Hospitalsbygger sparer penge: »Jeg tog røven på it-afdelingen«

Det er paradoksalt nok it-afdelingerne, der står i vejen for moderne it på hospitaler, mener Claes Brylle Hallqvist, der er vicedirektør på Bispebjerg og Frederiksberg Hospitaler. Foto: Mark Thyrring
Hvis der skal spares penge på hovedstadens hospitalsbyggerier, må man snyde it-afdelingen. Det sparer penge på telefonstik og giver big data i retur.

Hemmeligheden bag at få hospitalsbyggeri til at møde budget og tidsplan er blandt andet at smugle moderne it-tilgang ind bag ryggen på it-afdelingen.

Det mener Claes Brylle Hallqvist, der er vicedirektør på Bispebjerg og Frederiksberg Hospitaler.

På de to hospitaler i hovedstaden ombygges og udbygges der i den helt store stil. 4,8 mia. kroner er på højkant. Men Claes Brylle Hallqvist kan prale af et byggeriprojekt, der er tre år foran køreplanen, har udvidet omfanget og holder budgettet.

Men den store udfordring er, ganske bizart, it-folk, som stiller sig i vejen for indførelsen af moderne it.

Det, der ikke lige passer til hospitalsverdenens it-smag, er hverdagsteknologier som mobiltelefoni, internet, wifi, Facebook og streaming.

Og det er teknologier, som kan spare penge på hospitalsbudgettet.

It-folk er forhindringen for moderne it på hospitalet

For eksempel sværges der til trådkoblede telefonsystemer i det danske hospitalsvæsen, og det er en dyr affære.

Fortællingen handler om stik i væggen, som koster 1.500 kr. stykket, inklusive rør og ledninger. Dertil kommer en overkapacitet på stik på 50 procent for at få fleksible muligheder i rummene, og når en trådet telefon skal flyttes, er der en driftsomkostning på 745 kroner.

For de penge kan man få masser af smartphones til medarbejderne. Men det kræver lidt krumspring.

»Når vi skal have mobiltelefoner ind, opfinder jeg et sengeregistreringsprogram. Så fik jeg 115 iPhones ud til portørerne, nederst i organisationen,« fortæller han på It-Branchens 'Lederdøgn' i Nyborg, der blev afholdt for nylig.

Når først teknologien er inden for døren, kommer forståelsen højere oppe i hierarkiet.

»Jeg fik taget røven på it-afdelingen, fordi de sagde, at mobiltelefoner jo ikke kan fungere på et hospital.«

Men det argument undermineres, når 115 portører bruger mobiltelefoner hver dag.

»Der er ikke noget, der slår fakta.«

Et andet modargument, som Claes Brylle Hallqvist har hørt, er, at mobiltelefoner ikke virker i kælderen. Men der er ingen fasttelefoner i kælderen, så det ændrer ikke noget i forhold til i dag.

Trådløst internet er en anden kontroversiel teknologi i hospitalsverdenen, hvor gigabit-switches, der kan overføre store datamængder, er det, der skal til efter den gængse opfattelse. Men medarbejdere og printere har f.eks. ikke brug for gigabit-forbindelse, men kan klare sig med en billig og fleksibel trådløs forbindelse, der ikke kræver stik i væggen.

Trojansk it

Facebook og streaming er heller ikke så smart inden for hospitals-it.

»Det var sindssygt farlig for en offentlig organisation at være på Facebook, så vi måtte smugle det ind og sige, at vi brugte det til vores rådgivere.«

Derfor har byggefolket på Bispebjerg og Frederiksberg Hospitaler skabt en opfindelse.

»Vi kalder det trojanske heste: Vi smugler teknologi ind i organisationen, uden at it-afdelingen opdager det.«

For it-afdelingen er den største barriere. I Claes Brylle Hallqvists perspektiv burde den være bannerfører, men sådan ser virkeligheden ikke ud.

Det gælder også streaming. Den teknologi er interessant, fordi mange af portørerne ikke er vant til at bruge en smartphone. Telefoni-udbyderen har en musiktjeneste med i pakken, og den bruges til at gøre portørerne fortrolige med telefonen.

»Telefonen er nu portørens ven.«

Udviklingen har medført, at hele organisationen er ved at transformere over på mobile platforme.

Data sparer gåture for hvide kitler

Wifi blev indført - eller indsmuglet - for få data fra temperaturfølere på 800 køleskabe. Men wifi-netværket er også anvendt til at skabe en stor ‘real time location’-installation, som kan spore de ansattes færden.

»Ud af det kan vi lave 'real time location tracking'. Hvad koster det, når 2.500 mennesker i hvid uniform går 20 skridt for meget?«

Det beløber sig til én million på bundlinjen, bedyrer Claes Brylle Hallqvist.

Stor nøjagtighed er ikke så vigtigt i forhold til hospitalernes behov, som går ud på at foretage mønstergenkendelse på data. Det sker i samarbejde med it-koncernen Hitachi. Data opsamles hvert 15. sekund og giver mulighed for at se forbindelser mellem steder på hospitalet.

Sporingen foregår med frivillig medvirken fra personalet. For medarbejderne kan dataanalysen dokumentere arbejdsbyrden overfor ledelsen.

Resultatet for hospitalsbyggerne er helt nye erkendelser. Det handler eksempelvis om at lægge personaletoilettet centralt på afdelingen i stedet for i kælderen. Det giver store besparelser i tid og penge, siger Claes Brylle Hallqvist.

