Regeringen forbyder papirbreve til borgerne fra 2015

Om fire år skal al kommunikation med stat og kommune ske digitalt. Dem, der ikke bruger en computer, kan give andre en ’digital fuldmagt’, lyder det i regeringens nye digitaliseringsstrategi.

Postbudene får fra 2015 mindre at slæbe på, for på det tidspunkt vil den offentlige sektor helt holde op med at sende papirbreve til borgerne.

I stedet skal brevvekslingen ske via den digitale postkasse, alle danskere har fået.

Sådan lyder det i regeringens nye digitaliseringsstrategi for Danmark, der har fået titlen ’Den digitale vej til fremtidens velfærd.’

Alene besparelsen på porto forventer regeringen vil være på 800 millioner kroner, og samlet set skal der hentes milliarder på, at papirblanketter afskaffes og alle til den tid skal bruge selvbetjening på nettet.

»Det skal være slut med at bruge milliarder på porto og manuel sagsbehandling. Vi har i disse år massivt fokus på, hvordan vi indretter os klogest i den offentlige sektor, og her er digitalisering et vigtigt instrument. Digital selvbetjening betyder, at forældrene i ro og mag kan skrive børnene op til daginstitution, når de er lagt i seng, eller melde flytning til kommunen fra deres bærbare i stedet for at stå med blanketter og frimærker. Digitalisering gør hverdagen lettere for danskerne og frigør et milliardbeløb. Det er sund fornuft, og jeg ser derfor frem til at rulle strategien ud,« udtaler finansminister Claus Hjort Frederiksen i en pressemeddelelse

I dag er der dog stadig en stor gruppe danskere, som ikke bruger en computer, for eksempel er kun lidt over halvdelen af alle over 65 år fortrolige med at bruge en computer.

Den gruppe skal ikke tvinges til tasterne, men kan få hjælp via telefonen eller ved at møde op på et borgerservicecenter, lyder det i regeringens plan.

En ny mulighed vil også være, at for eksempel ældre borgere kan give deres børn en digital fuldmagt til at udfylde blanketter på nettet på deres vegne.

Hos Dansk Folkeparti er man dog ikke helt tilfreds med udsigten til, at papirbrevet forsvinder og internettet bliver den primære indgang til det offentlige. Partiet kræver derfor garanti for, at ældre danskere stadig vil kunne få brevpost og vil få gratis kurser i at bruge computere. Det skriver Jyllands-Posten

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk

Følg forløbet

Kommentarer (21)

Kommentarer (21)
Chr Nobel

... der ikke tager udgangspunkt i borgernes behov, men udelukkende en primitiv betragtning om at spare noget porto, som så iøvrigt kan blive omsat til "NemID" kuverter i stedet.

Og hvis folk ikke kan eller vil tilgå kommunen - kan man så melde sig helt ud af systemet, og dermed undgå at betale kommuneskat?

Forslaget udviser en arrogance der er kvalmende og et meget, meget usympatisk menneskesyn, samt viser at koblingen mellem Christiansborg og den virkelige verden er totalt fraværende.

Der er rigtig mange borgere her i landet der måske nok kan bruge en computere til at se på websider, men derfra til at kunne forstå kancellisproget og kunne "selvbetjene" sig selv er der langt.
Herudover så er der mange ting hvor et spørgsmål i telefonen til rette vedkommende kan udrede trådene på nogle få minutter, i stedet for at bruge timer på at dechifrere en kommunal hjemmeside.

Herudover så er der en stor gruppe af borgere der faktisk ikke benytter en computer, eller er ordblinde mv.- er de nu blevet umyndiggjort?

Og, og, og, så tales der bekymret om at unges sociale kompetencer er dalende, så lad os endelig lave et samfund hvor man ikke behøver at gå uden for en dør.

Der er kun en ting at sige: FØJ

Esben Nielsen

Den gruppe skal ikke tvinges til tasterne, men kan få hjælp via telefonen eller ved at møde op på et borgerservicecenter, lyder det i regeringens plan.

