bloghoved sidsel jensen

Hvor er erhvervs-praktikpladserne?

Kære danske IT branche

Jeg har liiiiige en høne at plukke med dig.

I skriger på arbejdskraft - så meget, så man må til udlandet for at hente folk med de rigtige kompetencer.

I denne uge har min ældste søn været i erhvervspraktik. Han går i 8. klasse i folkeskolen. Han ville rigtig gerne i praktik indenfor IT branchen. Vi prøvede at få ham ind flere forskellige steder - de fleste havde for travlt. Folk der skulle stå med ansvaret for praktikanterne var på kursus i den uge - de fleste steder havde simpelthen ikke tid, deadlines der skulle nås og den slags. suk

Men ved I hvad - det er da lige præcis sådan nogen som ham, der har brug for at finde ud af, hvad det reelt vil sige at arbejde i IT branchen. Nogen af jer vil sikkert hævde, at det fandt han inddirekte ud af…. MEN det er da sådan en som ham, der nok bliver ansat om nogen år efter endt uddannelse. Jeg tør vædde på, at de fleste af jer UDEN problemer kan huske hvad I var i praktik som i 8. eller 9. klasse? Det er en KÆMPE oplevelse i den alder og chancen er der for, at at de får et helt unikt indblik i, hvad det er vi render rundt og bruger vores tid på - ud over at sidde med rynket pande og bokse ned i tastaturet.

Jeg sidder tilbage med en fornemmelse af, at I siger en ting og gør noget andet! Hvis I virkeligt gerne vil fremstå lækre og som fantastiske arbejdspladser, så se da lige at få lavet nogen fornuftige praktikforløb for folkeskoleeleverne, så de senere hen husker hvor MEGA-FED en arbejdsplads det var og hvad det var for noget sej teknologi i går og roder med.

En del store virksomheder har allerede luret, at det er en rigtig god ide, at tage praktikanter ind - f.eks. Microsoft, IBM, KMD og NNIT. IBM har i en årrække kørt med pige-praktikant-hold i et forsøg på at gøre noget ved den skæve kønsfordeling i branchen.

Prøv at søge på “praktikplads folkeskole” eller “erhvervspraktik” - man skal være heldig, hvis man så meget som finder det nævnt på virksomhedernes egen hjemmeside. Til nød kan man finde et par gamle nyhedsartikler, men HVOR er den koordinerede praktik-hjemmeside på tværs af arbejdspladser, men fælles for branchen? Hvor man kan søge i mulige praktikforløb? Det kan da ikke være rigtigt, at en branche som lever af at udvikle morgendagens løsninger, end ikke har sat dette i system endnu? Jeg undres!

Der er noget, der hedder http://www.praktikpladsen.dk - men det er til faglærte, der skal have koordineret deres praktikforløb. Så er der http://www.praktik.dk - men det er primært til folk som er færdiguddannet fra universiteterne, der leder efter f.eks. trainee stillinger. Ungdommens Uddannelsesvejledning står for koordineringen af ca. 70.000 folkeskole praktikforløb årligt! Hvormange af de 70.000 kommer i praktik i IT branchen? Bør det ikke være, så nemt som overhovedet muligt, at få unge til at træde op på det første trin i karrieretrappen mod IT branchen? Tænk at det i 2018 stadig skal være op til individuelle godhjertede mennesker at sige “Ja tak” til have et ungt menneske i praktik. Forsvaret har da forlængst systematiseret muligheden for at komme i erhvervspraktik der.

Det lykkedes til sidst at finde et sted - så hat tip til Alt PC for at tage ham + en kammerat fra klassen i praktik i en uge. Han har fået lov til at pille gamle computere fra hinanden, samle dem igen og fået et fantastisk konkret indblik i hvor hurtigt computere har udviklet sig i løbet af de sidste par år i form af forskellige benchmark tests.

Jeg håber SÅ inderligt, at mulighederne for erhvervspraktikpladser i IT branchen bliver bedre i de kommende år, efter at det nye IT-fag kommer på skoleskemaet i alle folkeskoler!

Hermed en appel til f.eks. IT-Branchen eller en tilsvarende stor brancheforening: Lav en hjemmeside på tværs af branchen i samarbejde med Ungdommens Uddannelsesvejledning så match-makingen mellem de unge mennesker på de kommende folkeskole årgange og IT virksomhederne bliver LANGT nemmere.

Kommentarer (14)
Carsten Nielsen

Sidsel du har helt ret.

