anders lisdorf bloghoved

Disråpsjån - når fremskridtet slår bak

I teknologiverdenen er et af trylleordene, som alle bruger om alting for tiden: disråpsjån eller disruption, som det hedder på engelsk. Jeg kan huske dengang jeg skrev for et velkendt start-up medie. Her kunne man knap skrive en artikel eller lave et interview uden at nævne, hvor disråptiv en ide var.

Begrebet disruption, eller disruptive innovations, som det teknisk set handler om, kommer fra den amerikanske forsker ved Harvard University Clayton M. Christensen. I hans klassiker “[The Innovators Dilemma - When New Technologies Cause Great Firms to Fail]((https:/(https://en.wikipedia.org/wiki/The_Innovator%27s_Dilemma/en.wikipedia.org...)” fra 1997 gennemgår han en process, som kan ses i mange forskellige industrier. Her kommer en ny teknologi ind og skaber et nyt marked, som gradvist overtager et eksisterende.

Det klassiske eksempel er PCen, som skabte et nyt marked, der gradvist overtog det etablerede computermarked, nemlig mainframemarkedet. I dag er det relativt sjældent, du hører en IT chef sige “lad os lige købe en mainframe til”. Det bliver højst sandsynligt nok bare et x86 rack istedet (som godt nok ikke teknisk set er en PC, men som er baseret på samme teknologi).

Disråpsjån opfattes i dag, som det, der driver teknologi industrien fremad nærmest som en uundgåelig naturkraft, som ikke kan ændres. Derfor er det interessant når en teknologisk innovation ser ud til at gå i stå for derefter at slå bak.

Tilbage til 90’erne

Op igennem halvfemserne abonnerede mine forældre på Den Store Danske Encyklopædi, hvor et bind kom med måneders mellemrum indtil alle 22 bind var nået frem. Dette pragtværk var symbolet på viden og lærdom og fyldte godt på reolen. Det var svært at forestille sig at det ikke skulle trone majestætisk der til evig tid. Men få år senere erindrer jeg, at man kunne få alle 22 bind på en cd rom. I 2009 kom den endelig på internettet, så enhver med en smart phone eller computer kunne få svar på sine spørgsmål på få sekunder. Leksikonnet var altså også blevet disråptet I flere omgange, først af cd rommen og dernæst internettet. Forventningen var derfor, at bogen som helhed var på vej samme vej.

Efter årtusindskiftet så det da også sådan ud længe. Amazon kom med deres Kindle, der gør det meget bogagtigt at læse på en skærm og iPaden er jo altid indenfor rækkevidde, så det kunne ikke være nemmere at læse en bog. De elektroniske bøger behøver man ikke vente flere dage og uger på at få, de er der med det samme, og koster ofte kun en brøkdel af en rigtig bog, så alle symptomerne på disruptive innovation var der.

Personligt var jeg umiddelbart entusiastisk, og prøvede at læse bøger på computer, telefon, ipad og kindle. Det er unægteligt smart, at man blot kan hive telefonen op af lommen, når man er på shopping tur med konen, eller downloade den seneste Jussi Adler-Olsen krimi, og starte med at læse med det samme, man har hørt om den i P4 til eftermiddagskaffen. Jeg kan også klart se fornuften i en tynd e-bogs læser i tasken i stedet for “Anna Karenina”, som jeg prøvede at slæbe med på ferie (det medfører altid krise når man skal prioritere mellem en bog og solcremen i strandtasken). Der syntes altså kun at være fordele ved e-bøger.

Bogen som elektronisk ting

Men alligevel var der et eller andet i mig, som gjorde, at det ikke rigtigt fængede. Jeg klarede første bog af Paul Auster’s New York trilogi på min Kindle, starten på “Pride and Prejudice” på telefonen og lidt af Malcolm Gladwell’s “What the Dog Saw” på iPaden, men det var ikke rigtigt noget, som bed sig fast. Det var først da jeg begyndte på lydbøger, som egentlig ikke er noget nyt, at det rigtigt tog fart, for når man cykler eller kører bil, er det let at høre noget imens.

