Københavns Kommune åbner nyt kontor for digitalisering, der skal lave it-strategier på tværs af forvaltningen.
Det fremgår af et jobopslag hvor kommunen søger akademiske medarbejdere til samme kontor.
Kontoret skal placeres centralt i økonomiforvaltningen og skal blandt andet lave tværgående strategier for it-udvikling i Københavns Kommune.
Derudover skal digitaliseringskontoret blandt andet »kortlægge it-området i Københavns Kommune og udarbejde investeringsoversigter knyttet hertil,« ligesom der skal udpeges områder, hvor fælles digitale løsninger kunne give mening i landets største kommune.
»Udarbejdelse af analyser med henblik på at udpege områder med mulighed for fælles digitale løsninger, fx i et business case-perspektiv,« figurerer således blandt kerneopgaverne.
Det nye kontor for digitalisering på Københavns Rådhus går i luften 1. august.