Vil de så betale taxa-regningen til den ældre, som ikke selv kan køre bil og bor et sted uden offentlige transportmidler (som der jo er blevet flere af under denne regering...)?

Digital selvbetjening betyder, at forældrene i ro og mag kan skrive børnene op til daginstitution, når de er lagt i seng

Når det ellers virker kan vi det allerede. Men der er pokkers til forskel på at lave det som et tilbud til borgeren og tvinge folk til at bruge det. Især, når meget af det ikke virker. Få det til at virke, så vil vi bruge det og kan man måske spare lidt penge.

Ulrik Rasmussen

Jeg tror du drager nogle forkerte konklusioner ud fra artiklen.

For det første bliver det ikke nødvendigvis sværere at udfylde en blanket digitalt i forhold til at udfylde den på papir og sende den som brev - tværtimod. Hvorfor det skulle være sværere at følge en vejledning for en digital blanket i forhold til en papirbaseret kan jeg ikke forstå.

Du kritiserer også digitaliseringen for at gøre det sværere for ordblinde, men er vi ikke enige om at det er lettere for en ordblind at læse en tekst på en computer med tekst-til-tale værktøjer, end det er at læse den samme tekst fra et stykke papir? Jeg er også ret sikker på at blinde har lettere ved at udfylde blanketter på en pc end via papirbrev, men jeg kender ingen der er blinde, så jeg ved ikke hvordan de gør det i dag.

Derudover, så står der altså i artiklen om den gruppe mennesker der ikke kan eller vil bruge en computer, at "Den gruppe skal ikke tvinges til tasterne, men kan få hjælp via telefonen eller ved at møde op på et borgerservicecenter, lyder det i regeringens plan". Hvis man har svært ved at finde hoved og hale i blanketten, så findes borgerservice altså stadig.

Jesper Jepsen

Utroligt men samt det er nu lykkes at tegne omridset at et projekt der kombinere skandalerne fra IC4 og rejsekortet i et system, hvilket herligt kaos og panik vi kan se frem til.
og husk at fyre de medarbejder som analysen siger der kan spares væk INDEN projektet går igang....

Henrik Buitenhuis

Jammen det er da sikkert godt nyt for alle de IT Tyve, som sikkert får travlt i fremtiden.
Hvad er det lige vi gør, hvis vi bliver ramt af en solstorm, som stopper ALT der køre på El/Batteri/Nødstrøm.....?
Fremtiden bliver grum og meget besværgelig, især for de ældre.

Ditlev Petersen

Når det offentlige i Den Fagre Nye verden kun sender breve til eBoksen, hvad hjælper det så, at dem uden computer kan køre til Rådhuset for at se beskeden og svare på den? Får skal vi sige 25% af befolkningen PLIGT til at have en digital formynder? Hvem har ansvaret, hvis denne formynder ikke reagerer på en besked?

Noget andet er, at det formodentlig ender som en parodi på Digital Tinglysning. Hvorfor starter man ikke med at lave noget, der virker og er godt. Så skal størstedelen af befolkningen nok komme frivilligt. Man vil stadig spare en del og man undgår kaos og oprør. Man ville da aldrig drømme om at tvinge f.eks. landbruget til noget som helst. Der går man altid frivillighedens vej.

Michael Thomsen

Jeg håber, at det offentlige får styr på deres elektroniske sagsbehandlingssystemer inden 2015, for temmelig mange af de sidste henvendelser jeg har skrevet til min kommune (email og via deres hjemmesides formularer) er forsvundet "et eller andet sted" og løsningen er, at jeg SKAL sende oplysningerne pr. post danmark.

Gert Madsen

For det første bliver det ikke nødvendigvis sværere at udfylde en blanket digitalt i forhold til at udfylde den på papir og sende den som brev - tværtimod. Hvorfor det skulle være sværere at følge en vejledning for en digital blanket i forhold til en papirbaseret kan jeg ikke forstå.