En anden indsigt er stor trafik mellem medicinrum og køkkenet. Det skyldes ganske simpelt, at sygeplejersken ofte henter et glas vand til patienten sammen med pillerne. Her kan man enten lægge to rum i nærheden af hinanden eller installere en vandhane i medicinrummet.

»Det er rent design, bygget på big data.«

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (43)
Yoel Caspersen Blogger

... og ledelsen skal inddrage IT-afdelingen på en måde, så alle problemstillinger reelt bliver belyst, og lytte til den feedback, der kommer. At ledelsen offentligt undsiger sin egen IT-afdeling er et symptom på en syg kultur i organisationen og et problem, ledelsen skulle have løst for længe siden.

Nu er artiklen nok bevidst vinklet til at skabe en ophedet debat her på sitet - men hvis der vitterligt er tale om, at ledelsen smugler devices ind bag om ryggen på IT-afdelingen, er der tale om et kæmpe problem.

Dels er IT-afdelingen ikke fulgt med tiden - men der er helt sikkert også nuancer, som ledelsen ikke har med. Facebook på et hospital? Det fremgår ikke tydeligt, hvilken rolle Facebook skulle have, men ud over at give patienter adgang til lidt underholdning, mens de ligger og spilder deres tid, er det svært at se berettigelsen, især i et miljø, hvor beskyttelse af følsomme persondata alt andet lige bør være i højsædet.

Mobiltelefoner? Ja, selvfølgelig virker de, og medicinsk udstyr kan efterhånden også godt klare, at der er en tændt mobil i nærheden, ligesom flyet heller ikke styrter ned, fordi man har glemt at slukke sin mobil.

Men har man tænkt ind, at man derved skaber sig en afhængighed af et mobilselskab, og har man sikret med mobilselskabet, at der altid er en fungerende mast, brugernes telefoner kan koble sig på?

Situationerne er ligefor - der er sket et stort terrorangreb, det vælter ind med døde og sårede, og mobilnettet er overbelastet, som det altid sker i katastrofesituationer. Kan man da leve med, at man ikke kan ringe internt på hospitalet?

Anden situation: En storm har taget livet af elnettet i området, og nødstrømsanlægget på hospitalet har holdt patienterne i live de sidste 4 timer. Men nu dør mobilselskabets net, efterhånden som batterierne på de forskellige basestationer begynder at løbe tør. Er det en acceptabel situation?

Situationer som ovenstående er der forhåbentligt taget højde for - men at lave en ordentlig beredskabsplan kræver, at alle kræfter i projektet arbejder sammen, og at den ene del af projektet ikke forsøger at snigløbe den anden.

Så IT-afdelingen må sørge for at følge med tiden, så den bliver opfattet som relevant af ledelsen, og ledelsen må fatte, at IT sjældent er en opgave for folk, hvis viden om IT begrænser sig til hvordan man bruger en iPhone og går på Facebook.

Peter Bech-Lutzka

Én ting er skygge-it. Svært at komme udenom. Her er vist ikke tale om dét fænomen, men måske nærmere "overskygge it"? :-)
Det er fedt, når man har lyst til at tage chancer og satse på nye teknologier, men som Yoel også nævner, må der have været en nuanceret dialog imellem ledelsen og it-afdelingen undervejs. Alt andet virker utopisk.
Hvem stiller eksempelvis spørgsmål om sikkerheden i de WiFi forbundne køleskabe? Hvornår bliver de patchet? Hvem gør det? Hvis it-afdelingen ikke kender til eksistensen af en masse IoT-enheder, tager de næppe hånd om sikkerheden...

Yoel Caspersen Blogger

Hospitalet har en software fejl på et centralt komponent og manden der ved noget om det er på ferie og ikke til at få fat på.

Det er i hvert fald konsekvensen, hvis der ikke findes et formelt system omkring de teknologier, der tages i anvendelse på hospitalet. Det er jo sådan set en af de primære opgaver for IT-afdelingen - at sørge for at holde alle systemerne i luften, og sikre, at kritisk viden om systemerne bliver spredt ud over det rigtige antal nøglemedarbejdere.

En anden vigtig opgave for IT-afdelingen er at være sparringspartner for ledelsen. Hvis ledelsen har et konkret behov for optimering af arbejdsgange, skal IT-afdelingen fremlægge eksempler på, hvordan disse behov kan imødegås, samt give et bud på konsekvenserne af de forskellige løsningsmodeller - om det så er økonomi eller sikkerhed, vi taler om.

At ledelsen bypasser IT-afdelingen, fordi de er for besværlige at arbejde med, er uhørt, og det er forstemmende at se, at det er den slags skyttegravskrig, vores skattepenge går til.

Anders Vind Ebbesen

Skal vi lige tage et historisk blik på hospitaler og mobiltelefoni?

I årevis fik man på mange af landets hospitaler tudet ørene fulde af, at hvis nærmede sig hospitalets område med en mobil... så dør baby... og alle andre patienter som var afhængige af elektronisk udstyr, eller som en sygeplejeske engang belærte mig: "Er du ikke klar over, at hjerteafdelingen er kun 3 etager under denne afdeling??"

