Torben Mogensen header

Hobbyprojekter

Jeg vil tro at næsten alle programmører har et eller flere hobbyprojekter, som de laver for sjov skyld. Typisk for den slags projekter er, at de kan leve i mange år, hvor man så laver lidt på dem en gang imellem og kan lade dem ligge i månedsvis eller ligefrem årevis for så at tage dem frem igen. De er normalt aldrig rigtigt færdige: Der er altid flere ting, man kan gøre med dem. Ikke fordi det er nødvendigt, men fordi det kunne være sjovt.

For det meste lever den slags projekter samme slags liv som "skufferomaner": De halvfærdige romaner, som nogle mennesker er begyndt at skrive, men som de aldrig rigtig får færdiggjort -- fordi der altid er noget, der kan forbedres, eller fordi man bliver optaget af andre hobbyprojekter. Og ligesom med skufferomanerne, er det for det meste kun godt det samme, at de forbliver i "skuffen", hvor ingen andre ser dem. Men andre gange bliver hobbyprojekterne sendt ud i verden. Som oftest er reaktionen bragende stilhed (eller afslag fra redaktører), men i nogle tilfælde bliver det succeser. Nogle endog meget populære romaner har startet deres liv som skufferomaner. "50 Shades of Grey" var for eksempel oprindeligt fan fiction baseret på Twilight-serien. Som mange hobbyprojekter bliver det i Facebook-samfundet, hvor ingen skammer sig over noget, blev den oprindeligt lagt ud til beskuelse på nettet, inden den blev omskrevet med henblik på kommerciel udgivelse. Det samme er sket med hobbyprogrammeringsprojekter: Linux var oprindeligt Linus Torvalds hobbyprojekt, men fik sit eget liv og er nu grundstammen i mange store kommercielle foretagender.

Andre gange er hobbyprojekter mere nørdede, og tiltaler kun en snæver kreds af ligesindede, men selv de kan vokse sig store. Rollespillet "Dungeons & Dragons" og mange andre rollespil har startet deres liv, som noget en enkelt person eller lille gruppe af personer har lavet til eget brug, men som (måske til forfatternes forbløffelse) blev store succeser, da de endelig blev udgivet. Og samme nørdekultur, som skabte rollespil, har også givet anledning til diverse programmeringsprojekter med værktøjer til hjælp med rollespil. Der er for eksempel navnegeneratorer, figurgeneratorer, portrætgeneratorer (som for eksempel The Hero Machine), osv.

Jeg har tidligere nævnt Troll, som kan beregne sandsynligheder af terningekast. Men det er ikke mit længst levende nørdehobbyprogrammeringsprojekt. Et andet projekt startede jeg i 1980'erne på min BBC-mikro: Et program til at generere tilfældige landkort. I starten var det et ret primitivt program skrevet i BASIC, som kun kunne lave kvadratiske landkort, men over tiden (med meget lange mellemrum) blev programmet skrevet om, udvidet og forfinet til at kunne lave kort over hele planeter med et udvalg af forskellige kortprojektioner og med forskellige effekter (såsom højdekurver og shading). Senest er det nu også kommet på nettet med en simpel HTML-grænseflade, og der er så sent som i går tilføjet en mulighed for at lave ikosahedrale kort (som kan foldes til en tyvesidet tilnærmelse af en globus). Ikke just i kommerciel kvalitet (koden viser for eksempel tydelige tegn på at være udvidet via knopskydning), men sjovt og nyttigt for rollespillere og andre nørder.

Hvad har I andre af nørdede hobbyprojekter, so I tør vise frem? Og har I oplevet at et af jeres hobbyprojekter er blevet en succes langt ud over jeres forventninger?

Kommentarer (32)
Torben Frandsen

Efter i årevis at have rodet rundt i halvstore forretningsløsninger på et forholdsvist højt abstraktionsniveau (hvor pengene trods alt er for de fleste af os) har jeg følt behov for i fritiden at skalere et par størrelsesordner ned for at komme tilbage til det, der tændte mig i sin tid.

