Åbne skoledata
Jeg har en ven. Han har som mange andre skolesøgende børn. Som de fleste af sådan nogle forældre, bruger han SkoleIntra.
Det var han ærligt talt blevet en smule træt af, så han satte sig til at bruge nogle aftentimer på at lave en mobil-app til SkoleIntra. Han installerede iOS-app'en og hittede ud af, hvordan SkoleIntras API skulle kaldes, og så gik han ellers i gang.
Jeg fik lov til at prøve preview af denne app, og selvom den ikke implementerede hele forældre-brugerfladen, så var det en klar forbedring i forhold til, hvad jeg ellers har været vant til.
Der var selvfølgelig noget snak omkring, at det kun var et spørgsmål om tid, for itslearning (firmaet bag Skole/Forældre-intra) satte en stopper for det, men min ven var optimist og kløede på og fik den udgivet i app-butikken.
Jeg har KUN hørt om positive tilkendegivelser efterfølgende - de fleste var ret glade for det arbejde, han havde lagt i den.
Men ...
... for der er selvfølgelig et "men". Det endte jo ikke værre eller bedre end at itslearning (eller, dets advokater) skrev til ham og bad ham om at trække app'en tilbage.
Jeg kender faktisk ikke nogen forældre med børn i folkeskolen, der ikke bruger Skole/ForældreIntra. Så i virkeligheden har itslearning et defacto-monopol på "drifts-data" omkring vores børn i folkeskolen. I princippet er dette jo en naturlig - og positiv - konsekvens af et kapitalistisk samfund - itslearning har været på det rigtige tidspunkt med det "rigtige" produkt og har (heldigvis, for dem) fået en markant, dominant position på markedet for skole-intranets.
Men set fra et samfundsmæssigt synspunkt er monopoler sjældent nyttige. Enten resulterer disse i "fattigere" produkter eller i højere priser.
Set fra et forældresynspunkt holder itslearning ForældreIntra i et jerngrab. De har lavet web-frontend til den, og de har lavet apps til Android og iOS. Så hvis jeg vil have adgang til data om mine børn, så er det disse tre muligheder jeg har. Det er i øvrigt nøjagtig samme problematik med "Infoba", som bruges af daginstitutionerne i min kommune. Hvis jeg vil have adgang til data om mine børn, så er jeg tvunget til at bruge de grænseflader som firmaet bag Infoba har lavet til mig.
Der kan slet ingen tvivl være om, at både for Infoba og ForældreIntra, så betyder "monopolet" fattigere produkter. Jeg sad selv i en lokalbestyrelse i daginstitutionen, da Infoba blev lanceret, og jeg kan huske, at jeg på et evalueringsmøde sagde noget i retning af:
"Det er helt utroligt, at man vil være bekendt at tage penge for sådan noget lort".
Bevares - der er sket noget siden dengang - men jeg står stadig ved min kommentar.
Åbne data
I andre dele af vores samfund taler man om "åbne data". Man taler om, hvilken vækst det kan give at give data fri - og i nogle tilfælde vælger det offentlige sågar at købe data for at frigive dem, så alle kan bruge dem.
Men - med fare for at ramme en hysterisk tone - åbenbart ikke på området for den vigtigste ressource i vores samfund - vores børn.
Jeg har det helt fint med, at private firmaer udvikler løsninger, som behandler data omkring mine børn. Mit ærinde er ikke at foreslå al skole/daginstitutions-IT trukket tilbage til det offentlige. Men jeg har det dælme svært ved at acceptere, at jeg ikke kan tilgå data om mine børn på en måde, som jeg synes er den bedste.
- Hvorfor er det ikke muligt for mig at tilgå et API for data om mine børn i ForældreIntra?
- Hvorfor skal jeg acceptere, at jeg kun kan sende en email til børnehaven fra mobil-versionen af infobas hjemmeside?
- Hvorfor skal jeg acceptere, at jeg ikke kan udvikle en app til fx Apple-TV eller en Roku-boks for at læse emails fra mine børns lærere - uden at få itslearnings advokater på nakken?
Kære Infoba Aps, kære itslearning - hvorfor stiller I ikke jeres API'er fri, så vi - der har evner og lyst til det - kan skabe endnu bedre løsninger på baggrund af jeres data? Jeg er sikker på, at I nok vil lire noget fis af omkring "vi tør ikke pga sikkerhedsproblemer med at en bruge skal afgive brugernavn og passwod til andre end os". Men helt ærligt - sådan noget kan løses på nøjagtig samme måde som Microsoft, Twitter, Google, Facebook og mange flere gør det allerede i dag (fx OAuth 2), så kunne I ikke finde på en ny forklaring? Jeg har vildt svært ved at se, hvordan I skulle tabe penge på det - snarere tværtimod.
PS: Jeg har linket til en artikel på politiken.dk ovenfor (pas på - kræver ingen brug af adblock'ere), men Morten Slott Hansen er ikke ham, som jeg omtaler som "min ven".

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.