Nå, men allerede i 2002 finder man ud af, at i hvert fald nogle hospitaler havde et mobilforbud, fordi hospitalsledelserne havde været så smarte at lave en aftale med en privat leverandør (Telepunkt Søborg) som havde en forretningsmodel der gik ud på at udnytte patienter og pårørende groft:

https://www.dr.dk/nyheder/indland/mobiltelefoner-ok-paa-hospitaler

5 år senere, i 2007, ville Rigshospitalet stadigvæk ikke åbne for mobiltelefoni fordi de åbenbart påvirkede udstyret:

http://finans.dk/artikel/ECE4020432/Rigshospitalet-vil-ikke-åbne-for-mo...

Året senere gjorde Rigsarkivet det klart - med en anekdote - at mobiltelefoner stadigvæk var LIVSFARLIGE:

https://www.computerworld.dk/art/49381/rigshospitalet-afviser-mobil-razz...

Og så vender vi tilbage til Frederiksberg Hospital.

I 2008 kunne it-chefen på Frederiksberg Hospital konstatere, at "der ikke skete en dyt", selvom alle patienter på en afdeling i en test ringede til personalet på samme afdelings telefoner:

https://www.computerworld.dk/art/49337/stor-forvirring-om-mobil-brug-paa...

Så to pointer:

1) Kan modstanden mod mobiltelefoni i personalegruppen mon ikke skyldes, at danske hospitalsledelser i mange år fastholdte at mobiltelefoner var livsfarlige? Skal en portør eller sygeplejeske, der i årevis har været pålagt at påtale mobiltelefonbrug, pludseligt acceptere at de bare er super?

2) Det virker til, at it-chefen på Frederiksberg Hospital allerede tilbage i 2008 ikke havde noget imod mobiltelefoner, så hvorfor skulle helten i denne historie tage røven på IT-afdelingen, "fordi de sagde, at mobiltelefoner jo ikke kan fungere på et hospital" når det er evident, at it-chefen på det pågældende hospital allerede for 9 år siden sagde de var OK? Mon ikke it-afdelingens bekymring i højere grad skyldes, at det - som Joel anfører ovenfor - i en krisesituation vil være risikabelt at leve an på mobilnetværket?

Kenn Nielsen

Hvis it-afdelingen ikke kender til eksistensen af en masse IoT-enheder, tager de næppe hånd om sikkerheden...

Og... ?
Dette er jo en gratis omgang, - fordi overskrifterne kommer til at lyde noget i retning af:
"Skandale på sygehus: Adskillige patienter forgiftet af dårlige madvarer på hospital."
"Madforgiftning skyldes upatchede kølestyringer i køleskabe"
"IT-chef indrømmer: >Vi anede ikke de skulle opdateres<"
"Hospitalsledelse fyrer IT-chef; Det er IT afdelingens opgave at vide hvad og hvilke IT-elementer som skal være opdaterede."

Hokus-pokus, - således sikrer man at de mennesker som betyder noget (for administrationen) ikke bliver berørt.

K

Denny Christensen

Tal lige om nogle partnere der skulle samarbejde men istedet er gået forbi hinanden.

Hvorfor i alverden taler en direktør om at snyde sine egne folk, har han da helt tabt sutten med hensyn til at få virksomheden han leder til at fungere?

I stedet kaster han værktøjer og teknologi ind som hans IT ikke nødvendigvis kan supportere, man må jo håbe at han indkøbt elementer der ikke stritter mod hinanden, at sikkerheden er i orden, ...

Nå men tal om lavthængende frugter, når man ikke får sin IT afdeling op at køre og i stedet blot tordner videre af sit eget spor. En oprydning i IT ville have skabt en villig og moderne samarbejdspartner og det virker som en meget bedre løsning end denne løse kanon tilgang.

Kjeld Flarup Christensen

Fortællingen handler om stik i væggen, som koster 1500 kr. stykket, inklusive rør og ledninger. Dertil kommer en overkapacitet på stik på 50 procent for at få fleksible muligheder i rummene, og når en trådet telefon skal flyttes, er der en driftsomkostning på 745 kroner.

Det lyder som gamle kobber kablede telefoner. Enhver som blot tænker i at etablere flere af den slags burde fyres.
IP telefoner skal blot bruge et standard ethernetstik og kan bare flyttes til et andet stik.

IP telefoni kan også klares via et godt bluetooth headset koblet til en PC, men det er mest til sekretær funktionerne.

Så referencen er temmeligt overdrevet.

Hos Region Midtjylland har lægerne brugt mobiltelefoner de sidste fem år ihvertfald. Det er på mange måder sikkert mere praktisk, da læger, sygeplejersker og portører jo sjældent sidder på et kontor men bevæger sig rundt på sygehuset.

Så hvad er historien, at de teknologisk halter bagud i hovedstaden?

Lasse Mølgaard

Sådanne køleskabe har vel ikke mulighed for 802.1x certifikater, så der er sikkert et wifi der anvender en preshared key, der sandsynligvis aldrig skiftes. Det kan også være det står værrer til, hidden SID og mac filtering.

Personligt ville jeg hellere smække et ethernet kabel i køleskabene og koble dem på deres eget VLAN, fremfor at blot bruger WiFi signalet i bygningen. Dette VLAN får så en passende paranoid instilling i firewallen - netop fordi jeg forventer at software supporten til køleskabene er mangelfuld.

I øvrigt spøjst med et køleskab koblet på trådløs netværk. Jeg har oplevet at det var netop køleskabet, der var skyld i at jeg skulle sætte en repeater op til det trådløse signal.