Selv her var der dog noget, der manglede. Jeg kom kun halvvejs gennem Neil Stephenson’s “Cryptonomicon”, som vel egentlig er en fremragende bog. Men den blev fremført af, hvad der sikkert var en arbejdsløs skuespiller, som havde besluttet sig for at denne oplæsning skulle være øvelse til når han engang fik et rigtigt skuespiller job (sikkert i noget børne tv). Han dramatiserede i hvert fald personerne og gav dem accent og stemmer. Ja, også kvinderne (suk). Det kan ikke anbefales. Det blev for mærkeligt. Men man kan sikkert godt finde nogen, som bare læser op almindeligt.

Efter at have “læst” Thomas Pikety’s “Kapitalen i det 21. århundrede”, som lydbog stod jeg med en ukendt fornemmelse af at være helt blank, når det kom til indholdet. Jeg har unægteligt spildt mange år på uddannelse og forskning, hvor min hovedbeskæftigelse var at læse bøger, forstå dem og huske dem. Det kan naturligvis have noget med mine evner ud i økonomisk teori at gøre, men jeg syntes, at jeg forstod alt mens jeg hørte det. Det er aldrig sket med fysiske bøger jeg har læst. Det gik op for mig at dette fænomen faktisk gjaldt for alle de forskellige former for elektronisk bog læsning jeg havde prøvet: efter endt læsning var jeg blank: New York Trilogien: en mand bliver detektiv og opklarer… noget… i New York, Pride and Prejudice: Døtre…skal giftes…”What The Dog Saw”…intet

Med denne disruption af den fysiske gammeldags bog fulgte en slags e-bogsamnesi, jeg ikke havde kendt før. Uanset om jeg læste på ipad, telefon eller hørte bogen var det, som om det ikke rigtigt hang fast. Derfor endte det altid med, at jeg også købte bøgerne, som rigtige bøger, så jeg kunne slå op i dem, for det er også næsten umuligt at genfinde noget i en lydbog. Det havde jeg længe dårlig samvittighed over, for det var jo spild af tid, og var det I virkeligheden en form for latent bogsnobbisme?

Jeg tænkte, at det nok blot var mig, som var ved at blive gammel, og mine læsevaner var formet af min opvækst i et miljø uden e-bøger. Det kan stadig være tilfældet, men noget tyder på at jeg ikke er den eneste der har det sådan. Netop bogen synes nemlig ikke at følge den typiske disruptive innovation proces, hvor det kun går op for den nye teknologi indtil den har indtaget hele markedet. For længe har niveauet i e-bogssalget faktisk stagneret, og for nylig er det ligefrem gået tilbage for første gang, mens de fysiske bøger går frem.

Det giver selvfølgelig umiddelbart problemer for antagelsen om, at teknologi automatisk vil erstatte og gøre alle aspekter af vores liv virtuelt. Samtidig udfordrer det Christensens 20 år gamle teori. Derfor er det interessant, at kigge lidt nærmere på, hvad årsagen kan være til, at dette kan ske.

Den læsende hjerne

For at kunne komme med et bud på en forklaring bliver vi nød til at forstå, hvordan den menneskelige hjerne faktisk læser. Man kunne forestille sig, at vi læser på samme måde som en computer læser en fil. Vi starter med første linie og fortsætter til den sidste, som så er gemt linie for linie i vores hukommelse. Når vi skal genkalde det søger vi blot efter et ord eller en linie i hukommelsen. Men det er ikke helt tilfældet. Langt fra.

Den menneskelig hjerne er ikke udviklet til at læse, og det er først omkring det 4. årtusinde før vor tidsregning, at de første skriftsystemer dukker op. Hvad end hjernen bruger til at læse med, er det noget, som har været udviklet til et andet formål i løbet af den menneskelige evolution.

Godt nok bliver teksten forstået, men måden tekst opfattes på, er ved hjælp af områder i hjernen dedikeret til objekt genkendelse og navigation. Det betyder, at vi orienterer os fysisk i en tekst på samme måde, som vi ville hvis vi bevægede os rundt i den fysiske verden. Ved at kigge os omkring, vurderer vi, hvor langt der er til næste bjerg eller vandet eller skoven. Når vi navigerer et fysisk miljø lægger vi mærke til særlige kendetegn, retninger og afstand til pejlemærker, lugte og farver. Men vi påvirker også vores miljø, for bedre at kunne navigere, for at kunne finde tilbage eller for at finde et specifikt sted. Vi sætter måske mærker i et træ, stabler nogle sten, skriver lidt grafitti på et S-tog eller lignende.

