Al den ensomhed – hvor kommer den fra?

All the lonely people. Where do they all come from? Sådan sang The Beatles i 1966, og spørgsmålet er ikke blevet mindre aktuelt siden. I England udnævnte man i 2018 verdens første minister for ensomhed, og også herhjemme er antallet af ensomme børn, unge og voksne steget til et punkt, hvor Dronning Margrethes i sin nytårstale i 2019 til opfordrede til handling. Ensomhed er blevet en samfundsudfordring.

Den engelske ensomhedsministers opgave blev ikke mindre under Covid-19, og hvor kombinationen af nedlukning og online-tilværelse fik ensomhedstallene til at stige, også herhjemme. En undersøgelse foretaget af DJØF sidste år viste, at to tredjedele af de studerende på de økonomiske og juridiske uddannelser følte sig ensomme under Corona-nedlukningerne (før var det kun hver fjerde). Og også Danmarks Evalueringsinstituttet (EVA) har undersøgt studerendes oplevelse af ensomhed og konkluderet, at andelen af studerende, der har oplevet ensomhed, er steget fra 56 procent i 2017 til 63 procent i 2020. Og den andel, der angav at have let ved at lære medstuderende at kende, faldt fra 73 procent i 2017 til 43 procent i 2020. Dertil har en undersøgelse fra DPU, Aarhus Universitet af de danske skoleelever vist, at 57 procent er enige eller meget enige i, at de følte sig mere ensomme under nedlukningerne end førhen.

Online rimer ikke på ensomhed

Overraskende er det nok ikke, at flere unge angiver at opleve ensomhed, når de er afskåret fra deres normale skole- og uddannelsesliv, men det er til gengæld forskelligt, hvad lærere, undervisere og også forskere udleder af denne tendens. Nogle hælder til den konklusion, at online-undervisning er socialt og sundhedsmæssigt risikofyldt og at det eneste, der dur, er god gammeldags undervisning i et klasselokale eller en forelæsningssal. Det overses ofte, at der faktisk er flere muligheder - for eksempel at kombinere og balancere online-undervisning med fysisk tilstedeværelse. Der er nemlig ikke belæg for, at det er online-undervisningen, som i sig selv skaber ensomhed, hverken hos elever, studerende eller for den sags skyld andre mennesker.

Den britiske forsker David Vincent gør i bogen ”A History of Solitude” om ensomhedens kulturhistorie opmærksom på, at vi først efter 2. verdenskrig, hvor individualiseringen af samfundet satte ind, begyndte at tale om ensomhed som et problem. Han peger desuden på, at psykologer for alvor er begyndte at interessere sig for forskellen på alenehed (solitude) og ensomhed (loneliness) i slutningen af 1980’erne. Og endelig peger han på, at skabelsen af Internettet og begyndelsen på den digitale revolution repræsenterer kulminationen på menneskets søgen efter socialt fællesskab, men også – og mindst lige så vigtigt – at kunne vælge det fra.

Online-netværk og teknologier har altså løst et almenmenneskeligt behov: hvordan være alene, men dog i socialt selskab. Men det er samtidig balancen eller snarere ubalancen mellem at være alene i forhold til at være sammen såvel online som fysisk, som bekymrer os – det gjorde det også før Covid-19.

Men tilbage til uddannelse. Forskerne Jesper Tække og Michael Paulsen argumenterer i bogen ”A New Perspective on Education in the Digital Age: Teaching, Media and Bildung” fra 2022 for, at kombinationen af digitale og analoge medier er både ønskelig og nødvendig. Også i forhold til fremtidige nedlukninger. Men de gør også opmærksom på, at vi var for uforberedte på nedlukningerne. For det første, fordi vi historisk har investeret meget i hardware og alt for lidt i udvikling af moderne dannelsesorienteret undervisning, som medtænker de digitale (sociale) medier. For det andet fordi der ikke blev taget tilstrækkelig højde for elevernes og de studerendes sociale vilkår, herunder, at nogle lever for meget alene, at det, for nogen, kan virke intimiderende, når læreren stiller dem spørgsmål online i hele holdets påsyn, etc.

Fjern ensomhed, beskyt alenehed

En foreløbig konklusion byder sig til, nemlig, at det er behov for mere viden om, hvad ensomhed er, og hvordan man reducerer dårlig ensomhed. Men også, at det handler om holdningsdannelse; Om hvordan man forholder sig til egen og andres ensomhed og i sidste instans hvordan, der skabes en bedre balance mellem alenehed, ensomhed og fællesskab i dets forskellige former i uddannelsessystemet såvel som i samfundet.  

Sondringen mellem ’alenehed’ og ’ensomhed ’ er vigtig og nyttig, når man skal skelne mellem dårligt og godt i denne sammenhæng. Den dårlige ensomhed er ufrivillig og varer for lang tid. Modsat er frivillig alenehed i passende doser både positivt og helt normalt – og for mange af os opvokset med eneværelser helt nødvendigt.  Men samtidig er elevers og studerendes vilkår for produktiv alenehed underbeskrevet, mens frygten for at være ensom er omfattende beskrevet og målt på.

Vi har en historisk chance for at gøre noget for de ensomme børn og unge gennem en udforskning af, hvor ensomheden og ubalancen mellem fællesskab og alenehed kom fra, for den var der også før den digitale æra begyndte. Bedre viden er forudsætningen for en kvalificeret social og pædagogisk indsats både i og uden for uddannelsessystemet.