Tak for rettelsen. Jeg kan se at Wolfram Alpha siger at 2^256 ≈ 1.16 * 10^77, og at antallet af atomer i det observerbare univers er anslået til 6 * 10^79, så tallet er rigtigt nok ikke større.
Jeg vil sende rettelsen til den hjemmeside, jeg citerede, da jeg synes den i øvrigt understreger en pointe omkring kryptografisk sikkerhed og astronomiske størrelser, der ikke afhænger af en faktor 500.
Enten er sandsynligheden matematisk nul, eller også har man en plan klar. Alt andet er inkompetent systemdesign.
Som sagt: Det er for simpelt sagt.
Du kan godt lave sikker software der afhænger af sandsynligheder, som ikke indtræder i universets levetid. Zero knowledge-kryptografi er bygget op omkring at gentage et eksperiment, hvor udfaldet kun viser noget med en vis sandsynlighed, og så gentage eksperimentet nok gange til at det konvergerer mod 100%.
Hvis fx jeg har en mønt, og jeg påstår at jeg har 100% kontrol over møntens udfald, når jeg kaster den, og at det er en forretningshemmelighed hvordan, så kan jeg stadig overbevise dig: Du bestemmer mellem plat og krone (og for at fjerne menneskeligt bias, kan du flippe din egen mønt, som jeg skal efterligne), og jeg flipper min mønt til det du siger. Efter én gentagelse har jeg 50% chance for at "bevise" min pointe med tilfældighed. Efter to gentagelser har jeg kun 25%. Efter 10 gentagelser 0.09765625% sandsynlighed, og efter 86 gentagelser er sandsynlighed svarende til, at du starter med at vælge et tilfældigt atom i det kendte univers, og jeg så vælger det samme atom.
Hvis du ikke tror på den slags statistiske argumenter, får du også problemer med at benytter ældre kryptografi som RSA, da du også kan argumentere for, at der findes en sandsynlighed for at jeg genererer din private nøgle ved tilfældigvis at vælge de samme primtal.
Der er en scene i Dum og dummere:
Lloyd: What are my chances?
Mary: Not good.
Lloyd: You mean not good like one in a hundred?
Mary: I'd say more like one in a million.
Lloyd: So you're telling me there's a chance. Yeah!
Worst case er en af dem kommer ud med udelukkende nul-bits, for derved termineres merkle-kæden hvorved ingen efterfølgende transaktion er mulig. Ikke nogen høj sandsynlighed, men enten er en sandsynlighed nul, eller også bør man have en plan.
Det er for simpelt sagt.
Sandsynligheden for at nogen skaber en streng af 256 nuller med en uniform, sikker hashfunktion er 2^256. Det tal er større end antallet af atomer i det synlige univers. Vi kan ikke rigtigt bruge vores almindelige intuition om sandsynligheder af astronomisk størrelse.
https://privacycanada.net/cryptanalysis/why-is-2-256-secure/
Men det er stadig interessant at spørge hvad sandsynligheden er for at en hel masse Bitcoin-minere engang imellem hasher en vis mængde nuller mere end de behøver, fx 1, 2, 3, ... nuller for meget. Hvert eneste nul de hasher for meget gør at næste blok bliver dyrere at mine for alle.
Sandsynligheden for hvert ekstra nul er dobbelt så lav som den forrige, og sværhedsgraden er derfor eksponentielt aftagende. Det er derfor ikke usandsynligt at blokke engang imellem bliver en vis faktor sværere, og det er i en vis forstand unødvendigt.
Jeg vil hellere påstå, at tabet her er økonomisk: Konkurrencen tvinger hver miner, der finder et lavt nok tal, vil aldrig tænke "Ej, det tal er alligevel for lavt! Det ville jo gøre det hele meget sværere for os alle sammen!" men snarere "Score! Flere Bitcoins til mig!" Man kunne udregne denne models ineffektivitet som omkostningen for konkurrencen.
En interessant ting der skete for nogle år siden var da nogle mining pools gjorde, så de kunne pege på forskellige blockchains afhængigt af hvor deres hashing var mest profitabel -- altså, beregnet ud fra hvad hvor mange nuller den givne blockchain krævede på det givne tidspunkt, og hvad markedsprisen lå på, så en slags arbitrage.