Det var på en spejderlejr, hvor signalet kom fra en retningsbestemt antenne 400 meter væk. Der var fin dækning på hele lejrpladsen, men stabens køleskab sørgede for, at der var ikke WiFi i stabens lejr. :-)

Maciej Szeliga
Ivo Santos

Sociale tjenester som ikke kan sættes op til at virke uden javascript er ikke andet end en meget stor sikkerhedsrisiko, og bør derfor kører på deres helt egen internet forbindelse. Ikke noget med diverse router og avancerede firewall ting. Den slags usikre bør kører på et net som fysisk er frakoblet det internet net således at det ikke er muligt for en hacker at få adgang til en af de interne it-enheder.

Når man på et lager kan have ip baseret telefoner som selv skifter base alt efter hvor man er henne i bygningen, så kan samme system vel også fungere på et hospital.

Michael Cederberg

Det er ganske sikkert at mange IT organisationer er meget konservative når det gælder udruldning af ny teknologi i organisationen. Det står i øvrigt i skærende kontrast til samme personers interesse for ny teknologi. Når man er så konservative, så skyldes det givetvis at det alt overskyggende ønske fra brugerne er stabilitet. Der er ganske simpelt få ting der kan gøre ledelsen ligeså rasende som nedbrud der rammer alle og dermed stopper virksomheden i timer.

Så konservatismen er velbegrundet men i mange tilfælde også overdrevet.

Alligevel er jeg stærkt bekymret over at høre vicedirektøren diskutere udruldning af IT løsninger på trods af IT afdelingens protester. For der er gode grunde til at være forsigtige når det gælder IT i samfundskritiske situationer. Fx. er hans reference til Facebook interessant, set i lyset af at lækkede NSA dokumenter i 2014 viste at NSA jagtede system administratorer som brugte Facebook og webmail på jobbet. For iflg. de lækkede dokumenter var Facebook & friends direkte adgang til at eje netværket.

Når NSA kan, så kan andre også og deres mål kunne være ransomware. Til det behøver man ikke være system administrator ... der skal man bare finde nogle få huller. For eksempel i en gammel røntgenmaskine der kører Windows 95 men alligevel er på nettet. Wannacry burde få manden til at gentænke sin strategi.

Peter Sørensen

Hold nu op, hvor er det lykkedes for journalisten at få mig op i det røde felt.
Manden her, beskrives som typen der også syntes at Sundhedsplatformen bare virker perfekt, og at personalet bruger den forkert.

Sporingen foregår med frivillig medvirken fra personalet.

Helt seriøst, det er stor opstandelse blandt personalegrupperne når ledelsen vil spore personalet uden nogen mulighed for at op'te-out. Fint nok at spore ting som livsvigtig medicin der skal på køl etc, men lad nu bare være med at lave personhenførbar personregistrering. Vi er ikke malkekvæg, men dedikerede professionelle mennesker.

Direktøren beskrives som en der bare eeeelllllsker smartphones, og fint nok med det - MEN når sekretæren godt kan lide at bruge den 'faste'/kablede telefon hænger det meget mere sammen med brugervenligheden af store dejlige fysiske trykknapper end muligheden for at bladre sig gennem sidevis af hjemmeskærme på en smartphone for at finde den rigtige knap. Så hellere lave en eller anden for for trådløs opkobling til de eksisterende fysiske telefoner. - Det er igen helt ligesom sundhedsplatformen, hvor brugervenligheden er taget helt ud af programmet.

Jesper Frimann

Der har allerede været skrevet mange gode kommentarer (Yoel første kommentar er rimelig spot on (også mht. at det her er lidt clickbait :)= )).
Men det her viser jo med al tydelighed, hvad der er root cause til mange af de problemer vi i dag har i samfundet.

Den værste slags IT-løsninger man kan få er Direktør Skygge IT-løsninger.

1) Du kan typisk ikke kæmpe imod dem, eller gøre meget ved dem.. det er jo direktør løsninger.
2) De er typisk utrolig snævre i deres fokus og passer ofte slet ikke ind i en organisationens EA.
3) Du kommer til at supportere dem anyway, også selv om der ikke er afsat økonomiske og mandskabs mæssige midler til at gøre dette.
4) De er typisk ekstremt dyre, da der igen ikke har været lavet en ordentlig business case eller ikke passer ikke ind i den eksisterende arkitektur. Ofte er det noget som en direktør har set på 'et kursus' hos en ny leverandør og derfor skal der nu opbygges nye leverandør relationer.
5) De er typisk ustabile, sikkerhedsmæssige usikre og ofte overflødige.
6) De skaber splid, ævl og kævl i organisationen og har det med at grave eksisterende grøfter mellem dele af organisationen dybere.

Den her sag er IMHO netop et eksempel på en sådan løsning. Og man kan jo gøre et par observationer.

a) Læg mærke til hvordan man bruger budget kroner allokeret til et formål defacto for at implementere skygge IT.
b)

For it-afdelingen er den største barriere. I Claes Brylle Hallqvists perspektiv burde den være bannerfører, men sådan ser virkeligheden ikke ud.