Så ved siden af mit keyboard ligger en Arduino og et breadboard monteret med to shift-registre, en LED matrix og en rotary encoder. Formålet? Tja, nogen skal jo finde ud af om Break Out og Space Invaders kan gøres spilbare når man har 5x7 pixels i monokrom at rykke med.

Jeg forventer ikke at folk vil ligge i kø for at få fingrene i de første massefremstillede eksemplarer.

En fed bivirkning ved projektet er, at det er spændende for ungerne at deltage. Det er det ikke når jeg viser hvordan man får noget til at ske på skærmen hvor de er vant til at se på langt mere imponerende sager.

Philip Andersen

Du glemmer to vigtige grunde til at nogle af os laver hobby projekter:

1 for at lære noget nyt inden for et område, som man måske ikke har muligheden for på jobbet.
2 for at løse et konkret problem man har.

Jeg har lavet en del småprojekter der lander under #1, men mistede engang en hjemmeside, hvor backuppen også glippede. Efter en masse tåre og sved fik jeg hentet en del af indholdet fra de forskellige søgemaskiners cache. Efter jeg blev færdig fik jeg lavet det til et site (http://recovermywebsite.com) som andre også kunne få glæde af. Der er en masse der kan optimeres, men det må blive i anden runde, som du også nævner. Der er en del som hver dag får hentet deres mistede site ned, om det er succes kan jeg ikke sige, men så har man jo gjort en god gerning.

Rune Dahl Jørgensen

Jeg har, for at lave noget helt andet end den VHDL-kode jeg spytter ud til dagligt, lavet flere programmer der taler med dr.dk. Jeg har blandt andet lavet en app til samsung fjernsyn så man kan browse og se programmer fra DR NU. Det var mit første (og sikkert sidste) forsøg ud i javascript, men med ca. 20 unikke IP'er der henter programmet om dagen vil jeg betegne det som en succes.

Det er helt klart sjovest at lave noget man kan fremvise, især når ens almindelige arbejde helt umuligt at forklare.

Christian Münster

Under pokerstorhedsvanviddet, hvor jeg selv red på bølgen, så jeg et behov for at sammenligne hænder på tværs af de poker klienter jeg spillede på.

Alle poker klienter producerer log filer, som jeg så importerede og præsenterede i et overskueligt billede, med lidt farve kodning osv. Jeg havde en bruger skare på hele tre inklusiv mig selv.

Projektet er henlagt indtil videre; virker stadig lidt.

I mine unge dage lavede jeg en del savegame redigerings applikationer til single player spil og efter interessen for selve spillet var forsvundet, gik der tit sport i at lave den grafiske brugerflade lækker i stedet.

Jeg har også to android apps, hvor den ene er blevet modtaget, inden for en meget begrænset skare, med overraskende succes. Lidt pudsigt, men lærerigt.

de er dog alle langt fra færdige; men de virker. Sådan da. :)

Peter Müller

Her er et udvalg af projekter som er en del af mine daglige hobbyaktiviteter. Nogle af dem er udsprunget af arbejde, og de fleste af dem involverer andre aktører, hvoraf mange lægger et større bidrag end jeg selv.

Assetgraph, et toolkit til frontend weboptimering, som modellerer dine ressourcer og deres relationer, samt stiller højniveau kodetransformationer til rådighed så du kan bygge dine egne web frontend værktøjer nemt. https://github.com/One-com/assetgraph

Assetgraph-builder, et web frontend byggeværktøj der optimerer dine ressourcer til optimal levering gennem kodetransformationer og diverse pakninger efter best practice dokumenteret af folk som Steve Souders. https://github.com/One-com/assetgraph-builder

AssetViz, et web kode base visualiseringsværktøj som kan vise dine ressourcer i en force directed graf så du lettere kan overskue kompleksitet og finde eventuelle uhensigtsmæssigheder. https://github.com/Munter/assetviz

Livestyle, en hurtig instantierbar lokal webserver som modificerer websiderne den leverer således at al css der opdateres på disk automatisk opdateres i browseren instantant. Fungerer samtidigt også som reverse proxy så man kan arbejde på delmængder af filer lokalt og falde tilbage på produktionsfiler, eller kan koble op mod dynamiske backends til API kald. https://github.com/One-com/livestyle