Mindre blockchains pludseligt blev "lagt ned" af en eller anden stor mining pool, som efterlod sværhedsgraden på niveau med Bitcoin-netværket indtil pris/sværhedsgrad nåede et punkt, hvor det gav mening for mining poolen at skifte til en anden blockchain.
Konsekvensen var efterfølgende, at den næste blok ville tage måneder eller år for de øvrige minere på blockchainen, hvilket gjorde at den næste blok effektivt set ikke blev produceret. Ups!
web5
For de uindvigede, så står "web5" for "web2 + web3". Det er selvfølgelig bare inflation i versionsnumre, men skulle betyde "summen af de to". Det første sted jeg er stødt på den versionering er med https://perl11.org/.
- Perl til simple teksttransformationer (søg og erstat, filtrering og lignende). Hvis noget kan gøres med en elegant one-liner, behøver man slet ikke en editor!
- Vi(m) til konfigurationsfiler og serverbrug. Den har jeg brugt absolut længst tid (næsten 20 år). Eftersom jeg kun bruger den til småting nu, er min .vimrc skrumpet en del.
- Emacs til at kode i Haskell, Erlang, Standard ML og lignende sprog hvor dens modes er langt de mest modne. Det er det miljø jeg har personliggjort mest. Ikke at min .emacs er kæmpestor.
- Visual Studio på arbejdet. Det er efterhånden mit foretrukne udviklingsmiljø fordi det er så modent. Desværre bruger den ret meget RAM og virker til en relativt begrænset mængde sprog.
- Visual Studio Code når jeg leger med Unity på Mac'en derhjemme. Den er ikke lige så feature-rig som Visual Studio, men til gengæld kører den på Mac og minder utrolig meget om Sublime Text.
- Sublime Text som general purpose copy-paste buffer og formatteringsværktøj til StackOverflow-svar, Wikipedia-artikler, breve og lignende. At den ser flot ud og gemmer mine midlertidige filer selvom jeg ikke giver dem et navn hjælper mig i den kreative skriveproces, da jeg ikke skal tænke hvor en tanke passer ind før jeg skriver den. Og så er dens multi-cursor support lige så god, hvis ikke bedre, end Emacs'es, og er et nice, interaktivt alternativ til søg-og-erstat med kommandolinjen, idet man ser ændringen foretaget ved hver markør idet man skriver.
Jeg bruger næsten alle editors på tværs af alle tre platforme Mac, Windows og Linux, med nogle få undtagelser (Visual Studio bruger jeg kun på Windows, Visual Studio Code bruger jeg kun på Mac, og Emacs bruger jeg aldrig i Windows). For eksempel bruger jeg Perl og Vim i Windows via Cygwin
Den mest følte fordel (ift. ventetid og belejlighed) er allerede opnået ved almindelig digitalisering af tinglysningssystemet. Altså muligheden for at sidde med et dokument i hånden og på nettet via en formular kunne afgøre at det er blevet behandlet og underskrevet.Er der nogen der kan forklare mig formålet ved blockchain i dette tilfælde?
En blockchain er principielt ubetydelig for forbrugeren i en central organisation som Tinglysningsretten i Danmark, når alle forespørgsler alligevel sker igennem én hjemmeside. Men en blockchain kan have nogle praktiske, infrastrukturelle fordele for organisationen - specielt hvis tinglysningen er delt op i mange, uafhængige afdelinger på landsplan. (I Norge har man siden 2007 haft én central myndighed for tinglysning, ligesom i Danmark. I Sverige har man stadig syv regionale tingsretter. JM 2006)
Den samme kritik kan egentlig møntes på bankerne: Hvad får en bank ud af at have blockchain-teknologi (altså, en decentral, transaktionel database), hvis Bitcoins som udgangspunkt overflødiggør banker som private pengebeholdere? Det giver mening for bankerne, som netop har transaktioner mellem hinanden, at stille garantier for at transaktioner er gyldige og er sket netop én gang.
Man kunne forestille sig lignende fordele med en decentral tinglysning; hvis én tingsret skal vide noget om ejerforholdene for noget, der hører under en anden tingsret, betyder en blockchain at alle tingsretter har lige adgang til databasen, og at én tingsret hverken har fiflet med databasens tidligere indhold, eller har tilføjet noget til den, som de ikke har autoritet over.
