Jeg har brugt en Mac siden begyndelsen af halvfemserne og bliver ved, fordi den trods alt føles bedre end alternativet. Nu ved jeg godt at slagsmålet mellem tilhængere af Mac og Windows kan ligne en borgerkrig i Mellemøsten, så lad være med at fortælle, hvorfor jeg skulle bruge noget andet.
Jeg vil pege på nogle af de irriterende detaljer som skyldes, at Apple ligesom enkelte andre fabrikanter lægger mere vægt på udseendet end brugbarheden, og derfor kan irritere deres brugere.
Lad mig starte med indpakningen af den stationære. En stor brun papkasse, uden nogle udskæringer eller nogen form for håndtag som den kan løftes i. Æstetisk og miljøvenlig. Indeni er der en almindelig kulørt papkasse, der nok er mindre mijøvenlig, men til gengæld med et håndtag. Det opdagede jeg bare først, da jeg kom hjem. Nogle Mac brugere har ikke en Tesla til at køre deres computer hjem. De har ikke engang en bil.
Computeren har den samme irriterende detalje som min tidligere model: USB stikkene sidder på bagsiden, hvor de er svære at nå og umulige at se. Designeren kunne nok ikke lide at forsiden havde stik som mindede om, at den indeholdt noget elektronik, mens andre mennesker har brug for at tilslutte USB stik eller eksterne harddiske.
Nu er jeg også bruger af en iPad. Den har et enkelt og smukt design. Det er bare ærgerligt, at jeg ligesom alle andre brugere må putte et omslag på, til at beskytte den mod fald og stød. Det tager noget af elegancen, og gør det ret ligegyldigt, om Apple har klaret at lave den nogle millimeter tyndere.
Til gengæld gør Apple noget for at hjælpe små virksomheder. Det har skabt en hel industri som lever af at erstatte knuste glas på iPhones. Sådan en bruger jeg ikke. Der er åbenbart en løbende udgift til nyt glas, at dømme efter alle dem jeg ser gå rundt med en iPhone med revner i glasset, fordi de ikke har haft tid eller råd til at få det skiftet.
Det bliver ikke bedre af, at Apple endnu ikke har nået samme sofistikerede niveau som en cola-flaske, der er tyndest på midten, så den er lidt lettere at holde fast på.
Nu er der det principielle problem med alle smartphones, at de ikke giver noget taktilt feedback, du kan altså ikke mærke når du trykker tasten ned. Det øger risikoen for at trykke forkert. Derfor er fysiske taster bedre i en nødssituation, og faktisk i de fleste situationer hvor du skal lave et opkald.
Brugerne af mobiltelefoner er ofte nervøse eller har travlt i det øjeblik de skal bruge den, og går med den i den baglomme, der er til rådighed. En mobiltelefon er altså mindst ligeså udsat for stød og slag som et armbåndsur, og vi forventer den kan holde til almindeligt dagligt brug.
Igen er løsningen et hylster, som spolerer telefonens slanke elegante udseende i annoncen eller forretningen. Med mindre telefonen kun er ment som et statussymbol, der lægges forsigtigt på cafebordet, hvor både tricktyve og andre kan se den.
Apples computere har været gennem en lang udvikling, fra nogle der var designede rundt om funktionaliteten, til en periode i halvfemserne, hvor de designmæsigt næsten nåede ned på niveau med de værste no-brand pc-ere, og frem til de nuværende produkter, hvor der er taget mere hensyn til udseendet i forretningen end til den daglige brug.
Nu spekulerer jeg på hvordan Apples designere vil lave andre produkter. En køkkenkniv uden et skaft, men i stedet med et langt skarpt blad fra den ene ende til den anden. Så vil der være marked for at sælge skæfter som kan købes separat og sættes på.
Eller hvad med en trappe, uden nogen trin der forstyrrer linjerne i den harmoniske glatte slisk fra første sal ned til stueetagen?
...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.