Hvordan tværtimod ?
Kan du ikke forklare det lidt nærmere ?

Hvordan mener du at blanketterne bliver mere forståelige og nemmere at udfylde, når de bliver digitaliseret ?

Helt simpelt: Hvis man behøver ringe til Kommunen for hjælp til at udfylde en papir-blanket, så ændres det nok ikke ved at blanketten leveres som PDF.

Nu fremgår det ikke af teksten ovenfor, men i morgenradioen kom det frem at muligheden for telefonisk kontakt også skal begrænses.

Lars Grønnegaard

Det er faktisk ikke totalt indlysende og let at etablere og vedligeholde et PC univers, med programmer, post og internetforbindelse. Der er virkelig mange der er afhængige af en kvik nevø for at holde det hele spillende.
Gad vide om det offentlige er parat med en gratis nevø-funktion til alle dem der ikke har eller selv kan?

Ulrik Rasmussen

Hvordan mener du at blanketterne bliver mere forståelige og nemmere at udfylde, når de bliver digitaliseret ?

Ok, det er ikke nødvendigvis givet at det bliver nemmere, men det er dog ganske sandsynligt. F.eks. er det muligt at gøre udfyldningen af blanketten langt mere interaktiv, og give hjælp undervejs hvis den digitale blanket detekterer at brugeren har indtastet modstridende oplysninger. Jeg antager også at offentlige websider er gjort tilgængelige for handicappede, som dermed også får lettere ved at udfylde deres blanketter.

Det er klart at en PDF-blanket er præcis ligeså god som den samme blanket i papirform. Jeg forestiller mig dog at man vil være lidt mere ambitiøs end det.

Steen Ehlers

Jeg synes nu, at det værste er, at man lige har tvunget os til at betale for postkasser ved vejen for så at overflødiggøre investeringen. Kunne man ikke istedet fritage borgere der var villige til at modtage digital post for denne udgift

Gert Madsen

Ok, det er ikke nødvendigvis givet at det bliver nemmere, men det er dog ganske sandsynligt.

Man kan jo godt håbe at det bliver nemmere.
Og du har bestemt ret i at mulighederne er der.

Men det er fugle på taget.
Mulighederne for at gøre det nemmere er bestemt ikke af nyere dato, og det har ikke ført til ret meget brugbart.

Så det er da selvfølgeligt godt at du er optimistisk. Der er bare ikke noget vi har set fra det offentlige hidtil, som kan understøtte den optimisme.

Og netop tilgængelighed for handicappede, kan man finde noget om de steder hvor man diskuterer overholdelse HTML-standarder. Der kan man se at det heller ikke står særligt godt til på de offentlige hjemmesider.

Søren Vanggaard Jensen

Sat på spidsen er der ca. 1230 dage til at løse opgaven. Vi skal nok trække 6-9 mdr. fra til mere eller mindre kiksede udbudsfaser. Undervejs håber vi på at hostingcentrene ikke oversvømmes, at solstormene udebliver, der ikke strejkes på CSC samt at Apple bliver gode venner med adobe.

Bevares - vi er allerede i gang, men der er lang vej: http://www.youtube.com/watch?v=303wxQ6X6kg

  • i rest my case

Umiddelbart har jeg svært ved at få øje på offentlige IT-rationaliseringsprojekter som reelt har givet lettere adgang/bedre overskuelighed. Jeg tror at problemet er, at IT giver mulighed for at lave regelsættet mere omfattende og komliceret. Prøv f.eks. at gennemskue din elregning, rejsekortet, selvangivelsen eller telefonregningen på detailniveau.

Jeg så et interview i TV forleden. Har glemt hvad det handlede om, men bed fast i en pointe: En gang i mellem skal man stille sig ud til kysten og kigge ud over havet. Og man skal blive der til man føler sig lille!