Det er også netop i sådanne føderalt styrede blockchains, hvor "proof of stake" giver mening som alternativ til "proof of work" (som benyttes i Bitcoin). Her er hverken noget økonomisk incitament for den enkelte tingsret/bank at regne først, men til gengæld masser af incitament for at sprede ansvaret ud.
(NB: Ser man en blockchain som en decentral, transaktionel database, indeholder den naturligvis kun kryptografiske tjeksummer over databasens egentlige indhold, som skal deles separat. Men det er trods alt disse tjeksummer som afgør at databasens indhold ikke er blevet fiflet med.)
(NB 2: Der eksisterer en alternativ sci-fi-virkelighed hvor to privatpersoner kan afgøre ejerforholdet uden at kontakte Tinglysningsretten direkte, men udelukkende ved at forespørge blockchain'en, ligesom med Bitcoin-transaktioner. Men det er hverken et sted den gennemsnitlige forbruger er eller søger hen imod.)
"Sikke en pæn skjorte, du har på i dag!" "Ih tak, den sidste pull request du lavede, var også meget pænt formatteret."»Vi ser på teamet, og om de komplimenterer hinanden [...]«
Problemet med IoT-sikkerhed er ikke kommerciel brug af open source, eller at open source-kode har lavere kvalitet, men forretningsmodellen hvor et firma ikke ønsker at være ansvarlig for sikkerhedsopdateringer til nogens badevægt de næste femten år.
Noget af problemet kan måske løses med forbrugerbevidsthed, ved at indføre et ratingsystem, hvor produkter får point efter hvor sikre de er vurderet. Men står valget mellem en billig kinesisk kopi af et kendt mærke, og noget som nogen har vurderet sikkert, vinder markedet nok.
Det er nogle interessante problemstillinger der opstår når et kommercielt firma vælger at forke et open source-projekt fordi det er billigere. Når den gennemsnitlige firmwareudvikler ikke ved hvordan man vedligeholder en divergeret fork af et open source-projekt, kan vi godt kalde det et "patch-helvede". Men så er det også fordi de ikke ved, hvad de laver, eller fordi de er økonomisk incentiveret til ikke at gøre det ordentligt.
Det er principielt problematisk at tro, at den menneskelige nysgerrighed er noget, man kan "komme i mål med" ved at afskaffe eller ved seriøse samtaler. Problemet er ikke de ansattes nysgerrighed, men at muligheden for at udleve den på andres privatliv overhovedet forekommer. Mine sygejournaler skal simpelthen ikke ligge i en central database.Når knap hver fjerde deler passwords med kollegaer, og man kan opleve, at kollegaer slår fortrolige oplysninger op af ren nysgerrighed, er vi altså ikke i mål endnu," siger Lars Neupart
Blizzards spil-downloader understøtter både BitTorrent og direkte download som fallback og har gjort det i årevis.
Folk har tilsyneladende efterspurgt det i mere end ti år, og Bram Cohen arbejdede endda for Valve indtil 2004.
Hej Benjamin :)Lugter det ikke lidt af starten på slutningen af Bitcoin som den smukke, decentraliserede ide? Dvs. dem med storkapital kan sætte sig godt og grundigt på fremtidens marked for bitcoins...?
KnCMiner er én blandt flere af den slags "fabrikker" - den adfærd er komplet forventelig og vil ikke medføre én stor Bitcoin-mine som dækker hele verdens produktion. Det er ikke centraliseringen af maskiner, der har vist sig problematisk, men den virtuelle centralisering af mining pools. Og nej, det markerer ikke slutningen på, men netop udfoldelsen af en smuk, decentraliseret idé.
Bitcoin populariseres i små ryk ad gangen, og hver gang prisen på en Bitcoin stiger som følge, vil det være mere fordelagtigt at mine. At ingen ejer mere end nogle få procent af minedriften attesterer at den del stadig virker.
Storkapitalen sætter sig i stor grad på Bitcoin, idet den første $1 mia. i VC-funding er investeret. Ser man på det globale landskab for finansielle, Blockchain-baserede virksomheder, er det stort set ikke i form af minedrift, som kun er en niche nederst til højre, hvor KnCMiner er endnu en fisk i havet.