One-color, et javascript bibliotek til farveberegninger på tværs af farverummene RGB, HSL, HSV og CMYK med alfakanal. Jeg er særligt stolt over at konvertering mellem farverummene er abstraheret væk, hvilket gør brugen meget simpel for programmøren. https://github.com/One-com/one-color

color-commando, en kommandolinjebrugerflade til one-color, fordi rigtige programmører har ikke tid til at starte en farvevælger til simple farvetransformationer. https://github.com/Munter/node-color-commando

charcod.es, en webapplikation til hurtigt at kunne finde unicode tegn via søgning, så man slipper for manuelt at bladre mange sider igennem for at finde noget specifikt. http://charcod.es

Morten Skaarup

Jeg bruger hobbyprojekter til at lære nye teknikker eller metoder - det er altid bedre at prøve i praksis end at lære via teoretiske eksempler i en bog.

Jeg har bl.a. lavet et program der holder styr på hvilke opgaver der er løst i løbet af dagen (en slags dagbog) som efterfølgende bliver til en knowledge base. Desuden kan man registrere tid så man holder styr på hvad arbejdsdagen går med.

Har valgt ikke at lave det som en rigtig database, men i XML filer.

Programmet har kun een bruger, men det bruges til gengæld hver dag og jeg har stor glæde af det.

Jeg er nået til tredje generation, så det bliver omstruktureret af og til.

Therese Hansen

Jeg har netop brugt min fredag på at finde og rette bugs i mit hobby-projekt http://DeckhandDice.com - et simpelt terningespil (Liar's Dice, løgn, tænkeboks), som lige nu kører på web, men som også skal køre på diverse mobilplatforme... det er i hvert fald målet lige nu. Web-versionen er ved at være færdig - jeg mangler bare at bug fixe og integrere reglerne https://docs.google.com/document/d/1dV0cez3949Si1Huh1Z2U2LGAQ8p6PBajqSd_...

Jeg kører projektet for at få ny viden om mobilplatforme og cross-platform udvikling, hvilket er brugbart i min virksomhed, men egentlig startede det som hyggeprojekt med mine brødre. Det har jeg blogget lidt om i mandags... http://www.version2.dk/blog/familiekodeaften-50704

Jeg har også et hobbyprojekt, som jeg arbejder på alene: http://rouqk.com - en twitter-trend-finder (uden censur). Planerne er mange, men tiden...

Thomas Ardal

Jeg er vist også typen der kan nikke genkendende til et overforbrug af hobbyprojekter. Senest har jeg udviklet en lang række rating apps til Windows Phone og Android. Jeg har også løbende gang i min website validator ved navn HippoValidator.

Tidligere har jeg brugt enormt meget tid på adskillige UI og arkitektur ændringer på nogle af mine ældre projekter: myrating.dk, KmTjek, NuGetFeed, SmileyAPI, StartupHQ.

Min udfordring med hobby projekter har altid været, at jeg får startet op på alt for meget. I det seneste par år har jeg prøvet at dedikere mig til få projekter og så til gengæld grave mig dybere ned. Det kan helt sikkert anbefales.

Claus Leth Gregersen

Jeg har siden jeg fik min første computer haft en trang til at implementere alle mulige og umulige projekter i min fritid. Jeg har nok startet på 3-400 projekter, varierende i omfang, så jeg vil holde mig til de to største.

Jeg har også haft megen morskab ud af landkortgenerering, det kulminerede da vi lavede den første version af Freeciv hvor jeg så vidt jeg husker lavede 5 forskellige verdensgeneratorer. Grunden til at jeg endte med at lave flere var at i et spil som Freeciv er en realistisk verden sjældent den mest fair verden.Projektet endte med at blive min største hobby success og er siden blevet ført videre af mange "generationer" af dygtige folk.