Når man så er færdig uddannet, så er der heller ingen interesse i at ansætte danskere, det skal helst lyde sådan.
Men sandheden er at de hellere vil ansætte folk fra andre lande og dem de ansætter, må gerne blive i hjemlandet.
Som jeg så på tv2, dansk IT virksomhed, 20 ansatte i Hviderusland, lave omkostninger, lave lønninger, ren win win.

Alligevel brokkede virksomheden sig over at de ikke kunne skaffe dansk arbejdskraft, de er vist en sandhed med modifikationer.

Yoel Caspersen Blogger

Hos Kviknet har vi haft en datamatiker-elev som praktikant. Det var en rigtig god oplevelse, og vi har til den pågældende uddannelsesinstitution ytret ønske om at gentage dette på et senere tidspunkt.

Jeg er også blevet spurgt, om vi vil tage imod en erhvervspraktikant fra en skoleklasse til efteråret - og jeg er vist også kommet til at love, at vi gerne vil gøre det, hvis det kan lade sig gøre i praksis. Som alle andre virksomheder har vi travlt, men jeg håber, vi kan samle nogle opgaver sammen, som er relevante for en erhvervspraktikant.

Jeg forstår udmærket, det er svært at finde en praktikplads. For de fleste virksomheder vil det være ren tilsætning at sætte tid af til at have en praktikant i huset, og hvis der er tale om en erhvervspraktikant i 9. klasse, ligger det ikke ligefor at ansætte vedkommende bagefter.

Men ikke desto mindre bør man gøre det alligevel - som virksomhed har man et ansvar over for det samfund, man er en del af. Derudover kan det også være hyggeligt at have et ungt menneske med ude at lave nogle praktiske opgaver - for en del år siden havde jeg selv et par dage, hvor jeg kørte rundt til vores kunder med en knægt fra 9. klasse på slæb, og vi fik da noget fra hånden. Blandt andet besøgte vi en større, landskendt fødevarevirksomhed, hvor vi fik ryddet op i patchkablerne i deres serverrum. Det var en opgave, der næppe var blevet løst til normal konsulentløn, og det var mit indtryk, at vores praktikant også var glad for at være hos os.

Vi er også gennem tiden blevet spurgt, om vi vil være praktiksted for IT-supportere under uddannelse. Indtil videre har vi ikke oprettet nogen praktikpladser, da vi ikke har følt, at vi kunne understøtte uddannelsen godt nok (fx er der ingen Windows-servere eller Office-løsninger, der skal serviceres hos os), men jeg vil ikke afvise, at vi kunne finde på at gøre det alligevel en dag, for der er stor mangel på praktikpladser, og for mange vil alternativet være en skolepraktik.

Ivo Santos

Jeg er ganske vist ikke uddannet ingeniør, arkitekt eller datamatiker, og fordi jeg ikke har 10 års erfaring med diverse CRM, CMS, eller andet, så er det umuligt for mig at finde en praktikplads.

Nogle steder er det umuligt at blive godkendt til en praktikplads med mindre man er i gang med en universitets uddannelse. Deres begrundelse er som regel at de arbejder med fortrolige informationer, men hvorfor skulle en som mig ikke som kan blive sikkerhedsgodkendt ikke være ligeså troværdig som f.eks. en ingeniør studerende?
Det kunne jeg da godt tænke mig at vide.

Niels Jakobsen

Hvad er det for noget vrøvl om at man ikke vil ansætte danskere...

Ikke nok med at jeg, og ALLE mine andre DANSKE studiekammerater var i praktik som en del af uddannelsen, hvor mange efterfølgene fik studiejob, og dernæst fastansættelse, så er der mere end 60 åbne stillinger(i Danmark) alene hos det firma jeg er hos nu.

De har helt korrekt også en afdeling i Rumænien, af flere årsager. Selvfølgelig er det billigere arbejdskraft, men det er også et spørgsmål om bare at få flere folk ansat, fordi det går ikke hurtigt nok her hjemme...

Måske der er andre grunde til at de folk du taler om ikke bliver ansat...

Jørgen Jørgensen

Nå du nu skriver "Vi" er det så din mand og dig selv, som har forsøgt at finde en praktikplads til din dreng. Der er ingen som siger, at det skal være nemt at finde en praktikplads, men jeg er så uendelig træt af, at forældre som møder op alene, eller ringer, for at søge praktikplads til deres små poder.

Sidsel Jensen Blogger

Ja - "vi" var min mand og jeg.