På sigt, når gevinsten ved minedrift aftager, vil mængden af interesserede minere falde, da det ikke vil kunne betale sig for alle. Til den tid vil det være meget interessant hvordan minere vil fordele sig. I mellemtiden er netværket transparent, således at eksterne analytikere stadig frit kan konstatere, hvilken grad af centralisering der forekommer.
Hvis Bitcoin var internettet, er vi stadig i slut-halvfemserne. Boomet er kun lige ved at ramme os.
Det er nogle meget gode argumenter for at have studenter-undervisere (instruktorer) i stedet for eksterne holdundervisere med svag eller ingen relation til de studerende og instituttet. Men her er mine indevendinger til at male det sådan op:
Det er ikke derfor DIKU ikke tillader eksterne holdundervisere uden kandidatgrader. Og selvom det er grunden til at SUL kræver at man er studerende, er det ikke et krav som kommer de faktiske studerende til gode.
Der findes ingen skjult skare af eksterne holdundervisere med svag eller ingen relation til de studerende og instituttet. Det er præcis de samme studerende i varierende stadier af deres uddannelse. Frygten for at rollen som studenter-underviser bliver overtaget af en hidtil ukendt skare af eksterne undervisere, er komplet konstrueret. Ærketypen er en DIKU-studerende med en bachelor som gerne lige vil holde en pause og enten arbejde i et år eller undervise i et halvt år indtil de søger ind på kandidaten.
Selv hvis der var "professionelle" holdundervisere, ville det ikke være en dårlig idé. I et enkelt af mine mange år som instruktor på DIKU formåede jeg at undervise på mindst et kursus i hver blok på hele første år. Det var den mest nærværende oplevelse, jeg har haft. Kontinuiteten og det niveau af ansvar, jeg følte for at følge de studerende og deres enkelte behov fra kursus til kursus var utroligt og slog mentor-ordningen med bådlængder.
Og som du selv siger, så handler det ikke om at have adgang til et pengegivende studiejob, men om at have muligheden for at undervise, fordi det er så sjovt og givende. DIKU vil gerne have alle os bachelorer, som stadig snuser rundt, men har desværre svært ved at få fingeren ud og udforme nogle kompatible kontrakttyper.
SUL er bestemt ikke en overflødig organisation. De har hver uge tilfælde hvor studenter-undervisere landet over behandles primitivt. Men de har desværre ikke kunnet hjælpe mig og de andre pårørende i denne sag. Egentlig vil jeg også hellere holde DIKU ansvarlig, for det er dem som står med det største ressourcetab.
Macom begik tydeligvis en fejl i ikke at have en klar, skriftlig aftale med den datalogistuderende som sidestillede ham med de øvrige ansatte, eller også fejler de i at forklare hvordan dette er tilfældet. Lectio har mange af den slags samarbejder med universiteterne til kollektiv gavn for alle parter.
Gymnasierne er tydeligvis forskrækket over at en "studerende" har fået adgang til fortrolige oplysninger og føler at alt algoritmen rører ved har fået fnat. Macom har ikke formået at håndtere sagen diplomatisk nok og fejler simpelthen i at forære deres software væk.
Synd for kandidaten, hvis projekt bliver begravet i bureaukrati, og synd for de gymnasieelever, hvis frafald ikke bliver opdaget. Kan uansvarligheden på begge sider af bordet ikke udligne så vi kan komme videre?
Macom skal vel bare producere en aftale, datalogen kan skrive under på, som siger at han ikke har gjort eller vil gøre noget med de oplysninger, han har arbejdet med, og så skal Macom indskrænke adgang til featuren, så gymnasieeleverne ikke nemt har adgang til den, og så er den skid jo slået.
Jeg har ærlig talt lidt svært ved at finde hoved og hale i det her blogindlæg.
Her er min opsummering:
- "Er politikernes vækstmål troværdige? Måske."
- "Er manglen på bredbånd i Udkantsdanmark relevant for væksten? Nej."
- "640K burde være nok for alle!"
- "Big data."
- "Dansk politik er lidt ligesom Sim City."