I en fysisk bog er det samme tilfældet. I kraft af følelsen af tykkelsen på siderne i venstre og højre hånd har vi hele tiden ubevidst en fornemmelse af, hvor langt der er tilbage. Vi kan bladre et par sider frem for at orientere os mod, hvornår kapitlet slutter, for eksempel for at søge at gøre det færdigt inden vi skal spise. Vi kan sætte vores egne mærker i bogen enten med skriveredskaber eller ved at bøje siderne. Hvis der var noget vi ikke forstod kan vi let bladre tilbage for at finde det sted i teksten, hvor det stod.

Vores læsning af en bog er kort sagt, som en rute i et miljø. Meninger og betydninger i teksten bliver fastgjort til denne rute af vores hjerne. Vi kan muligvis huske at vi læste om den myrdedes forhold til onklen for et par kapitler siden nederst til venstre og på den måde finde stedet igen. Men hvad er relationen til hukommelse? Skulle dette gøre noget specielt i forhold til at huske noget i teksten? Faktisk er der andre indicier på at navigationen igennem et miljø er en potent måde at fastholde og genkalde information helt generelt.

Tilbage til antikkens Rom

I det tidlige efterår, mere præcist den 29.september år 57 før vor tid i en kølig marmor bygning på Forum i Rom kunne man høre en mand omkring de halvtreds, som energisk holdt en timelang tale. Manden var nobelt klædt og havde tidligere været en vigtig mand. Han havde tidligere været konsul, men blev så lidt uvenner med de nye chefer, og havde derfor været tvunget til at tage et smut i eksil. Nu var han kommet tilbage, og havde fået lovning på at få sine gamle ejendomme tilbage. Han havde haft en super lejlighed lige i centrum af Rom på Palatiner højen, men i mellemtiden havde hans modstandere dedikeret den til en gudinde og dermed lavet den om til en helligdom og så kunne han jo ikke få huset tilbage. Det var for at overbevise, om at det ikke var tilfældet, at han holdt denne timelange tale (hvad man ikke gør for beliggenhed).

Hvis man nogensinde har læst nogle af Cicero’s taler kan man først og fremmest imponeres over hvor ujævnt niveauet er, og hvor lang tid manden tilsyneladende kunne snakke. Dernæst vil man blive imponeret over at disse taler, som den ovenfor nævnte De Domo Sua blev memoreret udenad. Han har simpelthen stået og bogstaveligt talt reciteret i flere timer ved retssager og til politiske møder.

I disse tider, hvor paratviden er et fy ord i folkeskolen og Wikipedia har erstattet hukommelsen hos en generation, er det en utrolig bedrift, som knap synes menneskeligt muligt. Måden Cicero kunne gøre det på var ved at bruge en teknik, der var udbredt i antikken, som i dag kaldes loci metoden. Denne metode beskrev han i værkerne De Oratore og Rhetorica Ad Herenium. Loci betyder på latin “steder”, og metoden går i al sin simpelhed ud på, at taleren skal tænke på et sted, han eller hun er bekendt med, f.eks. en bygning eller et område. Dernæst brydes det, som skal huskes, op i bidder, som associeres med forskellige steder i dette område. Sekvensen af disse bidder bindes sammen af ruten man går for at navigere imellem dem.

Det er ikke kun i antikken at denne metode bruges. Også i dag bruges den, hvis der virkelig skal huskes. For eksempel bruges metoden af den 8 dobbelte World Memory Champion Dominic O’Brien. En anden tidligere World Memory Champion Ed Cooke beskriver i bogen “Moonwalking With Einstein” af Joshua Foer, hvordan han bruger detaljer fra sit barndomshjem til at etablere relationer. Det handler altså om at finde en rute med en række punkter, som kan associeres til noget indhold.

Hjerneforskning understøtter faktisk dette. Studier har vist, at folk, som kategoriseres som superhuskere, ikke er mere intelligente, eller har en anden hjernestruktur end andre, men at de blot bruger en anden strategi til at huske. Nemlig en strategi, som involverer spatial indlæring.

Det hjælper således på at huske noget, at man har en forbindelse til noget spatialt, noget som beskriver en rute, hvor man kan finde frem og tilbage.

