer og nedbrud. Det er prisen for at ændre stødende tekniske termer.
I mellemtiden har folk, som ikke er hvide, ikke fået det det mindste bedre, for politiet i USA skriver ikke kode. Hverken på GitHub eller andre steder. En minoritet blandt politiet i USA vil stadig skyde forsvarsløse mennesker af alle hudfarver efter forgodtbefindende, hvis ikke andre tiltag iværksættes.
Jeg synes, vi skal gøre meget for, at dumme, selvtilfredse, hvide mennesker som jeg, der får det hele forærende, ikke skal have det for let. Vi skal skabe bedre rammer for andre etniciteter og kvinder (og non-binære selvfølgelig). Subjektive fornemmelser for sprog og arbitrære ændringer, der kun skaber forvirring, vil intet hjælpe. Alt det er symboler og overflade, der bortleder opmærksomheden fra substansen. For at få et mere inklusivt og diversificeret arbejdsmiljø er det jo åbenhed og respekt, der skal fremmes.
...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.