- "Det passer ikke at 'Vækst kommer af sig selv, når blot der er infrastruktur.' og folk som tror det har en sekterisk tankegang."
En ting jeg gør, når jeg skriver, er at spørge mig selv "Hvis min læser kun gad læse én sætning eller ét afsnit, hvordan skulle jeg så sammenfatte alt det jeg gerne vil sige?"
Jeg kendte ikke historien om cargo cults og forstod derfor ikke overskriften før sidst i blogindlægget. For at holde emnet forståeligt, ville det have været rart hvis denne lignelse, som i øvrigt er ret sjov, var kommet noget før. Eller også kunne en mere relatérbar lignelse være brugt, fx burgere:
Politikernes vækstplan er kunstig opfedning. Selvom Big Mac'en er det universelle symbol for velfærd jf. The Big Mac Index, kan man altså ikke bare skabe Big Mac-inflation for at øge velstanden.
Er manglen af Big Macs i Udkantsdanmark relevant for produktionen af Big Macs i storbyerne? Nej, urbanisering har foregået i tusinder af år, og det har kun øget væksten.
Som David Rechnagel Udsen sagde, "Hvis folk sagtens kan blive mætte af en cheeseburger, så er der ikke nogen grund til at give dem en Big Mac-menu."
Big Mac.
Dansk politik er lidt ligesom Big Macs.
Her tager du bare fejl. For at citere økonomen David Canning fra Harvard i The Effect of Infrastructure on Long Run Economic Growth (2004):
[...] Our results provide clear evidence that in the vast majority of cases infrastructure does induce long run growth effects. [...] Taken as a whole, the results demonstrate that telephones, electricity generating capacity and paved roads are provided at close to the growth maximizing level <em>on average</em>.
Så har du ikke prøvet Bitcoins. :) Bitcoins føles ikke som "nogle tal i en database", da ingen kan tilgå pengene uden din private nøgle.At have kontanter giver bare en førelse af at jeg faktisk har de her penge og de ikke bare er nogle tal i en database. Og jeg har flere gange oplevet at det går hurtigere at betale kontant end med Visa/Dankort.</p>
<p>Og det bliver da lidt kedeligt at give en kontant gave i et kort, når pengene skal overføres først. Og der bare står "Kik på din konto".
Den private nøgle føles altså mere håndgribelig, selvom den kun er data. Jeg tænker på mine Bitcoins som objekter i større grad end min bankkonto. Bitcoins understøtter desuden "paper wallets", der virker glimrende som gavekort. At man kan give sine børn penge på mobilen som kun må bruges under bestemte betingelser er en use case som endnu ikke er blevet udforsket, men hvor det næstbedste alternativ er kontanter (da Visa Electron er for dyrt).
Bitcoins er præcis lige så modtagelige over for nedbrud som andre digitale betalingsmidler. Det er i sig selv argument for at brugen af kontanter bør indskrænkes "organisk".
Man kan opnå anonymitet vha. fx CoinJoin, som er én måde at obfuskere transaktioner på. Med store nok netværk af folk som ønsker det, kan du allerhøjest sandsynliggøre hvem som betaler for hvad, hvis man antager at virksomheder er forpligtet ved lov til at oplyse hvem de udbetaler løn til igennem en kryptovaluta.Ved BitCoin er alle transaktioner offentlige så den er heller ikke garanteret anonym.
Men jeg synes at man ser bort fra en meget vigtig ting når afskaffelsen af kontanter diskuteres: Vi forudsætter hermed internet-adgang. Hvad med handler som foregår andre steder end i en hovedgade pakket med wifi, fiber og smarttelefoner? Landmænd, flaskesamlere, hjemløse, . Det som er "en lille smule ubelejligt" for butiksejere og for mange af os, er simpelthen den eneste måde nogle udveksler penge på.
Som Anne-Marie Krogsbøll siger, når hun citerer Sass Larsen for ufrivilligt at reklamere for MobilePay, som måske netop skal tolkes som folkemunde for "digitale betalinger" uden den teknologiske og juridiske forståelse for at MobilePay er ét produkt af Danske Bank: Vi har selvfølgelig brug for noget som minder om MobilePay, men som ikke er ejet af én bank. Fx Swipp.