Man skal huske på at IT i region hovedstaden har været dybt involveret i, at for for lidt penge, med for få ressourcer, med for lidt kalendertid m.m. at implementere og udrulle sundhedsplatformen. Man kan jo kun nå det man har fået afsat ressourcer til. Og det at man fra direktør side laver den her slags numre, skaber jo bare mere kaos og gør, at man ikke har fokus i IT på det som måske nok er det vigtigste lige nu.

c)

Trådløst internet er en anden kontroversiel teknologi i hospitalsverdenen, hvor gigabit-switches, der kan overføre store datamængder, er det, der skal til, efter den gængse opfattelse. Men medarbejdere og printere har f.eks. ikke brug for gigabit-forbindelse, men kan klare sig med en billig og fleksibel trådløs forbindelse, der ikke kræver stik i væggen.

Igen er det tydeligt at direktøren ikke har en IT-baggrund, og det er IMHO heller ikke rigtigt, det der bliver sagt her.
Wifi er en nødvendighed for bla. sundhedsplatformen.
Men det man skal forstå, er at en Wifi infrastruktur, der kan servicerer mange tusinde medarbejdere og til dels patienter, være sikkert (personfølsomme data), robust (det skal virke ellers kan folk stille træskoene) og med nok båndbredde er så absolut ikke billigt.
Og du vil stadig skulle have en kablet infrastruktur, både som en sikkerhedsforanstaltning, men også fordi for nogle enheder er det nemmere med kabler. Desuden skal Wifi infrastrukturen også hænge sammen, og det kan nemt kræve 10Gbit infrastruktur. Altså det man påstår er, at man tvang IT, via skygge IT, at gå fra en relativ simpel lukket netværks infrastruktur, som har kunne klare sig med relativt billige komponenter. Til en mere kompleks netværksinfrastruktur.
Det er jo så absolut ikke måden at gøre sådan noget på. Det får man ikke gode stabile løsninger af, men snarere ikke gennemtænkte panik lappe løsninger, der ikke bare er dyrere men også dyrere at drive og som har det med at aldrig at bliver rigtig gode.

d)

Mht. at tracke personalet og bruge dette til at få indsigt. Såsom at personale toilet ikke skal ligge i kælderen og at det er god ide at have en vandhane i medicin rummet.

I stedet for at lave alle mulige mærkelige tekniske løsninger og bruge f.eks. IT og dyre leverandør ressourcer på at indsamle data, analysere formulere hypoteser og måske.. måske verificerer disse, kunne man måske bare tale med personalet. Jeg ved godt at i NPM er det lidt et fyord, men det virker. Og desuden var det en af 'leasons learned' tingene fra da man byggede Herlev hospital, at man kunne have undgået mange af de fejl der blev lavet der.. netop ved bare at snakke med personalet.

// Jesper

Jan Heisterberg

Interessant og provokerende artikel.
Det mindre mig om min fortid, før PCere, hvor der i mange danske industrivirksomheder eksisterede et begreb: teknisk edb, som var sådan nogle PC-lignende enheder (Hewlett Packard) derblev programmeret til specialløsninger.
Det viste sig, at prisen for dette "piratudstyr" typisk var den samme som de enkeltstående, forgyldte, mainframes - stor ledelsesmæssig overraskelse. Hvorfor indkøbt ? It-afdelingerne ville / kunne ikke levere løsninger hurtigt nok.

NÅ: driftssikkerhed - selvfølgelig er der da etableret en lokal GSM-celle som drives af hospitalets nødgenerator, hvis nu ..... Check, løst.
Og naturligvis er dette netværk KUN for registrerede telefoner.
Og WiFi - selvfølgelig koblet på nødbelysningen; de få Watt er mindre end en lyskilde. ..... check, løst.

Anne-Marie Krogsbøll

Det er en af den slags artikler, der kan give mig kvalme. Hvordan kan ledere og politikere undre sig over, at mistilliden breder sig i samfundet, samtidig med, at man går efter sådanne ledere? Hvorfor skal en del af os skældes ud for at være "sølvpapirshatte" (et øgenavn jeg er begyndt at holde af - vi må finde på et tilsvarende kærligt navn til den modsatte fløj - eks. "skyklaphatte"? Bindestreg kan så sættes efter lyst), når artikler som denne helt tydeligt illustrerer, hvordan toppen af samfundet løber om hjørner med borgerne/bunden?

"Resultatet for hospitalsbyggerne er helt nye erkendelser. Det handler eksempelvist om at lægge personaletoilettet centralt på afdelingen, i stedet for i kælderen. Det giver store besparelser i tid og penge, siger Claes Brylle Hallqvist.
En anden indsigt er stor trafik mellem medicinrum og køkkenet. Det skyldes ganske simpelt, at sygeplejersken ofte henter et glas vand til patienten sammen med pillerne. Her kan man enten lægge to rum i nærheden af hinanden, eller installere en vandhane i medicinrummet.
»Det er ren design, bygget på big data.«

Nu må I altså holde op - er det, hvad BigData kan præstere? Mon ikke almindeligt sund fornuft og lytten til personalet kunne have belyst samme problemer lige så godt?

"»Ud af det kan vi lave 'real time location tracking'. Hvad koster det, når 2.500 mennesker i hvid uniform går 20 skridt for meget?«
Det beløber sig til én million på bundlinjen, bedyrer Claes Brylle Hallqvist."

Og hvad koster det så i sygedage pga. stress, når man behandler mennesker/personale som om, de er robotter, hvor man bare hele tiden kan skrue op for overvågnings- og effektivitetsknappen?