Det var dog ikke mit mest omfattende hobbyprojekt, det har været en DAW/synthesizer jeg har brugt 5 år på at skrive/bruge. Der er ufattelig mange sjove algoritmer at implementere, og man kan som bonus også lave et fornuftigt GUI i java hvis man tegner det meste selv på en canvas http://www.dotleth.com/images/instrument.png . At musikken der kom ud ikke lyder fantastisk må jeg nok tillægge mine begrænsede musiske evner.

Jeg har altid haft lyst til at lave en verdens simulator, men jeg har aldrig helt fundet simulations niveauet, måske noget med at simulere 1%% af verdens befolkningen og fortolke kort data fra openstreetmap. Jeg har tidligere været ved at indsamle alle mulige statistiker for at kunne generere populationer der har statistik korrekte attributer som etnicitet/navn/alder/religion/indkomst etc. Projektets omfang er nok desværre så stort at jeg aldrig får det rigtigt startet.

Søren Rønsberg

Jeg bruger hobbyprojekterne til at holde programmeringsevnerne i form, da jeg ikke selv gør så meget i den del på arbejdet mere. Men det er en fordel at have førstehåndskendskab til hvad der kan lade sig gøre. Og så er det sjovt.

Mit første større projekt var et mekanisme simuleringsprogram skrevet i TurboPascal sidst i 80erne. Den gang var det noget af en oplevelse at det via usenet (preWWWW) kom til USA og Brasilien.

Mit seneste projekt er en app til dimensionering af kabler (roensberg.net).

Udgangspunktet var at jeg ville lære noget om android programmering, og så måtte jeg finde noget fornuftigt den skulle kunne.

Min selvvalgte udfordring var her hvor meget funktionalitet der kunne bygges ind i et lille skærmbillede, og stadig give et godt overblik.

Det er sjovt at følge med i langt rundt i verden den kommer.

Appen har jeg så senere også lavet i en HTML5/Javascript udgave, for lige at prøve det også. Det gav så også en god løsning på til lave apps til iPhone uden om Apples besværlige app marked.

Allan Ebdrup Blogger

Fedt at laese om alle jeres projekter. Jeg har altid haft stor respekt for folk der rent faktisk faar publiceret deres hobby projekter, ogsaa selvom de maaske ikke er helt faerdigpudsede.

Jeg har selv lavet to webapps

http://obsurvey.com - en loesning til at lave online spoergeskemaundersoegelser, som jeg lige har vaeret noed til at goere betalt, da trafikken paa sitet var ved at eksplodere, med en kvart million unikke besoegende om maaneden

http://muscula.com. En plug and play loesning til at logge JavaScript fejl i produktion. Bliver brugt af over en million unikke besoegende om dagen (pa muscula-brugernes egne websites) der er logget hundredevis af millioner af JavaScript-fejl med Muscula. Det er super sjovt at bygge noget der skal kunne klare den maengde trafik. Muscula er stadig helt gratis.

Claus Jensen

Jeg har i tidens løb bygget utallige hobbyprojekter - fra en garage-fjernbetjening til guitar-forstærkere...

Da en del af min fritid går med at brygge øl er det seneste projekt jo ganske oplagt. En fuldautomatisk styring af bryganlægget. Det startede som altid ud i det små som en præcis termostat med temperatur-udlæsning, men er ved at have udviklet sig til at automatisere og logge alt, hvad jeg render rundt og laver på en brygdag - og selvfølgelig hele gæringsprocessen også ;)

Om det kan blive til noget kommercielt? Aldrig i livet, det har taget så meget omfang, at det i produktion ville blive dyrere end hele bryganlægget er. Og det bliver jo nok heller aldrig færdigt, der er jo altid lige noget, der kan tilføjes...

Mark Gjøl

Jeg startede for nogle år siden projektet Floating Image - et billedgalleri til Android, som har fået næsten 2.000.000 downloads, og blev optaget af Archos til at blive sendt med ud på deres tablets. Det må siges at være blevet en succes. Det er så også det eneste projekt jeg har haft, som jeg rigtigt har fulgt igennem på.