Lars Tørnes Hansen

Det bedste politikerne kunne gøre var at starte med at lave mindre bureaukrati, hvis de nu absolut har fået den fikse idé om at vildt dårlig borgerservice er vejen frem.
Det er absolut nødvendigt at have færre svævende vurderinger, hvis der skal bruges mindre manuel arbejdskraft.

... og hold jer nu til standard HTML, CSS, og Javascript, der kan fremvises af hvilken som helst computer, uanset styresystem.

Anders S. Johansen

Denne beslutning ligger i helt naturlig forlængelse af den arrogance og manglende forståelse for virkelgheden som Claus Hjort har udvist siden sin tid som beskæftigelsesminister.

Men hvis der er så store fordele at høste ved digitalisering, så vil jeg forslå at Hr. Hjort går hele vejen og udleverer en borgerterminal (tynd klient/tavle PC) til alle borgere, der så kunne give adgang til (1) en livsvarig emailadresse/postkasse, (2) basale applikationer (tekstbehandling, regnskabs- og budgetsystem m.v.), (3) videotelefoni (overvågning/tilsyn), (4) fortsæt selv listen.

/ASJ

Jesper Lund

Det er faktisk ikke totalt indlysende og let at etablere og vedligeholde et PC univers, med programmer, post og internetforbindelse. Der er virkelig mange der er afhængige af en kvik nevø for at holde det hele spillende. Gad vide om det offentlige er parat med en gratis nevø-funktion til alle dem der ikke har eller selv kan?

Udover dem som ikke kan, er der dem som ikke vil. Betingelsen for at bruge disse offentlige selvbetjeningssystemer er at man har OCES-NemID, og det er altså ikke alle borgere som ønsker at give et vidtgående samtykke til det private firma DanID for at kunne kommunikere elektronisk med det offentlige. Husk at NemID alene hviler på vores private frivillige aftaler med DanID. Der er ikke noget lovgrundlag for NemID (ifølge ITST).

Men über-DJØF'erne i Finansministeriet vil åbenbart have os alle umyndiggjort, så vi kan blive statens slaver (og tasteaber).

Forslaget om at ikke-IT kyndige skal give en blanco fuldmagt andre, for at staten kan spare lidt porto (til det postfirma som staten selv ejer), illustrerer hvor absurd ideen er.

jørgen holm-jensen

Hvis det offentlige (staten) foranstalter, at porto bliver sat ned til et lødigt niveau, vil udgiften til forsendelse blive reduceret og den såkaldte service opretholdt.

At tvinge befolkningen til at bruge en kommunikationsvej som er usikker (altså mere usikker end P&t) og som det offentlige har gjort grænseløst besværlig er ganske simpelt umoralsk. Har det offentlige nogen sinde krævet, at borgerne ejede en telefon?

Vent bare på regningen for de såkaldte rationaliseringer! I det offentlige bliver den slags omlægninger altid ensbetydende med mere administration, højere skatter og ringere service. Ind imellem gennemføres desuden sparerunder, der gradvist fjerner servicefunktioner, men bevarer administrationen, der jo skal administrere sig selv.

Se forresten: http://rattrack.4t.com/DA-POL.HTM

Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

Pressemeddelelser

Silicom i Søborg har fået stærk vind i sejlene…

Silicom Denmark arbejder med cutting-edge teknologier og er helt fremme hvad angår FPGA teknologien, som har eksisteret i over 20 år.
22. sep 10:29

Conference: How AI and Machine Learning can accelerate your business growth

Can Artificial Intelligence (AI) and Machine Learning bring actual value to your business? Will it supercharge growth? How do other businesses leverage AI and Machine Learning?
13. sep 2017

Affecto has the solution and the tools you need

According to GDPR, you are required to be in control of all of your personally identifiable and sensitive data. There are only a few software tools on the market to support this requirement today.
13. sep 2017