Og når man læser denne artikel sammen med dagens anden artikel om AI og Watson i sundhedsvæsnet - er der så noget at sige til, at man frygter, hvad der foregår i kulisserne og bag lukkede døre på højeste niveau mht. at misbruge vore sundhedsdata uden vor viden?

Var der nogen, der sagde etik og moral? De ord kan snart ikke bruges i forbindelse med udviklingen i sundhedsvæsnet.

Michael Cederberg

Og hvad koster det så i sygedage pga. stress, når man behandler mennesker/personale som om, de er robotter, hvor man bare hele tiden kan skrue op for overvågnings- og effektivitetsknappen?

Det handler ikke nødvendigvis om at folk skal gøre mere eller hurtigere. Det handler om at de skal gøre de rigtige ting og i øvrigt lade være med at gøre andre ting. Problemet for det offentlige er at tilliden mellem ansatte og politikere er væk ... af mange grunde som både skyldes ansatte og politikere. Ledelsen er i den forbindelse blot mellemmænd.

Men vi skal effektivisere sundhedssystemet og alle mulige andre steder. Det skal vi fordi vi hele tiden ønsker at gøre mere og mere. Hvis der skal være råd til at flere ældre, behandling af flere sygdomme, bedre medicin, længere uddannelser, bedre ferier, renere energi, hurtigere tog, etc. så skal samfundet hele tiden optimeres. På en måde der er til glæde for borgerne.

I den forbindelse er det værd at huske på at for 150 år siden var mere end 85% af befolkningen beskæftiget i landbruget. I dag er det under 2%. Det faktum at vores forfædre var i stand til at mangedoble produktiviteten i landbruget frigav ressourcer til uddannelse, forskning, fritid og alt muligt andet. Der er ingen grund til at det ikke kan fortsætte. Det skal blot ske til glæde for borgerne.

Løsningen er ikke den sædvanelige venstrefløjstankegang med at hæve virksomhedsskatter og topskatten. For det første vokser det ikke kagen - det flytter bare rundt på portionerne. For det andet så vil det have væsentlig negativ effekt på aktiviteten i samfundet. For det tredie vil det ikke give tilnærmelsesvis nok. Selskabsskatten giver ca. 5% af provenuet, topskatten ca. 1.8% - selv med en tredobling er det ikke noget der flytter noget på den lange bane.

Christian P. Broe Petersen

Det er ikke alle teleselskaber der har det endnu, så måske du er lidt for hurtig med at dømme gårsdagens beslutninger ude på morgendagens standard.

Altså 3, Telenor og Yousee (TDC) gør. Telia har så vidt jeg kan se stadig ikke. Jeg ved ikke lige med de små selskaber, men der er da i hvert fald tre store at vælge imellem der.

Anne-Marie Krogsbøll

Det handler ikke nødvendigvis om at folk skal gøre mere eller hurtigere. Det handler om at de skal gøre de rigtige ting og i øvrigt lade være med at gøre andre ting.


Du siger mange fornuftige ting, Michael Cederberg, selv om vi næppe er enige. Noget af det, man kunne gøre, var at rydde op i medicinal- og medicoindustriens uheldige indflydelse på vores sundhedsvæsen, for der forsvinder rigtigt mange penge der. Over- og fejlmedicinering, overdreven tro på digitale "vidundere" som Watson, inden der er belæg for herlighederne, manglende forskning i de områder, som der ikke er penge i for industrien (og dermed for partikasserne og forskerne), for lidt lytten til brugerne (både patienter og personale).

Dagens skandalehistorie - det arkitektonisk prisbelønnede, men gennemsigtige psykiatriske hospital - ville det kunne ske, hvis man lyttede til dem, der skal bruge vidunderet i dagligdagen? Hvordan kan noget sådant ske? http://ugeskriftet.dk/debat/prisbeloennet-glashus-med-fejl-og-mangler.

I dagens Politiken lægger en tilsyneladende it-kyndig læge Sundhedssplatformen i graven (desværre endnu ikke lagt online). Tænk, hvad sådanne fejlprojekter koster. Tænk, hvis man koncentrerede sig om at undgå den slags Århus-historier i sundhedsvæsnet, i stedet for hele tiden at ville have det vildere, højere, hurtigere, mere blæret og sexet? Ganske vist ville det måske være mere kedeligt og mindre økonomisk saftigt for ledere som Hallquist og forskere som Nemery ( dagens artikel om Watson) - men garanteret bedre for sundhedsvæsen og befolkning.

At stække medicinal- og medicoindustriens hærgen i sundhedsvæsnet vil da muligvis koste arbejdspladser på kort sigt - men skal vi virkeligt køre sundhedsvæsnet i sænk for at holde liv i nogle samfundsmæssigt skadelige arbejdspladser?

Mon ikke det over tid vil være muligt at sadle om, og skabe nogle gode og samfundsgavnlige arbejdspladser med offentlig og uafhængig forskning?

Jens Jönsson

I må gerne kalde mig dum ;-)

Men er en vicedirektør ikke en tak højere oppe i systemet end IT-afdelingen (og dennes leder) ?

Er det ikke vicedirektøren og direktøren der bestemmer ?

I min optik er det, og hvis manden vitterligt har gjort og agerer, som der står i artiklen, så kalder han jo hans egen medarbejdere, som han skal lede, for inkompetente klaphatte.
Og hvorfor så overhovedet have en IT afdeling ?