Derudover har jeg lavet Bubbleframe som aldrig blev til andet end konceptet, og nu er jeg gået i gang med noget nyt, som dog ikke er i en tilstand der kan vises frem endnu. Jeg regner dog med at være der snart, da det bare er en lille begrænset ting - igen til Android.

Floating Image: https://play.google.com/store/apps/details?id=dk.nindroid.rss
BubbleFrame: https://play.google.com/store/apps/details?id=dk.nindroid.indivision

Mikkel Krøigård

Jeg lærte at programmere i skolen med hobbyprojekter som for eksempel Quake 2 mods og en hjemmebrygget (og meget grim) version af Nuclear War. Det var også trendy at programmere til TI-83 i gymnasiet (blandt nogle!), og så skulle jeg vise mig ved at lave noget i Z80 assembly. Jeg tror ikke helt, mine klassekammerater kunne se det fede i det. Det blev til en masse studierelaterede ting på uni, så jeg kunne prøve teorien af i praksis.

Det mest absurde "projekt" har nok været, da jeg en sen eftermiddag strikkede noget sammen til at secret share Star Wars Holiday Special. Det gav ikke mening, men det var en del sjovere end at se filmen.

Der er ærligt talt ikke så meget tid og energi til hobbyprojekterne længere. Det er mest for at få styr på nogle nye ting engang imellem. Heldigvis får jeg for det meste styret kodetrangen på arbejdet.

Poul-Henning Kamp Blogger

Er et system til katalogisering af alle mine hobbyprojekter og deres grad af færdighed. Mit håb er at det kan udbygges med en prediktiv modus, som kan lave en prognose for om et givent nyt hobbyprojekt vil nå så langt at det kan betale sig at begynde på det i det hele taget.

Mit problem er at jeg har alt for mange halvfærdige hobbyprojekter. En gang imellem kommer der en weekend hvor jeg siger, "Nej, nu må der gøres noget" og mandag morgen har jeg så typisk endnu et halvfærdigt hobbyprojekt :-)

René Nielsen

Det er et meget spændende emne og vil gerne melde mig under fanerne. Jeg har netop for nyligt fået et snart 10 år gammelt hobby projekt udgivet som open source. Det handler grundlæggende om et værktøj til automatisering. Websitet er www.autodrive.dk. For et par år tilbage fik jeg taget det frem og pusset af og langt om længe ud i offentligheden. Jeg anvender det ret meget selv også i mit arbejde og tænkte at andre måske også kunne se værdien i det - det er i hvert fald det som jeg håber, men nu må vi se.

Erik Trolle

Rune jeg bor i Sverige og er yderst glad for din app til mit Samsung TV. Alt hvad de ikke har sat geo fence på virker perfekt.

Jeg har mine egne små projekter igang. Noget af det sikker købes færdigt, og måske billigere. Det ene er styrring af elektriske kontakter i mit hus fra min mobil og kunne se hvilken mode de er i. Og da det er lavet med relæer kan jeg programmæssigt styre dem. Jeg er ikke nået så langt endnu.

Så er jeg ved at lave styrring af mit eget designet varmeanlæg med 4 varmekilder. Brændefyr, luft/Vand varmepumpe og solvarme paneler og til sidst dyppekogere i akkumulator tanken. Heller ikke færdigt endnu :-)

Og så er jeg træt af fjernbetjeninger, jeg er ved at lave flere små IR bokse der kører WiFi som jeg kan stille et sted så de rammer TV, HiFi, og andet der er IR styret. Så skal jeg lave en app der sender de rigtig koder. Jeg er ikke nået så langt, men regner med jeg vil bruge Raspberry Pi's til det. Alt skal kunne styres fra min mobil telefon. Jeg har ikke valgt radiatorer i mit hus men kaloriferer og de er IR styret.

Jeg har mange andre ting jeg gerne vil lave og alt bliver del i min pensionist tilværelse, hvis jeg får tid :-)

Jesper Sørensen

Jeg har altid haft mange spilprojekter i min fritid.

Det startede med Game Maker da jeg gik i folkeskolen og i gymnasiet.
Sidenhen lavede jeg et spil i flash og AS3 (http://90878m92web.sub.ots.dk/pullball/), som blev en del af projektforløb på min uddannelse MMD.