Navigation og bøger

Men hvad har det så med bøger at gøre, kunne man spørge? For e-bøger har jo også sider, som man kan få tal på samt mulighed for at se, hvor langt man er nået, og mulighed for at skrive noget. Forskellen er, at en e-bogslæser ikke giver dig nogle taktile fysiske spor til at hjælpe hjernen til at navigere. Der er ingen “fornemmelse” af, hvor langt man er. Selvom man kan se på en indikator, så er det ikke noget, som løbende registreres. Alle sider ligner hinanden, og i øvrigt er der kun en side, som skifter udseende. Netop dette forhold kan være centralt for hjernen. Når man bladrer i en almindelig bog, kan man gennem fingrene mærke, at man bevæger sig. I en e-bog opfatter hjernen ikke, at den bevæger sig overhovedet. Derfor formes erindringer ikke ligeså let.

Anekdotisk kan jeg sige, at jeg med mine lydbøger har oplevet, hvordan jeg kunne huske flere distinkte punkter på min cykeltur. Når jeg er kommet til at genstarte et kapitel jeg havde hørt, kunne jeg genkende stederne jeg kørte da jeg hørte det første gang. Jeg kan faktisk også huske distinkte episoder fra førnævnte “Cryptonomicon”, men de har det også med at flyde sammen fordi jeg cykler den samme rute.

Pointen er her altså, at det er mennesker som bruger teknologi og vi fungerer ikke på samme måde som teknologi (like it or not). Det giver nogle gange nogle overraskende effekter, som f.eks. at en på stort set alle punkter underlegen “teknologi” den gammeldags bog, ikke forsvinder selvom om en bedre teknologi kommer frem. Undersøgelser har ligefrem vist at selv millenials foretrækker fysiske bøger, hvis de skal forstå noget i dybden.

Disråpsjån i bak gear

Men pointen i forhold til disruptive innovation er, at selv teknologi, som virkelig er smartere og billigere og lettere ikke altid automatisk vil gå sin sejrsgang, som vi så det med computeren, telefonen, digital kameraet og så videre. En teknologis potentiale afhænger af en mere kompleks relation til de mennesker, som skal bruge den. En relation, der kan være svær at gætte på forhånd.

Måske ser vi det samme indenfor musik i dag. Jeg har fundet mine gamle kassettebånd og plader og cd’er frem og oplevelsen af at høre Portishead’s 3. album, the Beatles mærkelige single/bog/plade the “Magical Mystery Tour” kan ikke sammenlignes med, at høre det på spotify, og det siger jeg, som en certificeret spotify junkie (Discover weekly har ændret mit liv).

Selv mine børns generation, millenials, har “opdaget” lp pladen. Det havde jeg ikke troet for bare et par år siden. Og behøver jeg sige det: pladesalget er også støt stigende.

Der er nogle gange mere til teknologi end man umiddelbart ser. Nøglen er at forstå interaktionen mellem mennesket og maskinen indgående.

Relateret indhold

Kommentarer (10)
Torben Mogensen Blogger

Det blev også i sin tid spået, at digitalure ville erstatte ure med visere, for de var jo eget lettere at aflæse, og man kunne uden de store omkostninger lægge smarte funktioner såsom stopur og vækkeur ind i dem. Sågar lommeregnere eller telefonbøger (som kunne afspille de toner, der ringede op på de gamle analoge telefoner).

Men (selv om der er en retrobølge med gamle digitalure for tiden) er denne "disruptive" teknologi næsten død, hvis man ser bort fra de nye "smart watches", som sikkert går samme vej. Faktisk er helmekaniske ure noget af det mest moderne for tiden.

Anne-Marie Krogsbøll

Rigtigt spændende artikel om menneskehjernens irrationelle måde at fungere på - som så alligevel er mere rationel - på nogle punkter - end computeren - i hvert fald når man skal fungere som menneske, ikke som computer. Dejligt at høre, at også andre har det på den måde.

Lakoff og Johnson har skrevet en bog om netop det emne - men fra en anden vinkel: At mennesker (og dyr) ikke kun tænker og husker med hjernen, men også med kroppen: "Philosophy in the flesh".

E-bøger mangler det fysiske aspekt, der, som det så fint i artiklen beskrives, er en del af hjernens funktionsmåde at inddrage.

" En teknologis potentiale afhænger af en mere kompleks relation til de mennesker, som skal bruge den. "
Ja! E-bøger mangler i selve formatet (ikke nødvendigvis i indholdet) at inddrage de følelsesmæssige aspekter af oplevelsen. De mangler f.eks. "lækkerheds"-faktoren, som en flot indbundet bog kan have, og som også kan bidrage til det indre landkort over, hvor man genfinder dele af indholdet. En E-bog er "flad" - todimensionel - hvor hjernen danner sig et tredimensionelt billede af en fysisk bog, og kan huske den i tre dimensioner.