For mig lyder han som lederen, der stjæler de gode ideer fra medarbejderen, og promoverer dem som sine egne.
Han respekterer heller ikke den kompetence hans selvsamme medarbejdere har. Hvorfor har han så ansat dem ?

Det lugter også langt væk af at han med den ene hånd beskærer IT-afdelingens budget med en økse, for med den anden hånd at bruge penge på de projekter han synes er sjove og han stolt kan fremvise til dem over ham.
"Se vi er 3 år forud, er jeg ikke dygtig!"

Jeg er bange..... Bange for at jeg skal blive syg og blive indlagt på et hospital der styres på den måde, af folk som Claes Brylle Hallqvist.

For går der noget galt med hans indstilling, så går det jo desværre nok grueligt galt og hvem er det så det går ud over ?
Ja, det har været nævnt et par gange. De stakkels folk i IT-afdelingen, der sikkert okser rundt fra Herodes til Pilatus, for at kunne nå at brandslukke de IT problemer der opstår i kølvandet på vicedirektørens opfindelser....

SUK!

PS: IT-chefen(erne) for de 2 hospitaler er med ovenstående artikel i min optik, blevet stemplet som komplet uduelig.....
Håber at der er skruet gevaldigt op for "historien" i artiklen, så den viser sig at være mindre sand end godt er...

Michael Cederberg

Noget af det, man kunne gøre, var at rydde op i medicinal- og medicoindustriens uheldige indflydelse på vores sundhedsvæsen, for der forsvinder rigtigt mange penge der. Over- og fejlmedicinering, overdreven tro på digitale "vidundere" som Watson, inden der er belæg for herlighederne, manglende forskning i de områder, som der ikke er penge i for industrien (og dermed for partikasserne og forskerne), for lidt lytten til brugerne (både patienter og personale).

Nej vi bliver ikke enige om det. Jeg har flere i min umiddelbare omgangskreds der ville være døde eller i øvrigt have væsentlige nedsat livskvalitet hvis ikke det var for moderne medicin og forskning. Jeg kan også se statistikker som viser at levealderen i den vestlige verden konstant vokser. Jeg kunne fortsætte men det vil jeg ikke her.

For jeg mener du forplumrer debatten når du blander medicin og indretning af psykiatrihospital ind i en debat om hvorvidt det er en god ide at en vicedirektør ikke er villig til at konfrontere sig IT afdeling, men i stedet opretter en alternativ fordi han mener at vide bedre. Det er værd at diskutere. Jeg skal i den forbindelse nævne at hvis Danmark bliver udsat for en større katastrofe, så vil jeg forsøge at undgå både Frederiksberg og Bispebjerg Hospitaler.

Sidst vil jeg blot nævne at selvom du måske er uenig i min liste af prioriteringer indenfor sundhedssektoren (det var såmænd også blot en samling løst valgte eksempler), så tror jeg godt vi kan blive enige om at sundhed for alle kun bliver dyrere i fremtiden og at vi derfor skal finde øgede ressourcer til det.

Anne-Marie Krogsbøll

Når man skal se på, hvordan vi får råd til at have et godt sundhedssystem på længere sigt, som du selv lagde op til, og som Hallquist også bruge som begrundelse for sin handlemåde, så er vi nødt til at se på alle de steder, hvor sundhedsvæsnet bruger pengene forkert - også ukritisk brug af medicinske løsninger.

Jeg tager ikke afstand fra al medicin. Du har ret i, at der er medicin, der gør gavn og er nødvendig. Men der er også meget medicin, der gør mere skade end gavn, og som medfører store ekstraudgifter for sundhedsvæsnet.

Kjeld Flarup Christensen

Fint at han vil noget med IT.
Forandringsprocesser kræver at topledelsen er med.
Men ikke at topledelsen og IT afdelingen kæmper med hinanden. Det er noget der øger risikoen for endnu en IT skandale.
Muligt at det gik godt denne gang, bare det ikke danner skole, for så er der lagt op i kakkelovnen til skatteyderne.

Allan Høiberg

I gamle dage var der et journalistisk princip om at belyse alle sider af en sag - det kunne være voldsomt interessant for, i virkeligheden at vide noget som helst objektivt om sagen, at høre IT-afdelingens folk om deres side af sagen.

Var modstanden reel, eller dikteret af ledelsen? Jeg kunne levende forestille mig at de gjorde som de havde fået besked på oppefra, og aldrig har fået et memo om at reglerne er ændret.

Er det modstand af tekniske årsager? Budgetmæssige? Praktiske erfaringer?

Hvad har den nye, fantastiske plan tage højde for af nødsituationer? Kan en portør tabe sin mobil på stengulvet og hente en anden i IT-afdelingen bagefter? Er der brugt et mobilt omstillingsanlæg? Virker portørens Facebook på den nye telefon?

Hvorfor er et telefonstik så dyrt?

Er der stadig systemer, der har deres eget gigabit-kablede net helt adskilt fra det trådløse? Skiftes koderne på det trådløse løbende og/eller ender patienterne med at dele medarbejdernes netværk?

Find selv på flere spørgsmål, og stil dem!

Jesper Springer

Det eneste interessante i det her er, hvorfor en direktør følger sig nødsaget til at underløbe sin egen IT afdelingen?

Er det fordi han føler at det ikke er hans IT afdeling?
Er IT afdelingen blevet en stat i staten?

Det kunne være at version2 skulle smide sine farvede briller og begynde på en omgang kritisk gravende journalistik.

