»Det er hamrende useriøst at føre politik på den måde. Venstre viser med deres nej til forsøg med e-valg, at de er fuldstændig ligeglade med handicaporganisationerne, som har ønsket sig e-valg i mange år. Det er hamrende arrogant, når Venstre på den måde hælder forslaget i kloakken.«
Det er den kontante reaktion fra Socialdemokraterne it-ordfører Trine Bramsen oven på Venstres udmelding om, at partiet ikke kan støtte det fremlagte lovforslag nummer 132 om forsøg med elektroniske valghandlinger.
Hun hæfter sig ved, at Venstre i lang tid har været en varm fortaler for e-valg og kalder beslutningen en kovending af dimensioner.
»Venstres it-ordfører Michael Aastrup har turneret land og rige rundt med posen fuld af argumenter for e-valg. Den her kovending handler mere om at drille regeringen end om det indholdsmæssige,« siger Trine Bramsen til Version2.
Michael Aastrup begrunder sit holdningsskifte med, at han har lyttet til eksperterne. Det kan man vel ikke fortænke ham I?
»Der er masser af eksperter, der synes det er en god ide at lave forsøg med e-valg. Der er masser, der siger 'selvfølgelig skal vi prøve det.'«
Hvilke eksperter henviser du her til?
»Nu har jeg ikke lige høringsmaterialet foran mig, men der var flere høringssvar, der var positivt indstillede over for forsøg med e-valg.«
Trine Bramsen hæfter sig yderligere ved, at lovforslaget ikke drejer sig om at indføre e-valg i fuld skala, men om forsigtige forsøg i mindre skala.
»Vi taler om seks kommuner her. Selvfølgelig skal vi gøre vores egne erfaringer med forsøg med e-valg, og det virker mærkeligt, at Venstre pludselig skulle være imod at bruge skatteydernes penge bedst muligt,« siger Trine Bramsen til Version2.