De seneste par år har jeg udelukkende arbejdet med HTML5. Det startede med et astroids-spil (http://jsorensen.dk/Spil/AstroidMadness/). Sidenhen udviklede sig til en decideret spil-motor (https://github.com/jeppester/JsEngine), som jeg sideløbende med nye spil arbejder på at få "rigtigt" online, dvs. med hjemmeside, dokumentation og eventuelt en mindre spilportal.

Om jeg nogensinde bliver færdig ved jeg ikke, men det er spændende at arbejde med, og som flere andre har nævnt: så længe man lærer en masse, er tiden jo på ingen måde spildt.

Mit seneste spil er netop blevet lagt live denne weekend, og kan ses her:
http://jsorensen.dk/Spil/CosmicCleaner/

René Brink Locht

Jeg må indrømme mit største hobby-projekt p.t. er skabt af nødvendighed :-)

Som eneste IT-kyndig(yeah right :-) ) i familien skal jeg vedligeholde en stigende mængde af devices m.m. så projektet er et system til at styre alle disse konfiguration/devices m.m.

Christian Schmidt

Mit problem er at jeg har alt for mange halvfærdige hobbyprojekter.


Jeg opfatter det ikke som et problem, hvis et hobbyprojekt går kold, og jeg har ingen dårlig samvittighed over at lade dem ligge, hvis finder andre ting at kaste mig over eller blot mister gejsten. Ved et ægte hobbyprojekt har man ikke forpligtelser over for andre end sig selv (modsat ved fx ens arbejde, opvasken, udfyldelse af selvangivelse og it-support for venner og familie), og det er det, der gør dem så herlige.

Der er selvfølgelig også tilfredsstillende at forfine et projekt, så det opnår produktionskvalitet, og især at det bliver brugt af andre, men det kan man jo ikke gøre med alle de skæve idéer, man får, og det er ofte heller ikke målet.

Jeg synes, det er fedt, når jeg får en mail ud af det blå vedr. et gammelt hobbyprojekt, som jeg for længst har afskrevet, men som stadig ligger på min hjemmeside og som åbenbart stadig gør nytte.

Jesper S. Møller

Fedt at se så stor alsidighed i folks hobbyprojekter!

Siden min hjerne i halvfemserne fik varige semantik-"skader" på DIKU er min hobby mindre fantasifuld: Få Eclipse's XPath2-engine til at køre XPath3 -- men da få bruger XPath 2 (og 3), og jeg aldrig kom i gang med en XSLT fortolker af samme grund, har jeg kastet mig ind i kampen for at få Java 8 understøttelse i Eclipses oversætter. Det er skægt, hvis man har den slags tilbøjeligheder.

Allan Høiberg

Jeg gik for et par år siden i gang med at banke en webside sammen, der kunne hjælpe elbilister med at finde opladningsmuligheder på farten efter at behovet havde været debatteret på ellert-debatlisten uden at andre helt var nået frem til et konkret projekt.

Resultatet http://ladestik.dk nåede, trods hobbyprojektets evige problemer med at få tid til at lave det hele som man gerne vil have det, at blive en webside med langt over 150 stik fordelt over hele landet, såvel som mobilapps til Android og iPhone, inden vi fusionerede sitet med et større engelsk system der havde fastansatte programmører, og overførte alle data til deres system, så der var udsigt til en mere stabil videreudvikling end min sparsomme fritid kan levere.

Peter Jespersen

Sjovt at læse om alle de hobbyprojekter - har da også selv et par stykker, der ligesom de fleste andre er afstedkommet af private behov og tilbringer det meste af deres tilværelse i skrivebordsskuffen :

eAutostart - En lille primitiv autostart klon til eCS(OS/2) i Free Pascal (Deamon der ligger og venter på om der bliver stukket et medie i CD/DVD drevet).

jRSSFetch - En lille java dims der henter indholdet af RSS-feeds og udfra disse opbygger en statisk hjemmeside.

qGrab - En lille Qt baseret screengrabber - min første GUI app - som jeg rent faktisk formastede mig til at smide op på Qt-Apps. Efter halvanden dag blev jeg adviseret om at den var blevet rekompileret til min gamle platform eCS(OS/2) - det gav en lidt speciel fornemmelse indeni.

