Microsoft har bygget end-to-end-kryptering ind i den seneste beta-version af Skype med Signal-protokollen.
Det skriver The Register.

Funktionen har fået navnet Private Conversation og er i første omgang kun tilgængelig for en begrænset bruger-gruppe - såkaldte Skype Insiders - og kan kun bruges på almindelige tomands-samtaler.
Før funktionen bliver bredt ud, vil Microsoft indsamle feedback fra Skype Insiders-brugerne og forbedre brugeroplevelsen omkring at starte en privat samtale, fremgår det af et skriv fra selskabets Ellen Kilbourne.
Skype-opkald er allerede i dag krypteret understreger The Register, men den kryptering kan Microsoft potentielt tvinges til at låse op. Med end-to-end-kryptering er det kun de to parter i samtalen, der kan dekryptere indholdet.
Teknologien bag er open source-protokollen Signal fra Open Whisper Systems. Protokollen er i forvejen brugt af WhatsApp, Facebook, Google - og chat-app’en Signal.
»Hos Signal er vores mål at gøre privat kommunikation simpel og allestedsnærværende,« skriver Signal-udvikler Joshua Lund i en blog.
»Med hundredevis af millioner aktive brugere, er Skype en af verdens mest populære applikationer, og vi er glade for, at Privat Conversations i Skype vil lade flere brugere drage nytte af Signal-protokollens stærke krypterings-egenskaber for sikker kommunikation.«