Men hvorfor ikke gå hele vejen med en kryptovaluta? Den kunne indrettes med nogle af de parametre som man ønsker for statsejede penge og være baseret på Proof of Stake.
Jeg ser heller ikke pointen i at forskelsbehandle på basis af branche. Subsidier fjerner vores evne til at gennemskue hvor meget den egentlige efterspørgsel er. Subsidier garanterer ikke en spredning af omfordelingen - som David Nielsen foreslår, kan det nemt medføre en skævvridning af branchen som man fx ser det med fødevarer i både USA og Europa. Der er brug for flere programmører og derved uddannelse. Hvorfor vælger alle ikke i forvejen at blive programmører, hvis det medfører højere løn og jobgaranti? Fordi det er svært!
At opfordre til en lavere beskatning af programmører, i et forum af programmører, er billige points. Hvilken konsekvens har det haft for Canada? Har det medført en eksplosion af tilmelding til it-uddannelser? Er branchen vokset i mandtal?
Retorikken i it-politik: Jeg savner stadig at se en måde hvorpå status quo påvirkes ud over kritiske kommentarer fra sidelinjen, som fx Erik Frøkjærs løbende kommentarspor af berettiget, men sandsynligvis ubenyttet kritik: http://www.diku.dk/nyheder/2015/erik-froekjaer-sundhedsdata/
I øvrigt mener jeg, at vi burde oprette en it-havarikommision. :-)
Programmering i folkeskolen: Dét er jeg tilhænger af! Du må kende Coding Pirates: http://codingpirates.dk/ - Sofie Carsten Nielsen har været lidt i forkøbet: https://www.facebook.com/sofiecarstennielsen/posts/860767413995435
Jeg forstod overskriften på dit blogindlæg da jeg sidst i blogindlægget indså at du er skiftet fra Piratpartiet. Det gi'r egentlig lidt flere point i min bog, så det er da synd at underdrive din baggrund ved at sige, Alternativet har ændret dig meget, uden at sige hvordan. :-)
Det virker for mig rimeligt at antage, at den typiske virksomhed som begynder at modtage Bitcoins for deres ydelser, gør det ud fra en forestilling om at det øger deres omsætning en lille smule. Ikke for at snyde i skat.
Selvom man ikke skal undervurdere hvilket potentiale Bitcoin har for organiseret kriminalitet, må man ikke glemme, at det har biler, kontanter, mobiltelefoner, kryptering og anonymisering også. Det gør ikke opfindelserne kriminelle, men afspejler blot at den kriminelle side af samfundet følger med udviklingen.
En forretning kan skjule al kontant omsætning fra private, ligesom de kan med Bitcoin. En ny digital betalingsform ville være belejlig for SKAT at kunne overvåge for at finde skattesnydere. Men det ville ikke berettige dem at gøre det. Eksplosionen af sort arbejde, man kunne forudse med en større brug af uregulerede, digitale betalingsformer, er bestemt værd at estimere. Men er den værd at frygte?
SKAT har heldigvis flere midler i tasken end at sidde og snoope på bankkonti. Det er ikke den primære måde, man undersøger om en virksomhed har betalt det de skal. Et anstændigt skattesystem bygger på tillid og god regnskabspraksis.
Folk der kan snyde i skat kunne gøre det længe før Bitcoins blev opfundet.
Når du siger "slippe uden om den officielle økonomi", er jeg lidt uenig: Man ønsker jo stadig at købe den samme slags varer, men gerne uden om kreditkort-mafiaen. Foreninger med lav omsætning er ikke forpligtet til et månedsabonnement på en dankort-automat, der sluger foreningens begrænsede midler. Små butikker skal ikke kræve et minimumsbeløb, man køber for, eller kræve en ekstra krone i transaktionsgebyr (hvilket vist i øvrigt er ulovligt). Samtlige butikker skal ikke vente en måned på at få "clearet" deres betalinger. Og så er der rent principielle ting såsom at man ikke kan donere penge til WikiLeaks med kreditkort - ingen officiel årsag... men de er jo terrorister, ikke?
Vi kan synes, det er lidt fesent at give 1,50 kr. ekstra for en øl. Men hvis det lod sig gøre overalt i verden uden at man skal veksle yderligere, og uden at den bar på Ibiza eller wokbiks i Hong Kong lider mere risiko end de ønsker, så har det allerede en (begrænset) værdi i dag - før eventuelle forbedringer.