Har et par Qt-baserede planer og noget småværktøj, der kan gøre hverdagen lidt nemmere for en Razor-Qt bruger og mon ikke jeg vil undersøge muligheden for at få realiseret det gamle Foodplanner spøgelse via SailfishOS SDK'et.

Lars Kristensen

Sjovt, jeg er faktisk lige blevet færdigt med et hobby-projekt da jeg fandt denne artikel - og jeg tror den eneste grund til at det lykkedes, var at det ikke tog mere end én dag.

Min kæreste spiller tit Japansk Billede kryds, som er en slags kryds-og-tværs / sudoku kombi-ting som jeg ikke helt forstår. Hun er træt af at bladet hvor spillene er i, kun udgives sjældent, og kun ved bestemte forhandlere - så jeg lavede et program der indlæser en billede-fil, og spytter et quiz-ark ud til hende.

Carsten Svendsen

Jeg lavede et program der kunne parse dataene fra netbanken og vise økonomien visuelt. Det var for at lære C#. Det blev aldrig færdiglavet.

Min gamle Laptop har begrænset plads så jeg lavde en scanner der kunne finde de største filer for mig så jeg kunne få 15% fri til dekomprimering :)

Www.vodpriser.com til sammenligning af vod priser. Tror dog der er for mange pirater derude til det vil blive en succes.

Var interesseret i win 7 widgets, så lavede en der kunne navigere (replay) youtube så man kunne høre musik primitivt ved at back forward og reload. Med scrollwheel over widgetten kunne man styre volumen.

Jeg har pt gang i et pokerprogram til at styre/vise økonomien til den seriøse poker spillet, online. Det skal for en gang skyld laves færdigt og forsøgt kommetcialiceret! Det bruger jeg en del af min dagpengetid på indtil jeg får job.

René Nielsen

Den gang vi stadigvæk havde analog tv signal, da havde jeg mit eget hjemmelavet mediacenter. Ligesom dig var jeg også træt af fjernbetjeninger mv. Brugte faktisk DR's JSON services til at hente tv programmet ned. Ganske udemærket. Men jeg skriver egentlig denne kommentar fordi jeg vil henlede dig på en fyr jeg fandt i Tyskland som sælger en gadget på størrelse med en tændstiksæske. Produktet købte jeg og anvendte med stor fornøjelse i mit media center hobby projekt.

Prøv at søge på IRTrans, den har indbygget webserver og man kan sende UDP beskeder for at styre den, så sender den IR koder ud. Jeg gemte den væk inde under min sofa og den virkede fint med Pioneer, Samsung og Denon produkterne.

Theis Borg

Ligesom de fleste andre har jeg et hav af hobby projekter hvoraf kun ganske få er kommet ud over prototype stadiet:

www.androidlost.com - her kan du fjernbetjene din android telefon fra.

www.sms4geeks.com - brug din android telefon som SMS gateway. Så kan man sætte sin server op til at sende og modtage SMS'er eller popup beskeder.

Offline browser - download dine favorit web sider og se dem uden internet adgang.

Remote control - en android fjernbetjening som kan styre din PC.

Og som noget nyt er jeg begyndt at lege med hardware. Første projekt var en USB tænd sluk knap så man kan tænde og slukke for en USB port fra et program: http://ttsoftware.dk/hardware/index.html

Næste projekt bliver nok noget med en Raspberry PI...

Og så har jeg en hel mappe med projekter som endnu ikke er startet men bare ligger og venter på at jeg får tid en dag :-)

Jimmy Krag

Nogle gange kommer projekter heller ikke meget længere end drømmen. Jeg går med en langvarig drøm om at lave et web-interface til at styre en OpenTTD-server fra. Kunne evt. laves i Django (som jeg også gerne vil have lidt erfaring med). Måske jeg kan få tid i denne weekend :)

Log ind eller Opret konto for at kommentere