Selvfølgelig prøver man at trække på sit netværk, når nu det er fuldstændigt umuligt at se på virksomhedernes hjemmesider om de accepterer praktikanter, men min knægt har i høj grad også selv ringet rundt til forskellige steder.

Det sted der endte med at tage imod ham, var et han selv havde fundet, ringet til, taget ned og besøgt og præsenteret sig og fået underskrevet praktikaftale med. Så ingen curling-forældre her...

Sidsel Jensen Blogger

Fedt at høre, at I gør så meget hos Kviknet Yoel - stor thumps up herfra.

Jeg ved f.eks. at Telia er berammet til at tage 5 datamatiker-elever i praktik - pt. har de vist én! Mit gæt er, at det er det tilsvarende billede i andre store virksomheder - så der er plads til forbedring.

Og ja, jeg er godt klar over at det kræver ressourcer at tage praktikanter ind så de får et meningsfyldt forløb, omvendt bliver der brugt store summer på f.eks. headhuntere der skal finde de rigtige profiler.

martin nielsen

Ikke for at gå ind i debatten med en negativ holdning, men hvad kan jeg, som virksomhedsdrivende, bruge en 8. klasses elev til i en uge?

Jeg kan ikke give ham adgang til konfidentielle eller brugerrelaterede data, da han ikke er gammel nok til at underskrive hverken kontrakt eller tavshedserklæring. Det er ca. 95% af alle IT jobs der ryger der.

Jeg kan ikke give ham dybdegående opgaver da han dels kun er til stede i en uge, og dels ikke har den nødvendige erfaring til at bære en sådan opgave alene i et fremmed miljø. Og der røg de sidste 5%.

Jeg er nødt til at stille en eskorte til rådighed under hele forløbet, jeg er nødt til at bespise ham, jeg er nødt til at underholde ham og jeg er nødt til at sørge for han har en god turistoplevelse.

I bedste fald kan jeg sætte ham til at fylde papir på printerne. Hvad er det helt præcist det skal opnå?

Hvis drengen vil have et arbejde, så find ham da et rigtigt arbejde. Han vil ikke kunne mærke forskel på om han er hos Mærsk i en uge eller Netto i en uge. Det er de samme grundlæggende kundskaber der skal til for at bibeholde et job.

  1. Mød til tiden
  2. Tænk for dig selv
  3. Prøv at løse en given opgave inden for de stillede rammer

Hvorfor skal IT/teknologi-branchen løse dette problem for dig?

Claus Juul

Hvorfor skal IT/teknologi-branchen løse dette problem for dig?

Fordi hvis IT/teknologi-branchen ikke er en del af løsningen, hvad er de så..... (retorisk sprøgsmål, ingen ?)

Hvem skal hjælpe IT/teknologi-branchen med at skaffe kvalificerede arbejdskraft, det skal de selvfølgelig selv. Så bare kom i gang.

Jeg var ansat i et lille konsulent hus med ca. 10 konsulenter på den ene adresse, selv der kunne vi have en 8-9 klasses praktikat. Det kræver bare at man tænker sig lidt om, så er det muligt at finde flere opgaver som hverken kræver sikkerhedsgodkendelse eller tavshedserklæring.
Yoel havde et eksemple med oprydning af kabler i et krydsfelt, et par andre eksemple kunne være skrotning af gammelt udstyr, kontrol af rettigheder (ikke ændring), kontrol af dokumentation (fx racktegninger).

Der er masser af opgaver, det kræver bare en lille smule omtanke.

Morten Olsen

Ved B&O tager de jævnligt erhvervspraktikanter(altså 8/9 klasses) ind, hvor det er nogen af datatekniker lærlingene, som får en opgave i at lave et handlingsforløb til dem (dette bliver først godkendt at en udlært)

derefter er det lærlingen(es) opgave at spørge for praktikanterne.

dette styrker både firmaets lærlinge ved at give dem et reelt person ansvar samt opgave styring. samt praktikanterne får noget indhold, som ikke nødvendigvis er firma relateret, men måske derhen ad.

Niels Henriksen

Da jeg for nogle år siden havde mit eget firma blev jeg kontaktet af en dreng fra 8. Klasse som gerne vil i praktik i en uges tid. Jeg husker selv min praktiktid som noget spændende så jeg tog ham ind. Han kunne kode lidt så jeg lærte ham lidt mere. Han var med mig på kundebesøg og til møder med dem. De var åbne for at han var der og generelt havde han en god oplevelse hvor han fik lært noget af en gammel rotte og hvor rotten fik et indblik i et ungt menneskes hverdag :)

Jesper Lund Stocholm Blogger

For nogle måneder siden blev jeg spurgt, om vi ikke kunne tage en folkeskole-praktikant ind. Det var som dette typisk er - en kollega kendte en fyr fra et tidligere arbejde, hvis søn gik i 8. klasse, der skulle i praktik.