Bogreolen - den fysiske - giver på samme måde et mere intuitivt og lettilgængeligt billede af bogens placering i verden, og hjælper derved til at huske indholdet - uanset at et fil-bibliotek kan være mere overskueligt, hvis det altså er bygget op på en måde, som man kan huske fra den ene gang til den anden - noget, der nok kniber for en del mennesker, inkl. mig selv.

Det er sikkert ikke logisk og rationelt at foretrække fysiske bøger - med mindre man regner menneskets natur med i ligningen - hvilket vel ikke er helt irrationelt at gøre?

Anders Lisdorf

Ja, jeg er helt enig. Jeg læste også bogen, da den kom, da den forrige "Metaphors We Live By" havde været en åbenbaring for mig (den er i øvrigt i top 50 af mest citerede bøger indenfor samfundsvidenskaberne).
De fysiske bøger på bogreolen peger på et andet perspektiv, ligesom den anden kommentar om digital ure ovenfor, nemlig den symbolske kapital. Her er det en bog som Bourdieus La Distinction som er relevant. Et Apple Watch, hvor cool og smart det end måtte være, er stadig blot at sammenligne med en nettopose ved siden af et Patek Phillippe ur. Det har intet at gøre med hvad det kan, men hvad det signalerer af status.
Meget spændende perspektiv i påpeger.

Finn Thøgersen

Ja og nej,

Der er rigtigt mange yngre (under ca 30) der der har meget svært ved at aflæse et ur med visere.
De kørelærere jeg kender er fx holdt op med at tale om "hænderne på 9 og 3" for det trænger ofte ikke ind.
Jeg har flere gange oplevet folk der på fx en DSB station spørger hvad klokken er selvom der hænger op til flere store ure.

Nu om dage er armbåndsure vist primært smykker, om de også viser tiden (ofte ikke sat korrekt) er underordnet.

Det klassiske digitale ur har vel fundet sin form i smartphonen ?
Når batteritiden om nogle år er tilstrækkelig god flytter smartphonen formodentligt tilbage til håndleddet, ihvertfald for den store gruppe af brugere der ikke presser funktionaliteten på smartphones.

Anne-Marie Krogsbøll

Finn Thøgersen:

Du har uden tvivl ret mht. den unge generation - men pointen er vel, at det faktisk gør noget ved hjernen at blive tvunget til at fungere på den nye måde - og at det ikke nødvendigvis er noget godt, det gør ved hjernen. Det er jo det, Anders Lisdorf beskriver ved sin oplevelse af, at hukommelsen får det sværere, når hjernen tvinges til at fungere på "digital" vis.

En lille "undren" fra min side: Mens e-bøger på en eller anden måde for mig er en "flad" oplevelse, som har sværere ved at fæstne sig i hjernen, så har jeg færre problemer med at læse kortere artikler på nettet - dem husker jeg lidt bedre, og de finder på en eller anden måde en plads i det indre landskab. Jeg husker dem ikke så godt, som jeg gerne ville, men de giver ikke samme flade oplevelse som e-bøger.

Jeg forestiller mig, at det måske skyldes, at artikler ofte findes i bestemte medier som tidskrifter og aviser - og at dette bliver til en form for "indre billede" eller landskab, fordi det er forholdsvis nemt at skabe en billedlig association mellem artiklen og mediet, man har læst den i.

Det hjælper ikke rigtigt hjernen at huske, at man har læst en bog på en tablet - men det hjælper en lille smule at huske, at man har læst en artikel i f.eks. "version2".

Jeg ved ikke, om det er en oplevelse, andre kan genkende?

Nikolaj Brinch Jørgensen

Der er rigtigt mange yngre (under ca 30) der der har meget svært ved at aflæse et ur med visere.


Kan du ikke komme med faktuel underbyggelse? Mine søn (8 år) har siden 0. klasse lært klokken på analog ur med visere (både derhjemme og i skolen). Det har resten af skolen også - så der er ingen problemer. Jeg tvivler på at dit udsagn er mere, end din egen (forkerte) forestilling?

Log ind eller Opret konto for at kommentere