Og ja, jeg synes at Bitcoins er mega fucking awesome. :) Og jeg betaler skat!
Den høje transaktionspris skyldes at Hungry.dk ikke ønsker at besidde Bitcoins i længere tid. Hvis de sænkede frekvensen for deres veksling fra Bitcoin til DKK til fx en gang om dagen/ugen/måneden, ville de øge risikoen for kurstab og sænke omkostningen på transaktioner. Hvis man købte pizzaer med et udenlandsk kreditkort, forekommer der også en vekselomkostning, som muligvis er lavere. Det er altså udelukkende et udtryk for at der er plads til mere konkurrence på transaktions- og vekselmarkedet, og at Hungry.dk stadig er konservative omkring den nye betalingsform, hvilket de kan slippe afsted med, da den endnu ikke er udbredt.
Jeg købte for 200 kr. Bitcoins for 10 dage siden, hvilket svarer til en kursgevinst på 30 kr. i dag. Da jeg ikke handler med Bitcoins hver dag, har jeg endnu ikke fået en intuition om udsvingene, så jeg opgør faktisk netop min kursgevinst i hvor mange pizzaer fra Hungry.dk, jeg kan købe. ;-)
Og mega sejt at huslejen blev betalt med Bitcoins!
Men...
Det ville være mere realistisk, hvis Jack ikke kunne nøjes med at handle med sine medarbejdere, som alle har interesse i at modtage Bitcoins. Men når nu fællesbilisme er et fænomen som andre gør brug af, synes jeg det er ok.
Jeg vil godt acceptere brugen af Hungry.dk - det er trods alt virkelig sejt at man kan købe pizzaer for Bitcoins! Men bliver eksperimentet ikke lidt kedeligt, hvis Jack ikke skal forsøge at handle sig til ting inkl. nogle former for mad (ud over makrel)? :-)
Med andre ord, ser jeg frem til at se hvad der viser sig at være udfordringer.
Jeg synes, det gør en forskel at forvaltningen lagrer anonymiseret data som tilmed er anonymiseret over tid, således at den samme person vil blive betragtet som to identiteter hvis tiden imellem er stor nok. Der er da ikke tale om en krænkelse af privatlivets fred.
At kunne spotte bombetrusler hvert 10. år er billige point. Man skal ikke undervurdere mulighederne ved traffic shaping under almindelig myldretid. Det må være derfor teknologien er sat op, ikke for at "forhindre terror".
Som uddybning til Esben Laursens kommentar, er det pudsigt at vi ikke har noget problem med at Google har et meget nøjagtigt billede af hvor hver af os nogensinde har befundet os, mens det er problematisk at kommunen ved hvor meget vejene bliver brugt, og i øvrigt at tilfældige hjemmesider husker vores seneste besøg.
At vi frivilligt afgiver vores trackingdata og retten dertil skyldes nok mere belejlighed, så vores GPS-programmer kan gøre smartere ting, end eftertænksomhed. Det virker da ironisk at vi har et "cookie-direktiv". Det skulle forhindre at vilkårlige modtagere af vores "private data", som vores kommunikationsenheder formår at sprøjte ud i æteren, når virksomheder, selvom Google via deres duopol høster massive mængder data.
Det er som om alle de der irriterende "Denne side benytter cookies!!!11ONE"-beskeder ikke rigtigt kompenserer for den dataindsamling som samtidigt sker under næsen af os. Og ja, jeg har da også sat hak i "Jeg accepterer"-tjekboksen, men det gør jo ikke emnet uproblematisk. Jeg kan ikke være den eneste som med lidt dårlig samvittighed fortsætter med at fortælle Google alt om hvem jeg er, hvad jeg laver, hvor jeg er.
En mulig løsning:
At hente en MAC-adresse for øjeblikkeligt at hashe den, så man lærer om trafikmønstre, må kunne sammenlignes med fx at bruge cookies til load-balancering på hjemmesider. Den slags cookies er fritaget fra den i øvrigt pedantiske reklamering. Med tidsbestemt hashing må man kunne argumentere for at det næsten svarer til sessions-baserede cookies.
Simon Shine