Sponsoreret indhold

Dansk FPGA-startup løser som de første i verden teleoperatørers nye hovedpine

Ved hjælp af FPGA-teknologi er danske Napablaze i gang med at udvikle en løsning, der kan følge netværkstrafik med en båndbredde på op til 2 terabit i sekundet.

Teleoperatører, internetudbydere og datacentre kæmper i dag en brav kamp med at følge en hastigt voksende netværkstrafik. 5G mobilt internet lurer lige om hjørnet med løftet om endnu hurtigere internet til brugerne, og det skaber især udfordringer på hardwaresiden.

Teleoperatører har eksempelvis behov for at følge datatrafikken på netværket for at identificere problemer såsom udfald på linjen, når kunderne taler i telefon. Og til det formål har udbydernes hardware slet ikke fulgt med det hastigt voksende internetforbrug ifølge stifter og adm. direktør for danske Napablaze Nikolaj Hermann.

»Den grundlæggende udfordring er, at netværkstrafikken vokser endnu mere eksponentielt hurtigt end processorudviklingen og den interne båndbredde på serverne,« siger han.

It-iværksætteren stiftede Napablaze for under et år siden, da han så en mulighed for at løse udfordringerne i branchen på en ny måde. Siden er virksomheden vokset til 12 medarbejdere på kontoret i Søborg og søger nu at udvide med endnu en FPGA-udvikler.

I november lancerer Napablaze et 19 tommer rack-monteret produkt baseret på FPGA-teknologi, som er det første af sin slags i verden. I øjeblikket bruger teleoperatører og datacentre ellers hardwareaccelererede netværkskort til at håndtere de store datamængder. Men sådan et kort har normalt kun kapacitet til at kunne analysere en femtedel af en typisk teleoperatørs samlede trafik på 0,5 terabit i sekundet. Med Napablazes nye løsning kan udbyderne pludselig følge en båndbredde på op til 2 terabit i sekundet.

»Det er en helt ny produktkategori, som hjælper de bagvedliggende servere med at lave analyse mere effektivt,« siger Nikolaj Hermann og tilføjer:

»Vi laver en næstegenerations-platform beregnet til ekstreme båndbredder.«

Inspiration fra højfrekvens-aktiehandel

Nikolaj Hermann fik inspiration til Napablaze i sin tidligere virksomhed Fiberblaze, der leverede FPGA-baserede netværkskort til finanssektoren. Her blev de blandt andet brugt i forbindelse med højfrekvens-aktiehandel med forsinkelser på mikrosekunder.

Med tiden indså han, at netværkskortene kom til kort, så at sige.

»Vi kunne se, at vi var nødt til at lave mere og mere kunstfærdige opstillinger for at håndtere de stigende trafikmængder, og det blev mindre effektivt,« siger han og fortsætter:

»Vi skulle bruge voldsomt mere udstyr bare for at kunne håndtere lidt mere trafik.«

Nikolaj Hermann solgte Fiberblaze i slutningen af 2014 for godt 82 millioner kroner. Pengene gør det muligt for ham at starte op igen for med egne ord at rette op på nogle af de tidligere fodfejl og beslutninger, som ikke var så langtidsholdbare.

Problemet med at bruge hardwareaccelererede netværks kort er ifølge Nikolaj Hermann, at de ikke ser det fulde billede af datatrafikken. Teleoperatører, internetudbydere og datacentre håndterer nemlig så store datamængder, at den er fordelt over flere servere.

»Hvis du forsøger at hakke trafikken op uden respekt for sammenhængen, så vil de servere, der håndterer stumperne, kæmpe i blinde,« siger han og tilføjer:

»Når vi sætter vores boks foran, forstår den sammenhængen og kan dirigere trafikken ud til de forskellige servere, så det hænger sammen.«

Går imod udviklertendens i startup-miljøet

Der er en tendens blandt udviklere i startup-virksomheder til at arbejde i små iterationer, hvor kode hurtigt bliver smidt af sted og så løbende justeret. Det giver en vis smidighed, men har ifølge Nikolaj Hermann også en ulempe.

Han oplevede i sin tidligere virksomhed, hvordan udviklerne havde en tendens til at ændre på hinandens kode, fordi designet ikke var tænkt helt igennem fra starten. Det forsøger han nu at gøre op med.

»Vi arbejder med sindssygt store databusser, fordi båndbredden er så stor. Så det med at kode fra et hjørne og håbe, at koden hænger sammen, det holder ikke rigtigt,« siger Nikolaj Hermann.

Derfor arbejder Napablaze ud fra en ny filosofi, hvor meget af tiden går med at samarbejde om selve designet af koden. Den første halvanden måned efter opstarten brugte udviklerne således udelukkende på et whiteboard med design og planlægning.

»Der blev ikke skrevet én linje kode i den tid,« siger Nikolaj Hermann og fremhæver, at samarbejde og åbenhed netop er nogle af de kvaliteter, han søger hos virksomhedens kommende FPGA-udvikler.

»Det er ikke så vigtigt, at folk har lige præcis den rette erfaring. Det vigtige er, at de har et mindset, som passer til den måde, vi arbejder på,« siger han.

Ikke overladt til sig selv

Napablaze tæller indtil videre syv FPGA-udviklere, som har en særlig tilgang til arbejdet. Dem, der har mest erfaring i forhold til at løse de enkelte opgaver, ender ikke altid med at stå for kodningen. I stedet får en anden udvikler opgaven for at lære af den, mens den første udvikler fungerer som sparringspartner.

Denne måde at fordele arbejdet på er et bevidst valg baseret på Nikolaj Hermanns tidligere erfaringer.

»Vi havde tidligere problemer med, at viden var koncentreret på for få personer, som altid endte med at få opgaverne. Det fik blandt andet konsekvenser, når vi havde travlt,« siger han og afslutter:

»Nu er tanken, at hele teamet arbejder sammen. Du bliver ikke bare overladt til din egen klump kode. Vi har et af de største FPGA-teams i Danmark, og der er en faglig sparring, som man ikke kan se så mange andre steder.«