Jesper Frimann

@Gert Madsen

Enig. Problemet er så desuden, at der hvor "Big Data" som regel giver mening, og virkelig kan bidrage. Det er som regel der, hvor 'tingene/data' bliver så omfattende og komplekse, at selv de eksperter, der arbejder med området til dagligdag, ikke kan overskue tingene.
Og at finde disse steder/områder og forstå den værdi, som 'Big Data' ville kunne bidrage og måske skabe værdi, kræver igen stor faglighed og indsigt i området.

De problemer som Claes Brylle Hallqvist, stolt beskriver, at man har løst er jo lidt Mickey Mouse problemer, som ja.. grænser til Logik for Burhøns.

// Jesper

Poul Hansen

Han burde måske tage en snak med IT afdelingen om alle de udgifter han har påført dem, med foranstaltninger der kan gøre at alt det andet udstyr stadig virker.
Hans cowboy metoder har medført at midler der kunne bruges til en fælles ny løsning, nu er gået til modforholdsregler og dobbelt arbejde. Han har opsat eget wifi netværk, ved siden af it afdelingens. Dem der ved noget om den slags ved, at det kan give store forstyrrelser. Der er brugt rigtig mange penge på at få det "originale" netværk til at virke, for han ville ikke undvære dette, men kun have mere uanset omkostningerne for andre.
Det er imponerende at han vil have facebook og streaming (formodentligt af film) på bekostning af medarbejdernes brug af lægefaglige applikationer.
Det var også ham der proklamerede at medarbejderovervågning kun er af det gode. Nu er artiklen desværre beskåret https://www.computerworld.dk/art/237042/vi-undrede-os-over-at-alle-gik-i... .
Han burde måske tænke lidt på, hvorfor alle hans nærmeste medarbejdere skifter temmeligt hurtigt.

Torben Frandsen

Claes Brylle Hallqvist har skrevet et længere indlæg på Region H´s intranet i dag om, hvordan det i virkeligheden hænger sammen. Han er IKKE blevet interviewet af Version2, og artiklen er nok blevet vinklet lidt for meget. Altså så meget at det der står i artiklen faktisk ikke er rigtigt.

Nu stoler jeg personligt mere på en vicedirektør på Bispebjerg Hospital end jeg stoler på en EB-wannabe journalist fra Version2, så det ville klæde Version2 at forklare hvordan det i virkeligheden hænger sammen, og eventuelt korrigere...

Henning Mølsted Journalist

Nej, det er absolut ikke "fake news."

Artiklen er et referat af Claes Brylle Hallqvists indlæg på IT-Branchens Lederdøgn i Nyborg. Indlægget er optaget på diktafon.

Vi har netop været i telefonisk kontakt med Hallqvist, som over for os bekræfter at artiklens indhold er korrekt.

Vi har ikke set indlægget på Region H's intranet.

I øvrigt ville vi gerne følge op på artiklen med interviews med it-cheferne på Frederiksberg og Bispebjerg hospitaler. Det har Region Hs centrale presseafdeling imidlertid givet afslag på.

Vh Henning Mølsted, redaktør.

Anne-Marie Krogsbøll

Det mildner jo ikke ligefrem indtrykket af Hallquists ledermetoder, at han åbenbart på intranettet ikke vil stå ved sit indlæg på Lederdøgn. Måske lidt i tråd med artiklens indhold: Løb om hjørner med dine medarbejdere?

Det kunne være rart at få lagt Hallquists redegørelse på Intranettet ud her, hvis Hallquist er utilfreds med artiklens indhold - hvorfor skal redegørelsen være hemmelig udenfor intranettet, Hallquist?

Fremover vil jeg i hvert fald ikke uden yderligere dokumentation fra Hallquists side stole mere på en vicedirektør på Bispebjerg end på en praktikant på Version2.

Anne-Marie Krogsbøll

I øvrigt ville vi gerne følge op på artiklen med interviews med it-cheferne på Frederiksberg og Bispebjerg hospitaler. Det har Region Hs centrale presseafdeling imidlertid givet afslag på.


Skal det forstås som en mundkurv til disse it-chefer? Det ville jo være i strid med loven, som sikrer offentligt ansattes ytringsfrihed. Hvad siger de selv?

Anne-Marie Krogsbøll

Fra linket: "Som afdækket af Jyllands-Posten i fjor og lagt til grund af nævnet sørgede Hallqvist og Mortensen for, at KHR gik fra at være bedømt som det dårligste projekt til at være det bedste projekt"

Så er spørgsmålet jo: "Hvorfor?" Det bliver der forhåbentligt boret rigtigt meget i. Vi har jo aktuelt andre sager, hvor der viser sig at være "naturlige" forklaringer på den slags.

Log ind eller Opret konto for at kommentere
Pressemeddelelser

Welcome to the Cloud Integration Enablement Day (Bring your own laptop)

On this track, we will give you the chance to become a "Cloud First" data integration specialist.
15. nov 2017

Silicom i Søborg har fået stærk vind i sejlene…

Silicom Denmark arbejder med cutting-edge teknologier og er helt fremme hvad angår FPGA teknologien, som har eksisteret i over 20 år.
22. sep 2017

Conference: How AI and Machine Learning can accelerate your business growth

Can Artificial Intelligence (AI) and Machine Learning bring actual value to your business? Will it supercharge growth? How do other businesses leverage AI and Machine Learning?
13. sep 2017