Vi i Projectum sagde "nej", da vi på det tidspunkt ikke kunne "få det til at passe". Eller - jeg sagde nej, da jeg ikke havde tid til at tage knægten under vingerne i en uges tid - endsige planlægge det, så han kunne komme med en anden rundt.

Jeg må erkende, at jeg siden har haft det lidt dårligt med vores afslag. Ikke nødvendigvis fordi det ikke var sandt - vi/jeg havde vitterligt ikke den nødvendige båndbredde til at tage nogen ind. Men jeg har haft det lidt dårligt med det, da jeg tænkte på, at hvis vi nu havde haft en færdig plan liggende for sådan et forløb, så kunne det nok godt have ladet sig gøre alligevel.

Så jeg har lovet mig selv, at jeg skal have lavet sådan en plan. Og til jer derude, der nu tænker at de skal skrive til mig med det samme - så har jeg den ikke lavet endnu, og jeg kommer ikke til at sige ja til nogen, før vi har sådan en slags plan.

Men det skal nok komme :-)

På plus-siden vil jeg gerne understrege, at vi i de sidste 4 år har haft "erhvervs-pratikanter" ansat, der er hos os den ene halvdel af året og i skole i den anden halvdel. Vi startede med én i Søborg og har nu også to i Aarhus. Vi er super glade for dem alle tre, og de giver - for os - en rigtig god balance imellem en relativt billig arbejdskraft og at de bidrager positivt til både interne og kunde-rettede projekter.

Morten W. Jørgensen

Jeg sad en gang i en afdeling hos et større dansk etablissement hvor vi arbejdede med robotter i form af legetøj og undervisningsmateriale. Vi skulle have en 8. klasses elev i erhvervspraktik og vi brød længe vores hjerne med hvad vi dog skulle sætte en person til der

  • Ikke var specielt god til engelsk. Compilere, tutorials, litteratur og generel hjælp er på engelsk.
  • Aldrig før havde rørt en computer til andet en hjemmebrug
  • Ikke forstod hvad kode var, hvad en compiler er eller hvordan man taster en kommando til en computer.
  • Mente at hans batteri leverer 1,5 volt strøm.

Alt dette er ikke kritisabelt eller forkert. Jeg ville ikke forvente det anderledes hos en 8. klasses elev, men det gør det altså ret svært at hitte på noget meningsfyldt at sætte ham til.

Vi fandt frem til at han kunne programmere noget lysshow på nogle robotmoduler vi havde liggende. Der var en RGB diode med drivere så man blot skulle skrive 0-255 i et register for hver grundfarve - bare omvendt. 0 blev til fuld styrke og 255 blev helt slukket. "Det er noget med en linær funktion," tænkte vi. "Det kan han nok".
Det kunne han så ikke. Han brugte stort set hele ugen på at lave en funktion fra 0-100 => 255-0

Så er det altså op ad bakke og ingen havde en specielt god oplevelse.

Det er naturligvis et dilemma for vi ville, og jeg vil stadig, gerne give unge mennesker den oplevelse det er at arbejde "med computere", men det kræver ofte et abstraktionsniveau og matematisk tankegang de slet ikke er klar til endnu. Og så bliver det bare noget rod - jeg har ikke nogen løsning på bedding, men hvis nogen har de vise sten, er jeg meget interesseret i det.

Specielt, Sidsel, er jeg interesseret i at høre hvad du ville sætte en 8. klasses elev til hos One.com ud over at sætte stik og kabler i.

Torben Jensen

<ironi> Alle i 8. klasse har været på Facebook siden de var i 2. klasse, de fleste har en iPhone eller iPad. Så de må da være rigtigt gode til "noget med computere". </ironi>

Jeg er enig med Morten W. Jørgensen, og specielt det med at tænke i procedurer og algoritmer kniber det måske med.

Forhåbentligvis findes der undtagelser, ganske som der gjorde i 90'erne. Men tror man som skole i dag at det er "nok" at kunne levere en iPad til eleverne gør man dem en enorm bjørnetjeneste.

Log ind eller Opret konto for at kommentere